Søren Pind om stop: Det er vel også ok at sige, at man er mæt
NY MINISTER: Søren Pind stopper i dansk politik og som minister. Han fremhæver bevillingsreformen og opgøret med ledelsesstrukturen på universiteterne som sine store resultater og overvejer at starte firma med afgående prorektor på KU Lykke Friis.
Toke Gade Crone Kristiansen
JournalistI sidste uge forlod Søren Pinds (V) mangeårige særlige rådgiver, Martin Ruby, uddannelses- og forskningsministeren til fordel for en post i Facebook. Og da Ruby har fulgt Pinds ministerposter igennem to regeringer, fik det exit for alvor rygtemøllen til at snurre: Kunne Pind være på vej ud?
Og Søren Pind meddelte så tirsdag aften i en artikel i Berlingske, at han faktisk stopper i dansk politik og som uddannelses- og forskningsminister, og bekræftede dermed alle rygterne.
Efterfølgende stillede den afgående uddannelses- og forskningsminister op til interview i TV 2 News, og det var en resigneret men lettet attitude, som prægede Søren Pind.