Dansk IT: Her er kravene til en god leder i fremtidens digitale samfund
It er blevet så vigtig, at digitalisering er et anliggende for alle ledere – uanset om man er kontorchef, forskningsleder eller overlæge. I en ny bog kommer Dansk IT med nogle svar på, hvad det kræver af fremtidens digitale ledere, skriver Ejvind Jørgensen.
Ejvind Jørgensen
Formand, DANSK ITs udvalg for it i den offentlige sektor, CFO og Head of investor relations, cBrain A/SVi hører det ofte: Danmark er en af verdens mest digitale nationer. Det gør os til et af de lande, der er længst fremme i overgangen fra industrielt til digitalt samfund. Nye teknologier skaber som bekendt nye muligheder, men de ændrer også på kravene til vores ledere i både den offentlige og private sektor.
Morgendagens samfund kan ikke digitaliseres med gårsdagens ledelsesmetoder. Så hvad skal der til for at lede Danmark godt igennem den store transformationsproces, vi står overfor?
Software som industriens maskiner
Det kommer Dansk IT med nogle svar på i bogen "Ledelse på tærsklen til et digitalt samfund", som udkom ved årsskiftet.
Selvom mange politiske skåltaler handler om, at vi skal tænke stort og visionært, så bliver der hurtigt kø ved håndvasken, når it-skandalerne ruller
Ejvind Jørgensen
Formand, Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor
Bogens udgangspunktet er, at it nu spiller så vigtig en rolle for ledelsesopgaven, at digitalisering er et anliggende for alle ledere – uanset om man er kontorchef, forskningsleder eller overlæge.
Software er limen i det digitale samfund. Det er den, der sætter os i stand til at designe dataprocesser én gang, hvorefter de kan gentages i det uendelige.
Ligesom industrialiseringens dygtigste ledere forstod sig på mekanisering og produktionsoptimering, vil fremtidens digitale ledere få brug for stor indsigt i, hvordan man udvikler og bedømmer software.
De vil i højere grad være personligt i stand til at kvalitetsvurdere de software-løsninger, deres organisationer udvikler eller overvejer at implementere. De vil også have en dybere forståelse af, at software rækker meget længere end blot til computere, smartphones og applikationer – og hvad det betyder for deres ansvarsområde.
Det offentliges udviklingskultur
I de kommende år vil dygtige digitale ledere også begynde at indse, at vi bør vinke farvel til "big it". Det vil sige meget store it-projekter, som ofte sprænger både tidsrammer og budgetter – uden at leve op til de oprindelige krav.
Selvom mange politiske skåltaler handler om, at vi skal tænke stort og visionært, så bliver der hurtigt kø ved håndvasken, når it-skandalerne ruller. Det siger meget om den udviklingskultur, vi har i dag – navnlig i den offentlige sektor.
Vi skal blive bedre til at acceptere fejl og afbrydelse af projekter, før der tabes millioner af kroner på gulvet
Ejvind Jørgensen
Fremtidens digitale ledere vil forstå og acceptere den usikkerhed, som implementering af ny teknologi uundgåeligt medfører.
Ved starten af nye projekter hersker der typisk stor mangel på fakta og viden, men vi kan ikke lede udviklingen ved at gå i andres fodspor. En mere realistisk erkendelse af denne naturlige usikkerhedsfaktor peger i retning af kortere udviklingsprocesser, der vurderes løbende.
Vi skal blive bedre til at acceptere fejl og afbrydelse af projekter, før der tabes millioner af kroner på gulvet.
Fejl er en integreret del af enhver innovationsproces. Jo mere vi anerkender det, jo større frihed giver vi vores fremtidige digitale ledere til at skabe de resultater, der tjener Danmark bedst.
Morgenluft eller varm luft?
Den globale teknologiudvikling får stadig større betydning for vores samfund. Samtidig går udviklingen også hurtigere og hurtigere. De strategier, der var effektive i går, er ikke nødvendigvis effektive i morgen.
Det betyder, at vores organisationer øger deres tilpasningsevne. Her vil det blive en vigtig ledelsesopgave at sikre konsistens, selvom der oftere sker store forandringer. Fremtidens digitale ledere skal være dygtige til at:
- Holde konstant og meningsfyldt fokus på organisationens mission
- Vælge agile udviklings- og implementeringsmetoder
- Identificere udviklingsfejl og ændre kurs
- Undgå fejl på missionskritiske områder
- Reducere kompleksitet
- Tilpasse udviklingsressourcer og stabilisere driften
Vores nuværende regering ønsker, at Danmark skal udnytte sin stærke digitale position til at sikre vækst, arbejdspladser og finansiering af velfærd.
Den har også udtrykt ønske om at sætte den offentlige sektor mere fri. Blandt andet i form af mindre bureaukrati og større lokalt råderum, hvilket stemmer godt overens med ovenstående. Det har mange regeringer dog haft på programmet, så nu gælder det om at holde fast i løftet om afbureaukratisering.
Fremtiden er digital, og digitalisering har potentialet til at sikre Danmark øget velstand og velfærd langt ud i fremtiden. Men det kræver, at vi vælger og udvikler vores ledere med omhu – og giver dem mandat til at udfolde deres talent.