Om det bliver Trump eller Harris, vil USA's næste præsident vende blikket fra Ukraine mod Kina

I mine samtaler med andre republikanere, som også står meget klar til at få en stoleplads i en ny Trump administration, er der andre nuancer på Ukraine-politikken.

"Trump vil ikke være en taber," siger en samtalepartner om Trumps ambition om en hurtig fredsaftale og fortsætter: "Hvis ikke Rusland er med på fredsforhandlinger, vil Trump give massiv militærstøtte til Ukraine og øge sanktionspresset på Rusland".

Hvordan Trump vil handle som præsident i forhold til Ukraine er – selv med pejlemærker fra mulige rådgivere – usikkert. Jeg tror, at Trumps grundlæggende kræmmertilgang er hans hovedtræk; "hvad kan jeg få ud af det?"

Hvad der overrasker mig blandt republikanske kontakter er, hvor få der er tilbage af 'Never Trumpers'.

Det gælder også selv blandt republikanere i Kongressen, hvor flere, jeg kender, sad fanget på deres kontorer i frygt for personlig sikkerhed under angrebet 6. januar 2021.

De har følt effekten af Trumps uberegnelige sider. Flere af dem tror alligevel på begrebet "de voksne" i administrationen. De tror, at et godt hold af mere klassiske republikanere i nøglepositioner kan påvirke Trumps politikførelse.

Jeg tvivler.

Trump skylder ikke det republikanske parti noget. Han skylder ikke finansielle donorer noget længere. Og han har autokratiske træk, som kan vokse i fuldt flor.

Som Liz Cheney, der er et tidligere republikansk, stærkt konservativt kongresmedlem fra Wyoming, som støtter Harris, siger, så "idoliserer Trump tyranner", og "USA's fjender ved, at de kan narre Trump".

Men Cheney er en klar og marginaliseret stemme i partiet nu.

Hos vicepræsident Harris befinder Ukraine-politikken sig på mere velkendt terræn – en forlængelse af Biden-politikken – på godt og ondt.

På godt, fordi USA har samlet en støttekoalition for Ukraine siden krigens start. På ondt, fordi frygten for eskalation vedvarende og gennemgående har bremset administrationen fra at sende de nødvendige våbentyper til Ukraine.

Først drejede det sig om tanks, så om jagerfly, så om langtrækkende artilleri og missiler.

Hos vicepræsident Harris er Phil Gordon den nationale sikkerhedsrådgiver. Han er en meget dygtig udenrigspolitisk rådgiver, og forventes at fortsætte i en nøglerolle.

Jeg har selv mødtes med ham løbende over årene. Også da han arbejdede i Obama-administrationen.

Når det gælder brug af USA's militære magt og effekten heraf, er Gordon på den tilbageholdende side. Der kan naturligvis dukke andre rådgivere op, som er mere med på et temposkifte i Ukraine-politikken.

Lige nu er Harris-kampagnen tyndt bemandet på den udenrigspolitiske side, da hun blev kastet ind sent i valgkampen.    

Min anden uge i USA tilbringer jeg i Tennessee og hovedstaden Nashville, hvor jeg er ordstyrer til et ytringsfrihedstopmøde på Vanderbilt Universitet.

Jeg spørger om, hvem han vil stemme på 5. november. "Trump, selvfølgelig, jeg er en mand!", lyder svaret prompte.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Tennessee er en rød stat – det vil sige republikansk – og Trump vandt valget i 2016 og 2020 med over 60 procent. Begge senatorer fra staten, Marsha Blackburn og Bill Hagerty, er republikanere.

Imens jeg befinder mig i Tennessee, lancerer senator Marsha Blackburn, som er på genvalg 5. november, en videokampagne "Breaking China", som er et frontalt angreb på Folkerepublikken Kina. Bogstaveligt talt.

Blackburn smadrer porcelæn – på engelsk kan "china" også betyde fint porcelæn – med Kinas navn og flag på i videoen.

"Vi bliver nødt til at smadre meget mere porcelæn for at knække Kina," er Blackburns budskab.

Det understreger, at enhver kommende administration bliver fyldt med Kina-høge. Både hos republikanere og demokrater har stormagtsrivaliseringen med Kina bidt sig så fast, at temaet kan bruges – også i lokale valgkampe.

Jeg snakker amerikansk valg med almindelige amerikanske vælgere. I Nashville møder jeg Uber-chaufføren Gaethan, som er kommet til USA for otte år siden som immigrant fra Congo.

Da vi kører forbi Vanderbilt Universitet, nævner Gaethan, at han gerne ville studere på universitet, men ikke har råd. Jeg forestiller mig, at han med en baggrund som mindre bemidlet immigrant stemmer demokratisk.

Jeg spørger om, hvem han vil stemme på 5. november. "Trump, selvfølgelig, jeg er en mand!", lyder svaret prompte, "Harris er for kvinder og homoseksuelle," tilføjer han.

Jeg spørger til, hvad han stemte i 2020, men Gaethan forklarer, at han endnu ikke havde fået statsborgerskab. "Nok Biden," svarer han og bemærker: "Jeg så meget CNN dengang, så der bliver man hjernevasket". Hvor får han nu sin information fra, spørger jeg opfølgende, og svaret er X.

Det er faktisk et åbent spørgsmål om det amerikanske vælgerkorps i 2024 er klar til en kvindelig præsident. En meningsmåling viser, at 30 procent af vælgerne tror, at Harris' køn vil skade hendes chancer for at blive valgt.

Jeg møder også Sandra, som jeg ender tilfældigt ved siden af til frokost i Nashville. Hun har et Harris/Waltz pin på t-shirten, men fortæller at hun tidligere var "fundo", altså fundamentalistisk kristen, som hun forklarer mig.

Der forebygges mod et nyt angreb på Kongressen – et nyt 6. januar. Det er nok desværre rettidig omhu.

Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation

Men nu synes hun, at abort-restriktionerne har taget overhånd hos republikanerne. Som eksempel nævner hun, at nogle stater ikke vil give abort ved voldtægt og incest. Det motiverer hende til at støtte Harris.  

Alle mine samtaler med amerikanerne de sidste to uger – politikere eller civile – understreger for mig den enorme spredning i, hvorfor amerikanske vælgere ender på enten Trump eller Harris-holdet.

Samtidig er det blevet sværere for amerikanerne at tale sammen på tværs af de politiske skel.

Da jeg har samtaler i Kongressen, er der opført nyt sikkerhedsudstyr og solide politiafspærringer foran hovedbygningen. Der forebygges mod et nyt angreb på Kongressen – et nyt 6. januar. Det er nok desværre rettidig omhu.

I 2016 var jeg valgobservatør i Virginia ved præsidentvalget. I 2024 ville jeg overveje det nøje, også i forhold til personlig sikkerhed. Den overvejelse havde jeg overhovedet ikke for otte år siden.

Jeg ønsker USA et godt, fair og ikke mindst fredeligt præsidentvalg den 5. november.