Fhv. ambassadør: Politiske ambassadører er amatørisme på højt plan

Agter statsministeren med støtte fra Venstre virkelig at bringe udnævnelsesretten fra før Grundlovens vedtagelse i 1849 i anvendelse?

Udnævnelsesretten til et embede ændrede sig under enevælden, men udgangspunktet var, at embedet blev anset som en kongelig nådesbevisning. For at få del i nåden måtte man vise sig kapabel til at varetage embedet, det vil sige ikke nødvendigvis være den dygtigste. Den herskende opfattelse af embedsbesættelse i dag er – når vi ser bort fra eventuel kønskvotering – den meritokratiske: embeder bør besættes efter opslag, ansøgning og med de personer, der fremtræder mest kvalificerede.

Men regeringen træder med det foreliggende forslag (om politisk udpegede ambassadører, red.) tilbage i enevældens fodspor og genindfører i et lukket rum enevældens nådesbevisning.

Hvordan vil regeringen og dens støtter med det fremlagte forslag omtalt neden for sikre sig overholdelse af enevældens kapabilitetsbetragtning? En skriftlig ambassadørprøve? Lidt vanskeligere end indfødsretsprøven!

Ikke en ny tanke
Anledningen til denne iagttagelse er oplysninger i pressen om, at udenrigsminister Jeppe Kofod ønsker en ændring til den såkaldte opslagsbekendtgørelse af 26. marts 2010. Udenrigsministeren citeres for at udtale, at "Regeringen ønsker at styrke Danmarks profil i verden ved i helt særlige tilfælde at kunne bringe politikere, som har nogle særligt relevante profiler og kompetencer aktivt i spil i det danske diplomati."

En så løs formulering sætter spekulationerne i gang. Tanken er ikke ny, men den er altid blevet begrundet afvist af en nærmest samlet presse, faglige organisationer og erhvervslivsrepræsentanter.

Fra de senere år kan nævnes, at i 2009 takkede Poul Nyrup Rasmussen (S) og Mogens Lykketoft (S) nej til et tilbud om (mindre) ambassadørposter fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Løkke Rasmussens i 2011 politisk udnævnte "eksportambassadører" holdt ikke længe.

Hvad er argumenterne for, at en dygtig politiker uden videre kan overføre og relativere den dygtighed til en chefstilling i diplomatiet?

Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør

"Eksportambassadørerne er for dyre og har for lidt lokalt kendskab," sagde handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i 2011, da samarbejdet ophørte. Hun tilføjede blandt andet, at man må ikke underkende, at ambassaderne i de pågældende lande har de bedste netværk.

Vi har brug for meget mere lokalt kendskab end bare at sende en eksportambassadør til det pågældende land. Forsøget i 2016 på at få Bertel Haarder (V) udnævnt til generalkonsul i Flensborg mislykkedes. Venstres politiske ordfører Jakob Elleman-Jensen og socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører Nick Hækkerup udtalte sig i 2017 til fordel for sådanne udnævnelser.

Og nu er vi der så igen. Mon det årelange samarbejde om at sikre sig ligelig besættelse af stillinger i samfundet mellem Østrigs kansler Kurz’ konservative ÖVP og det socialdemokratiske SPÖ har inspireret Socialdemokratiet og Venstre? Venskabet med Østrig er tættere end nogensinde.

Bemærkelsesværdigt hovedløst
"Særlig" betyder afvige fra det sædvanlige og indebærer at være relevant/nødvendig i en given sammenhæng. Hvad skal styrkes særligt og konkret i diplomatiet, og hvilken politiker kan tilføje noget særligt relevant til Udenrigstjenesten? Det må være egenskaber, tjenesten ikke har eller mangler. Er det særlig udenrigspolitisk indsigt, særlige sprogkompetencer, særlige forhandlingskompetencer, særlige ledelsesmæssige og sociale kompetencer, der mon er tale om? Personen må selvsagt være fagligt, uddannelsesmæssigt eller på anden måde velkvalificeret gennem erhvervet viden og erfaring til at varetage den udenrigspolitiske opgave eller den landepost, der måtte være tale om.

Udpegningen af politikere til en åremålsansættelse som ambassadør i Udenrigstjenesten tænkes formentlig at ske i afslutningen af en karriere. Udnævnelsen skal, som det for øjeblikket foreligger oplyst, i givet fald ske uden stillingsopslag. De nærmere bestemte, efterspurgte og bekræftede kvalifikationer udover, at et givet politisk virke hævdes at være kvalificerende, er uklare.

Det er bemærkelsesværdigt hovedløst, men måske led i aftalt karriereplanlægning blandt politiske partiers ledere? Som allerede Magtudredningens afsluttede bind fastslog i 2003, er det "at være folketingsmedlem [...] ved at blive en karriere på lige fod med andre erhvervskarrierer."

