Engang var de nordiske lande et socialpolitisk Nirvana. Men er de stadig det?

Sammenlignet med andre lande har de nordiske lande i mange år gået enegang om at have en højt udviklet ældrepleje, men under covid-19 er der mange andre steder kommet et helt nyt fokus på, hvordan man organiserer ældrepleje.

Man er blevet opmærksom på at sektoren i de fleste lande er underudviklet og mangler økonomiske ressourcer samt tilstrækkeligt uddannet personale.

Som de vestlige lande bliver ældre, bliver det mere og mere tydeligt, at der er behov for en kollektiv indsats for at sikre god ældrepleje.

Det er hverken på samfunds- eller individniveau holdbart, at familien står alene med opgaven, eller at der skabes store uligheder mellem dem, der har råd til at købe pleje, og dem, der ikke har råd.

De nordiske lande fremhæves ofte i europæisk regi. Her har alle lige adgang til ældrepleje, som leveres af relativt veluddannet personale og i Danmark er det for eksempel ganske gratis at modtage hjemmehjælp, hvor udgiften til en plejehjemsplads dog kan være en lidt større udfordring.

Vi ser tre tendenser på, hvordan man i Danmark, Norge og Sverige har tilpasset sig presset fra de flere ældre i samfundet

Tine Rostgaard
Professor

De nordiske lande har ofte fremstået som en slags socialpolitisk Nirvana, der har vist den rette vej frem – omend lidt utopisk, også hvad angår ældreplejen. Spørgsmålet er dog, om de nordiske lande også i dag sætter den høje standard?

Jeg har sammen med nordiske kollegaer gjort status over udviklingen i den nordiske ældrepleje i de seneste ti år i en nyligt publiceret forskningsartikel. Her ser vi tre tendenser på, hvordan man i Danmark, Norge, Sverige og Finland har tilpasset sig presset fra de flere ældre i samfundet.

For det første synes der i stigende grad at være forskel kommunerne i mellem i de fire lande. Både i forhold til budgetterne og andelen med ældrepleje.

Vi har i Norden en kulturel og politisk forkærlighed for lighed, og det har også tidligere præget ældreplejen ved, at der ikke var de store forskelle i serviceniveauet, uanset om borgmesteren kom fra Venstre eller Socialdemokratiet, der sad ved roret i kommunen.

Tidligere skyldtes de mellemkommunale forskelle først og fremmest, at der var forskelle i behov – altså at der i nogle kommuner var flere ældre med dårligt helbred og funktionsevne. I de senere år er der dog tendenser på tværs af de nordiske lande, der indikerer, at kommunerne agerer mere fordelingspolitisk. Ikke nødvendigvis på baggrund af partipolitik, men mere på baggrund af at man har færre penge til rådighed.

I Danmark kommer det for eksempel til udtryk ved, at dækningen af hjemmehjælp er faldet disproportionalt i kommuner udenfor hovedstaden.

Dette leder til den anden nordiske tendens: at man i stigende grad prioriterer ydelserne til de allersvageste. Og det gør man såmænd i både i de rigeste og fattigste kommuner.

Vi ser i alle lande, at dækningsgraden for plejehjem er faldet siden 2000, og man har ikke kompenseret ved at øge dækningen af hjemmehjælp. Særligt i Danmark er der langt færre, der i dag modtager hjemmehjælp. I 2008 var det 43 procent af de ældre over 80 år, men det tal er faldet til 30 procent i 2018, som er det seneste år, hvorfra vi har sammenlignelige tal.

Konsekvensen er, at vi i de nordiske lande ikke længere er førende i Europa i forhold til, hvor mange der modtager ældrepleje

Tine Rostgaard
Professor

Som jeg tidligere har været med til at afdække i en Vive-rapport, skyldes faldet i andelen, der modtager hjemmehjælp i Danmark, ikke, at de ældre er blevet mere sunde og raske, men derimod den prioriteringspolitik, hvor man fokuserer hjælpen på de allersvageste. Og selv i denne gruppe er der også markant færre med hjemmehjælp i dag.

Det hører med til historien, at også omfanget og indholdet af hjælpen har ændret sig. Det er i dag mindre sandsynligt, at man får hjælp til rengøring, og i så fald går der ofte uger imellem.

Dette får indflydelse på den sidste tendens: at man i stigende grad får hjælp fra familien eller anvender markedsbaserede løsninger. Her er dog en klar forskel landene imellem.

I Finland og Norge ser man politisk familien som en oplagt løsningsmodel – ofte med henvisning til at familien kan levere en bedre og mere individualiseret omsorg. I Danmark og Sverige er det mere en pragmatisk konsekvens af prioriteringspolitikken, og uden at man nødvendigvis har italesat, at det betyder en forandret arbejdsfordeling mellem familien og kommunen.

I Danmark anslås det, at hver fjerde i befolkningen hjælper en ældre. På tværs af de nordiske lande ses, at det ofte er ældre med en relativt lavere indkomst, som får hjælp af familien, og omvendt anvender dem med penge mellem hænderne i højere grad et privat hjemmehjælpsfirma eller finder en til at hjælpe sig mod betaling gennem lokalavisen.

Sådanne løsninger understøttes i alle landene gennem skattefradragsordninger. Eksempelvis er gruppen af de 85-95-årige i Sverige dem, der oftest anvender skattefradrag til rengøring.

Som vi nok ikke overraskende konkluderer i artiklen, har disse små og gradvise ændringer en social slagside. Prioriteringen af den kommunale ældrepleje til de allersvageste betyder nemlig, at en del ældre må finde et alternativ.