Altinget skifter direktør, slanker ledelsen og får nyt bestyrelsesmedlem

OM OS: Efter to år som koncerndirektør stopper Per Mikael Jensen, og Altinget skal have ny topchef. 

Per Mikael Jensen stopper som direktør for Altinget.
Per Mikael Jensen stopper som direktør for Altinget.Foto: Sif Meincke
Redaktionen

Altinget-gruppen skal have ny koncerndirektør.

Den hidtidige koncernchef, Per Mikael Jensen, er blevet afskediget og fratræder straks, fordi bestyrelsen har besluttet en ny strategi for virksomheden og derfor ønsker en anden profil til den fremtidige drift.

Ejer og bestyrelsesformand Rasmus Nielsen takker Per Mikael Jensen for indsatsen gennem godt fire år – først to år som formand, siden to år som koncernchef:

"Siden Per Mikael Jensen blev formand i marts 2015 og direktør i juli 2017, har vi oplevet betydelig vækst i omsætning og selskabets kendskabsgrad og værdi. Det vil jeg gerne sige ham stor tak for. Per Mikael er uovertruffen, når det gælder forretningsudvikling og evnen til at opfinde og eksekvere nye tiltag på kort tid. Han har også et særligt talent for at tiltrække dygtige medarbejdere.”

Altinget-gruppen, formelt Rasmus Nielsen Holding, har netop afsluttet sit regnskabsår 2018/19. Det offentliggøres til september og vil vise fremgang i koncernresultatet – både hvad angår omsætning og overskud. En stor del af æren herfor tilfalder Per Mikael Jensen:

"Det er lykkedes Per Mikael Jensen et godt stykke ad vejen at vende udviklingen til overskud – ikke blot i Altinget Danmark, som hidtil har brødfødt de øvrige selskaber. Vi ønsker ham fortsat god vind," siger Rasmus Nielsen.

Per Mikael Jensen på sin side ser tilbage på samarbejdet med tilfredshed:

"Jeg vil til hver en tid respektere en bestyrelses ret og pligt til at søge de bedste muligheder for selskabet. Siden jeg begyndte for snart fire et halvt år siden, er antallet af ansatte gået fra 40 til 200, og selskaberne er blevet overskudsgivende. Jeg er meget glad for at have været en del af det projekt og for at have arbejdet sammen med fremragende ledere og kolleger. Det har været en sand fornøjelse, og uenighed om fremtidig strategi er en helt ærlig sag og en sund årsag til skilsmisse.”

Bestyrelsen har iværksat en proces for eksternt at finde en ny administrerende direktør, der ventes udnævnt til efteråret. Indtil da udgøres ledelsen af Rasmus Nielsen som bestyrelsesformand, økonomidirektør Rune Vinther Jensen, der konstitueres som direktør, og ansvarshavende chefredaktør Jakob Nielsen.

Samtidig fratræder kommerciel direktør Ricky Thomsen. Stillingen nedlægges i forbindelse med direktørskiftet, hvor den nye direktør får det fulde kommercielle ansvar – såvel strategisk som operationelt.

Bestyrelsen for Rasmus Nielsen Holding ændres i øvrigt også, idet ejerleder Christian Peytz, Peytz & Co., forlader bestyrelsen. Han har rådgivet virksomheden i seks år – først i et advisory board 2013-15 og så i bestyrelsen, siden den blev oprettet i 2015. Det tætte samarbejde mellem parterne fortsætter dog, idet Peytz & Co. er partner i datatjenesten Monitor ApS, ligesom Altinget fortsat vil anvende Peytz & Co. som leverandør af it-løsninger.

Christian Peytz erstattes af Betina Hagerup, der er på vej til at tiltræde som medlem af Dansk Erhvervs direktion. Betina Hagerup er 58 år og cand.merc. med speciale i virksomheders internationalisering. Hun var direktør for Erhvervsstyrelsen 2012-17 og senest Executive Vice President i KMD.
 
Bestyrelsen består herefter af udgiver Rasmus Nielsen som formand, CEO for Langkjaer Cyber Defence A/S Torben Laustsen og direktør Betina Hagerup.

Dokumentation

Altinget-gruppen omfatter de politiske netaviser Altinget i Danmark og Sverige, Mandag Morgen med ugebrev og tænketank, Grønbechs Hotel i folkemødebyen Allinge samt majoriteten i datatjenesten Monitor.
Koncernen har cirka 200 ansatte.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Betina Hagerup

Formand for Statens IT-råd, fhv. direktør for markeder, Dansk Erhverv (2019-22)
cand.merc. (CBS 1990)

Per Mikael Jensen

Kommunikations- og PA-chef, Seaborg
Journalist (DJH 1989)

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024