Der er noget mystisk over Rasmus Nielsen.

Han er manden bag en af de største danske mediesucceser i nyere tid, men han er ikke typen, der fører sig frem i hverken i den kulørte presse eller på de laksefarvede erhvervssider.

Rasmus Nielsen kan næsten virke selvudslettende. Men hans mission i livet er faktisk den modsatte. At sætte sig spor og undgå glemslen.

Bag hans rolige – og for tiden også ekstremt veltrænede – ydre banker et vildt og utålmodigt iværksætterhjerte.

Af uddannelse er han journalist, men afsløringer interesserer ham egentlig ikke. Den ene gang i livet, han selv forsøgte at afsløre noget, flygtede han på tværs af landet i frygt for et snarligt terrorangreb, som kun fandtes i hans egne tanker.

Forretningsmand i klassisk forstand er han heller ikke. Nok taler han gerne om at konsolidere og øge overskudsgraden, men når han har luft i budgetterne, bliver han ofte grebet en ny idé, og så sætter han pengene til at arbejde.

Er han så iværksætter? Ja, bestemt. Men ikke af typen, der lægger gamle sejre og nederlag bag sig for at rette blikket mod næste projekt. Rasmus Nielsen spiller på den lange bane. Hvis han har et mål i livet, så er det hverken at blive rig eller berømt, men at blive husket.

Nu fylder han 60, og målet synes inden for rækkevidde.

20 år efter, at han købte retten til domænet altinget.dk uden helt at vide, hvad det skulle bruges til, står han i spidsen for en mellemstor mediekoncern med omkring 150 ansatte og redaktioner i København, Stockholm og Bruxelles.

Nå ja, samt et hotel i folkemødets hjemby, Allinge. Købt som en indskydelse og en kilde til mange bekymringer i Rasmus Nielsens liv. Men også et fysisk udtryk for, at han med lige dele held, viljestyrke og dygtighed har udviklet sit medie til et offentligt mødested i hjertet af den offentlige samtale.

At Grønbechs Hotel samtidig lægger vægplads til en del af Rasmus Nielsens omfattende kunstsamling, er en sidegevinst. Alle hotellets værelser er i øvrigt opkaldt efter danske og europæiske statsministre.

På den måde er hotellet en nøgle til at forstå den mystiske Rasmus Nielsen. Han er iværksætter, ja, men han er blevet det for at gøre en forskel på de tre områder af tilværelsen, han for alvor brænder for: journalistik, politik og kunst.

Rasmus Nielsen er den yngste af to brødre. Begge forældre var uddannede psykologer, og hans tidlige barndom foregik på Frederiksberg i et moderne og frisindet akademikerhjem med højt til loftet.

Børnene kom på Bernadotteskolen i Hellerup, og i 1967 sad Rasmus Nielsen i et af verdens første elevråd. Senere blev han som gymnasieelev formand for den borgerlige studenterorganisation GLO, og på den måde har politik og samfund altid været en del af hans liv.

I 1969 flyttede familien til Aarhus, hvor faren, Gerhard Nielsen, fik arbejde på universitetet. For familien blev det ikke nogen lykkelig tid, men den kom på mange måder til at definere Rasmus Nielsens løbebane.

Efter nogle år skiftede Gerhard Nielsen psykologien ud med journalistik, da han blev chef for Danmarks Radios nye afdeling i Aarhus. Mens faren forsvandt ind i sit arbejde, og moren forsvandt ind i et nyt kærlighedsforhold, blev Rasmus Nielsen modnet på mere end én måde.

Han blev førstehåndsvidne til den altopslugende mediebranche på godt og ondt. Og han oplevede kvindefrigørelsen fra nærmeste hold, da hans mor flyttede sammen med en anden kvinde i Stockholm.

Fascinationen af mediebranchen endte med at føre Rasmus Nielsen i retning af journalistikken – og han blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, der lå i det nordlige Aarhus lige over for DR-bygningen, som hans far havde brugt sine bedste år på at etablere.

Men netop derfor havde – og har – Rasmus Nielsen også et meget klart blik for, hvor brutal mediebranchen kan være. Og for, hvor hurtigt man kan blive glemt. Det er en af grundene til, at Rasmus Nielsen ikke vil sælge sit livsværk, selv om tilbuddene især i de senere år er kommet med jævne mellemrum.

Altinget er Rasmus Nielsens livsværk. Og hvis man vil svinge sig lidt op, er det også et monument, der trækker en tråd fra Gerhard Nielsen gennem Rasmus Nielsen og videre til de næste generationer. En måde at binde en familie sammen.

Som studerende kom Rasmus Nielsen i praktik på Berlingske Tidende, hvor Lisbeth Knudsen var en talentfuld politisk redaktør.

Den unge praktikant kastede sig over en historie om muslimer, der forsøgte at finansiere en moske i København – og foregreb dermed en konflikt, som det politiske system først for alvor skulle få øje for to årtier senere.

Men historien løb af med Rasmus Nielsen, som druknede sig selv i aktindsigter og endte med at se konspirationer og kommende terrorangreb for sit indre blik. I et anfald af angst flygtede han på tværs af landet, inden han lod sig indlægge efter at have dampet af i detentionen.

Nedturen skabte et særligt bånd til Lisbeth Knudsen, som mange år senere skulle blive ansat i Rasmus Nielsens koncern, da han købte ugebrevet Mandag Morgen, hvor Knudsen var chefredaktør.

Måske var oplevelsen også med til at dreje Rasmus Nielsens fokus fra afsløringer til oplysning. Hans afgangsopgave fra Journalisthøjskolen var et tv-program om, hvordan en lov bliver til, som udløste topkarakter.

Det var muligvis her – længe før nogen kendte begrebet fake news – at hans forkærlighed for den faktabaserede, ikke politiserende journalistik opstod.

