Mette Frederiksens departementschef stopper i Statsministeriet

AFGANG: Mette Frederiksen (S) har indstillet sin departementschef Christian Kettel Thomsen til posten som vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank, og han har derfor sidste dag i Statsministeriet allerede i morgen.

Christian Kettel Thomsen stopper som departementschef efter ti år.
Christian Kettel Thomsen stopper som departementschef efter ti år.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Flora Juul Holst

Siden 2010 har Christian Kettel Thomsen kunnet kalde sig departementschef i Statsministeriet, men fra i morgen er det slut. Regeringen har nemlig indstillet ham som vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og dermed skal han begynde i sin nye stilling efter forventet godkendelse fra EIB. 

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse. 

"Jeg er glad for, at regeringen har valgt at indstille mig til stillingen som vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank, og ser frem til de nye opgaver i en international kontekst. Jeg har haft 28 gode år i staten, heraf halvdelen som departementschef. Det har været interessant og udfordrende og altid i samarbejde med engagerede og dygtige kollegaer, som jeg har stor respekt for," siger Christian Kettel Thomsen i pressemeddelelsen. 

Læs også

Statsminister Mette Frederiksen udtrykker også tilfredshed med, at valget faldt på Christian Kettel Thomsen: 

"Jeg er meget glad for, at vi fra Danmarks side kan udnævne en så kompetent vicepræsident til Den Europæiske Investeringsbank. Christian har med ro og overblik understøttet skiftende ministre. Jeg vil gerne takke Christian for den store indsats, han over årene har ydet," siger hun. 

Selvom stillingen først skal besættes 1. august 2020, er Christian Kettel Thomsens sidste arbejdsdag i Statsministeriet 10. januar. I mellemtiden vil han forberede sig på sine kommende opgaver. 

Det er ikke først gang, at den nye socialdemokratiske regering skifter ud i departementschefsposterne. Tidligere er Agnete Gersing fra Uddannelsesministeriet og Søren Hartmann Hede fra Undervisningsministeriet stoppet i deres stillinger. Inden regeringen tiltrådte 27. juni, opsagde også Martin Præstegaard sin stilling som departementschef fra Finansministeriet. 

Som Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, tidligere har nævnt i en analyse, forlød det på rygtebørsen allerede i sommer, at Kettel var på vej væk fra Statsministeriet. Analysen fra juni 2019 findes her: Her er favoritterne til de øverste topjob på Slotsholmen.

Altinget har tidligere bragt et portræt af Christian Kettel Thomsen, som kan læses her

Dokumentation

Blå Bog: Christian Kettel Thomsen
Født 23. august 1959, Køge
Uddannet cand.polit. 1991

Levnedsløb
Skibskok, Rederiet A.P. Møller 1980-81
Hovmester sammesteds 1981-82 og 1984-85
Fuldmægtig i Finansministeriet 1991-93
Fuldmægtig i Ministeriet for Erhvervspolitisk Samordning 1993-94
Ministersekretær i Finansministeriet 1994-95
Kontorchef sammesteds 1995-97
Afdelingschef sammesteds 1997-2002
Departementsråd i Statsministeriet 2002-05
Departementschef i Finansministeriet 2005-10
Departementschef i Statsministeriet fra 2010
Statsrådssekretær.

Kilde: Kraks Blå Bog


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Agnete Gersing

Selvstændig ledelsesrådgiver, fhv. departementschef, Uddannelses- og Forskningsministeriet
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

Christian Kettel Thomsen

Nationalbankdirektør
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

Martin Præstegaard

Adm. direktør, ATP
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024