Stor undersøgelse: Hjemmearbejde stiller nye krav til ledelse
NYE TIDER: Distanceledelse og hjemmearbejde har været en ny disciplin for mange ledere og medarbejdere under coronanedlukningen. Det er nu, vi skal lære af erfaringerne til en digital omstilling i samfundet som helhed.
Lisbeth Knudsen
StrategidirektørNedlukningen af Danmark er ikke alene et nationaløkonomisk eksperiment, som vi endnu ikke kender konsekvenserne af. Det er også et digitalt storskalaeksperiment, som vi ikke kender erfaringerne med endnu.
Et eksperiment med en digital omstilling i raketfart til digitale hjemmearbejdspladser, afprøvning af nye virtuelle arbejds- og mødeformer, nye arbejdsprocesser og nye kommunikationsveje for ledere og medarbejdere på landets mange hundrede tusinde arbejdspladser.
At dømme efter den hidtil største survey gennemført af Tænketanken Mandag Morgen under coronakrisen blandt Altingets og Mandag Morgens abonnenter, så kan vi allerede nu drage nogle interessante erfaringer med hjemmekontoret fra alle tre sektorer – det offentlige, den private sektor og civilsamfundssektoren.
Sådan gjorde vi:
Denne undersøgelse om fjernarbejde under covid19-nedlukningen er gennemført af Tænketanken Mandag Morgen i perioden 27. marts til 1. april. Der er udsendt 46 spørgsmål til samtlige abonnenter på Mandag Morgen og Altinget. På fem dage fik vi besvarelser fra 2.540 respondenter, hvorefter surveyen blev lukket. Normalt vil 1.000 respondenter på et sådant survey være absolut tilstrækkeligt til at tegne et retvisende billede.
Af de mange respondenter svarede 96 procent, at de arbejder hjemme som følge af covid19-pandemien. 66 procent af respondenterne arbejder i den offentlige sektor, 24 procent i den private sektor, og omkring ti procent i den civile sektor. Omkring halvdelen af alle respondenter har angivet, at de er ledere.