Holger K. advarer: Livsfarligt at forsømme Udenrigsministeriet

Af Holger K. Nielsen (SF)
Forhenværende udenrigsminister og formand for SF

Udenrigsministeriet og udenrigspolitikken havde i mange år en særstatus. Udenrigspolitikken var kongens/regeringens prærogativ, som traditionelt blev varetaget af professionelle diplomater, mange med adelig baggrund.

Sprogkundskaber, gode manerer og en evne til at begå sig på de bonede gulve var vigtige kvalifikationer. Udenrigsministeriet følte sig hævet over de almindelige politiske trakasserier, og Folketinget blev ikke i særlig grad involveret. Fra ministeriets synsvinkel var det heller ikke nødvendigt, for der var i det politiske system ingen tvivl om ministeriets vigtighed, prestige og behov for de nødvendige bevillinger.

Denne klassiske udenrigsministerielle rolle har i dag ændret sig markant. Udenrigspolitikken er blevet ”normalpolitik” på linje med andre områder. Folketinget blander sig lystigt, og udenrigsministre kan blive kølhalet af Folketinget på en måde, som var helt utænkeligt for år tilbage.

Ministeriet skal til enhver tid kunne levere en politisk legitimering af både eksistens og aktiviteter.

Magten spredes
Demokratiseringen af udenrigspolitikken er et stort fremskridt, men det er desværre sket samtidigt med, at der er skåret voldsomt ned på ministeriets bevillinger. Det er skidt, for på stadigt flere områder er det umuligt at føre politik i Danmark uden hensyntagen til de internationale omgivelser.

Der præsteres hver dag et fodarbejde, som kan blive livsnødvendigt, hvis der opstår en akut situation – det være sig danske statsborgere, som kommer i klemme, eller en Muhammed-krise, hvor Danmark pludselig lægges for had.

Holger K. Nielsen (SF)
Forhenværende udenrigsminister

Louise Riis Andersen peger i sin artikel i Økonomi og Politik på en række årsager til udviklingen. Jeg er meget enig i hendes analyse. Især følgende forekommer at have betydning:

• Forskellige statsministre har ønsket at få et større greb om udenrigspolitikken, hvilket har medført en væsentlig styrkelse af Statsministeriet i forhold til Udenrigsministeriet
• De forskellige resortministerier engagerer sig direkte i udenrigspolitikken, og de har ikke behov for at blive holdt i hånden af Udenrigsministeriet. Udenrigspolitikken decentraliseres, så at sige.
• Finansministeriet har fået stor magt, hvilket betyder, at ministeriets tænkning og styringsinteresser kommer til at dominere over for en mere faglig tilgang. Dette har ikke mindst ramt Udenrigsministeriet. Værdien af en velfungerende ambassade i Langtbortistan er svær at regne ind i de økonomiske modeller.
• Den såkaldte ”aktivistiske” udenrigspolitik med fokus på militære interventioner har medført en styrkelse af Forsvarsministeriet

Det er ikke nødvendigvis dårligt, at udenrigspolitikken overtages af andre ministerier. Udenrigspolitikken er i dag andet og mere end klassisk diplomati – den involverer mange områder, og skal Danmark have indflydelse, er det vigtigt at kunne bruge al den kompetence på specialistniveau, som det er muligt at opdrive.

Dog har Forsvarsministeriets styrkelse haft den konsekvens, at militære operationer har fået forrang for forebyggelse og genopbygning. Det er skidt.

Regeringen skal se langt
Det er vigtigt med et stærkt Udenrigsministerium, som kan afveje og koordinere forskellige interesser – og ikke mindst skabe modvægt til den militære tænkning. Og et stærkt ministerium er nødvendigt, hvis der skal være stabilitet og kontinuitet.