Er et folketingsmandat forvaltet til vælgernes (og partiformandens) forhåbentlige tilfredshed, skabes en karriere, der på sigt kan føre til en ministerpost, eller som allerede har ført til en ministerpost. En kvalificeret politiker skal nu kunne bevæge sig fra Christiansborgmiljøets særlige kultur, hvor synlighed over for egne vælgere, offentlig-privat profil samt gennemslagskraft i debatter og medier er temmelig afgørende.

Den udvalgte træder ud af en politikerkarriere og ind i en åremålsbestemt embedsmandskarriere på sluttrin, uden nogen kvalificeret vurdering af faglige kvalifikationer og indsigt på det område, der skal forvaltes, finder sted. Vedkommende træder fra et nationalt rum - som en nådesbevisning - ind i et internationalt rum og i en stilling, der er ansvarspådragende.

Indhyllet i politisk spin er det amatørisme på højt plan og magtanvendelse som et måske første skridt til fremme af politiseringsmuligheder af centraladministrationen.

Ikke på valg
I Udenrigstjenesten er stillingen som (upolitisk) ambassadør et titelmæssigt sluttrin i en professionel karriere og indebærer en chefstilling med ledelsesansvar for en given diplomatisk repræsentations mangeartede og blæksprutteagtige virke i varetagelsen af Danmarks interesser. 

I Udenrigsministeriet har man ikke et vælgerkorps at henvende sig til over en talerstol i Folketinget eller gennem politiske kommentarer i medierne. På en udepost iagttager man, påvirker, søger indflydelse hos beslutningstagere. Man er ikke på valg. Man søger dialog, konsultation og resultater, ikke konfrontation og rampelys, uanset at Twitter med mere også er opfundet blandt diplomater. Man står ikke til ansvar over for vælgere, men for sine foresatte. 

Indhyllet i politisk spin er det amatørisme på højt plan.

Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør

Sluttrinspolitikeren bliver i sit daglige virke underlagt instruktionsbeføjelser fra et ministerium, hvis arbejdsgange og kultur man ingen praktisk erfaring har med. Som minister har man selvsagt mødeerfaring, men man har i hovedsagen fået sager og problemer forelagt. Som hovedregel er man blevet betjent, når taler og artikler, der lægges navn til, udarbejdes.

Det ville være klogt at kaste et blik på Udenrigstjenestens omfattende erfaringer. Her er eksempler på, hvad man kan komme ud for: fra hjemtransport i zinkkiste af afdød landsmand til modforanstaltninger mod en rasende hob, der føler sine rettigheder krænket, til omgangsformer, pligter, aktiviteter og ansvar, herunder for det administrative. Forhold, som en typisk førstegangsudnævnt ambassadør for en diplomatisk mission gennem sine tidligere udsendelser og sin hjemmetjeneste løbende har oparbejdet erfaringer med.

Han eller hun er rutinevant (med strukturer, format, sprogkoder, flere fremmedsprog, situationsfornemmelse og takt, iagttager- og handlepositioner, indberetninger, indstillinger, analyser, ministeriets tænkning og opholdslandets placering heri) og kan efter omstændighederne og oplyst om særlige lokale forhold umiddelbart glide ind i stillingen. Det vil sige være operativ fra sin tiltrædelse og i høj grad være selvhjulpen i interesserevaretagelsen.

Dette i modsætning til de i USA under Trump (og tidligere) mere end 40 procent politisk udnævnte, i hovedsagen embedsbetalende gennem donationer til præsidentens kampagne, ambassadører. Disse ambassadørers seniormedarbejdere må udover egne funktioner agere støttepædagoger, så der kompenseres for den udnævntes åbenlyse mangel på viden og indsigt, og hvor ydre glans og selvspejling forveksles med konkret påvirkning.

Pamperi til skade for staten
Også Udenrigsministeriets nylige ansættelse og udnævnelse af en ny teknologiambassadør skete efter opslag, kvalifikationer og konkurrence. Ambassadørtitlen indebærer ikke en varetagelse af Danmarks generelle interesser i USA, som håndteres af ambassadøren i Washington. Teknologiambassadøren er at betragte som en dansk statslobbyist og er ikke ambassadør i klassisk forstand.

Hvad er argumenterne for, at en dygtig politiker uden videre kan overføre og relativere den dygtighed til en chefstilling i diplomatiet? En stilling, der omfatter en mængde af opgaver udover det, der kan være mediesynligt?

Selv en erfaren og dygtig politiker fra Folketinget eller eksminister vil få svært ved at indordne sig i et stramt hierarki og ikke besidde den nødvendige indsigt til at udføre det langt mindre glamourøse arbejde som embedsmand.

Politiske udnævnelser uden substantiel saglig begrundelse vil blive opfattet som pamperi til skade for den udnævntes virke både internt og i international sammenhæng og til skade for statens anseelse.