Kampen for LGBT+-rettigheder er vigtigere end nogensinde

Det er også værd at anerkende den lange, seje rettighedskamp, som de, der ikke passede ind i et heteronormativt og kønsbinært univers, for trekvart århundrede siden tog på sig. Det var ikke bare modigt, det var næsten overmodigt. I hvert fald var det ikke uden kolossale omkostninger for initiativtagerne.

At stifte ”Forbundet af 1948”, som foreningen så diskret hed dengang, fik nemlig store individuelle konsekvenser.

For flere af stifterne endte det med at koste dem både deres bolig, deres job og deres partimedlemsskab. Da én af stifterne i 1989 kunne lade sig vie til sin forlovede på Københavns Rådhus som det første homoseksuelle par i verden, var der således gået mere end 40 års forlovelse og uafbrudt kamp.

Det simple og mundrette omkvæd fra Anne Linnet og Sanne Salomonsens sang fra 1988 til fordel for Aidsfondet indvarslede en ny tid: ”Den jeg elsker, den jeg elsker – elsker jeg”. Så simpelt kunne det siges, selv om retten og friheden til at sige det - og udleve det - ikke var et socialt faktum.

Faktisk viste en undersøgelse af danskernes sociale værdier fra 1981, at mere end hver tredje dengang opfattede sex mellem to af samme køn som helt uacceptabelt. I dag er det hver 25. person, der har den indstilling.

Her 75 år efter kan vi konstatere, at få ting splitter det internationale samfund mere end spørgsmålet om LGBT+-rettigheder

Louise Holck
Direktør, Institut for Menneskerettigheder

Det meget lange tilløb til den skelsættende homovielse i 1989 hænger i høj grad sammen med, at seksuelle minoriteter glimrede ved deres fravær, da FN’s Menneskerettighedserklæring blev formuleret i 1948.

Andre minoritetsgrupper, som havde været forfulgt under Anden Verdenskrig, var ellers centrale for den tænkning, der lå bag definitionen af menneskets ukrænkelige rettigheder. Men de identiteter og praktikker, vi i dag kender under akronymet LGBTIQA, var i næsten alle FN’s medlemsstater på det tidspunkt kriminaliserede eller regnet for psykiske lidelser.

Her 75 år efter kan vi konstatere, at få ting splitter det internationale samfund mere end spørgsmålet om LGBT+-rettigheder. Derfor har vi heller ikke fået en LGBT+-konvention på samme måde, som vi i efterkrigstiden har set skabelsen af juridisk bindende internationale konventioner for andre, udsatte grupper – børn, kvinder, flygtninge, etniske mindretal og mennesker med handicap.

Tværtimod ser vi lige nu på flere kontinenter, at myndigheder strammer grebet om seksuelle mindretal og kønsminoriteter, samtidig med at omfanget af hadforbrydelser stiger.

Overalt i verden forfølges homoseksuelle og transpersoner, og mange steder har LGBT+-personer ingen ret til hverken frihed, lighed eller personlig sikkerhed. De fængsles, forfølges og udsættes for vold. De nægtes retten til selv at træffe egne valg i forhold til familieliv og parforhold. Og de forhindres i at ytre sig, forsamle sig og leve åbent som dem, de er.

Det er bydende nødvendigt, at vi med henvisning til de mest basale menneskerettighedskonventioner insisterer på LGBT+-personers menneskelighed og på det ansvar, som alle stater har for at beskytte dem som en minoritet og dermed udsat gruppe.

Vi må blive ved med at insistere på, at alle borgere har universel ret til for eksempel familieliv, ret til at forsamle sig, til at ytre sig, til at eksistere.

Som foregangsland har Danmark en helt særlig rolle her. Det er vigtigere end nogensinde før, at Danmark insisterer på staters ansvar for at sikre beskyttelse af alle borgeres universelle rettigheder.

Derfor skal Danmark også blive ved med at gå foran og sikre forhold, hvor vi kommer diskrimination og hadforbrydelser til livs og moderniserer lovgivning på familieretsområdet.

Siden januar 2022 har Institut for Menneskerettigheder haft mandat fra Folketinget til at arbejde for ligebehandling af LGBT+-personer. Vi arbejder løbende på at fremme, evaluere og overvåge rettigheder og levevilkår for køns- og seksuelle minoriteter i Danmark og har mandat til at indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet, når vi støder på ulovlig forskelsbehandling.

Det sker blandt andet gennem vores rådgivningstelefon Diskriminationslinjen, som alle borgere i Danmark kan kontakte gratis, hvis de oplever forskelsbehandling.

Det seneste skud på stammen er Institut for Menneskerettigheders LGBT+-barometer, som nu for første gang samler viden og data om LGBT+-personers trivsel og levevilkår i Danmark på ét sted. Forhåbentlig vil det vil blive en nyttig ressource for både studerende, forskere, medier, beslutningstagere og andre. 

Hvert år bliver 2.000-3.000 LGBT+-personer udsat for hadforbrydelser. Der er otte gange flere selvmordsforsøg blandt transkønnede, mens LGBT+-personer oftere bliver udsat for seksuelle overgreb

Louise Holck
Direktør, Institut for Menneskerettigheder

Det er også mit håb, at interkønnede, transkønnede, nonbinære, homoseksuelle, biseksuelle, aseksuelle og queer-personer vil gå på opdagelse i barometeruniverset og spejle individuelle oplevelser i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.

Selv om Danmark er et foregangsland, hvor straffeloven yder særlig beskyttelse for LGBT+-personer, og hvor de danske ligestillingslove kræver, at LGBT+-personer behandles på lige fod med andre på arbejdsmarkedet og i fritiden, indeholder LGBT+-barometeret alligevel bekymrende tal.

Hvert år bliver 2.000-3.000 LGBT+-personer udsat for hadforbrydelser. Der er otte gange flere selvmordsforsøg blandt transkønnede, mens LGBT+-personer oftere bliver udsat for seksuelle overgreb. Især viser barometeret, at transpersoner, interkønnede og nonbinære udgør særligt udsatte grupper.

Kampen for retten til at være den, man er – og elske den, man elsker – er derfor mindst lige så vigtig i dag, som den var for både 25, 50 og 75 år siden.