De følgende år var Rasmus Nielsen radio- og tv-journalist på DR og det nystartede TV 2/Lorry. Siden vendte han tilbage på Christiansborg som leder af TV 2-regionernes nye, fælles Christiansborgredaktion.

Sideløbende med arbejdet indledte Rasmus Nielsen sit forhold til Bornholm. Det begyndte med et hus i Gudhjem, men udviklede sig hastigt, da han fik idéen til at etablere et museum for den bornholmske maler Oluf Høst, der især er kendt for sine malerier af Bornholms natur og dramatiske ildebrande.

Museet vækkede den indre iværksætter til live i Rasmus Nielsen, og da han til sin skuffelse ikke fik nogen rolle at spille, da først museet var etableret, begyndte han at lede efter et nyt projekt at kaste sig over.

Inspirationen kom fra hans ældre bror Jakob, der i en tidlig alder var emigreret til USA og havde skabt sig et navn som en af internettets pionérer med fokus på brugervenlighed.

Storebroren pegede på nogle af de faktorer, som kom til at få stor betydning for Altinget: fokusér på små, men betalingsvillige målgrupper. Eller sagt på en anden måde: dyrk nichen frem for mængden. Og brug e-mail som kanal til at nå dine kunder.

I dag virker begge dele banalt, efterhånden som vi alle er ved at drukne i nyhedsbreve, og nichemedierne pibler frem. Men for 20 år siden var det fremsynet medieudvikling, lige som da Altinget i 2002 indførte betaling for netnyheder cirka 10 år før de fleste af konkurrenterne.

Dermed ikke sagt, at Altinget var en stormende succes fra første dag.

Altinget blev stiftet på lån i hans hus på Bornholm og fra Rasmus Nielsens mor samt andre penge, han kunne skrabe sammen. Mindst et par gange kunne Altinget nok have været lukket eller solgt, men hver gang valgte Rasmus Nielsen at holde fast. Også selv om det i perioder trak veksler på familien.

Først i 2014 begyndte væksten for alvor at tage fart. De seneste fem år har koncernen modtaget en såkaldt Gazelle-pris for kraftig vækst. Fremgangen har kun givet Rasmus Nielsen mere blod på tanden. 

I mellemtiden har han genoplivet den hang til frivilligt arbejde, der begyndte i elevrådet på Bernadotteskolen. Han har været formand for Danske Specialmedier og i en årrække næstformand for Danske Medier.

Her har han ihærdigt lobbyet for bedre vilkår for netmedier, når det gælder adgang til mediestøtte og momsfritagelse. Og på den måde været med til at sikre, at de næste nystartede nichemedier ikke skal konkurrere på ulige vilkår i de første 15 år, sådan som Altinget gjorde det.

Undervejs er han blevet hædret med priser fra bl.a. Den Danske Publicistklub, Danske Specialmedier og senest med Berlingskes Journalistpris i 2018.

Rasmus Nielsen har to børn med sin kone gennem 22 år, Iben Herrik. De to blev skilt i 2016, og i dag danner han par med iværksætter og designer Karen Kristiansen-Stuart. Eks-konen er i mellemtiden også sprunget ud som iværksætter med en nyåbnet smørrebrødsrestaurant i København. Nøjagtig som den ældste søn, Oskar, pusler med et nyt madkoncept, der skal lanceres inden længe.

I 2017 trak Rasmus Nielsen sig fra den daglige drift og ansatte både en direktør og en chefredaktør, mens han selv øvede sig i at finde ro i posten som bestyrelsesformand.

Fra den position forsøger han dels at skabe forudsætningerne for at udbrede Altinget-konceptet til flere lande, dels at sikre mediet for fremtiden.

Det første sker gennem fortsat vækst og kontrol med omkostningerne. Den ellers så milde og til tider konfliktsky Rasmus Nielsen har også vist sig at være en barsk ejer, der i løbet af nogle år har skiftet grundigt ud i laget af ledere.

Det andet – det med at sikre fremtiden – sker i et tæt samarbejde med de to sønner, Oskar og William, der begge har været tæt involveret i opbygningen af Altinget. Den første som mediets (selvlærte) annoncechef gennem mange år, den anden som (selvlært) programmør ved siden af medicinstudierne.

Og i forbindelse med fødselsdagen skifter virksomheden derfor også navn fra Rasmus Nielsen Holding til ”Alrow Media”.

Alrow er en sammentrækning af forbogstaverne i Altinget, Rasmus, Oskar og William.

Det er nemlig pointen med Altinget: At kaste et anker ind i fremtiden. At binde familien sammen. Og at skabe noget, der bliver stående, når Rasmus Nielsen en dag er væk. Det er i grunden ikke så mystisk.

Født 7. oktober 1960 i København

1978-79: Formand for Gymnasieelevernes Landsorganisation
1983:Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole
1983-84: Formand for Europæisk Ungdom
1983-85: Redaktør af EF-Kommissionens nordiske blade 1983-85
1984-89: Freelance Danmarks Radio
1989-93: TV 2/Lorry
1994-99: Etablerer og driver folketingsredaktion for TV 2-regionerne
2000: Etablerer Altinget.dk
2014: Overtager Grønbechs Hotel i Allinge
2014-17: Næstformand i Danske Medier
2016: Overtager Mandag Morgen
2020: Etablerer Alrow Media

Modtager af en stribe priser, blandt andet Den danske Publicistklubs Jubilæumspris (2007), Bordings Mediepris fra Danske Specialmedier (2010, Den danske Publicistklubs Public Service-pris (2015) og Den Berlingske Fonds Journalistpris (2018)

Far til Oskar (1993) og William (1996)

Danner par med designer Karen Kristiansen-Stuart.