Effektiv offentlig forvaltning skal sikre grøn omstilling

Garantiordningen fra Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der blev lanceret lige før sommerferien, er et godt initiativ, men regeringen ser fortsat kun på den ene side af mønten: Uden fokus på den anden - en effektiv offentlig forvaltning - vil vi ikke se den omstilling, som vi ønsker, for at nå Verdensmålene og Parisaftalen.

Regeringen bliver nød til at investere i løsninger, der understøtter en mere effektiv offentlig forvaltning og bidrager til, at vi kan foretage det tigerspring, som udviklingsministeren ønsker. Svaret er flere investeringer i offentlig digitalisering, der kan sikre en hurtigere, mere gennemsigtig, sikker og fair eksekvering af politiske beslutninger.

Garantiordning for grøn omstilling
”Der er behov for et grønt tigerspring i form af markant øgede private klimainvesteringer i udviklingslandene. Derfor har regeringen lanceret en garantiordning, som IFU skal administrere, hvor man gør det mindre risikabelt for private investorer at være med,” lyder det fra udviklingsministeren.

Han følger op med at sige: ”Hvis vi skal nå verdensmålene og målene i Parisaftalen, er det afgørende vigtigt, at vi får de private investorer med i den grønne omstilling i udviklingslandene.”

Garantiordningen på to milliarder kroner er bevilget af Udenrigsministeriet og finansieret via statens genudlån. Garantierne skal bidrage til at reducere risikoen for investorer og dermed skabe grundlag for en øget mobilisering af kapital til projekter i udviklingslande.

Fokus er på klimafinansiering og kapital til fattige og skrøbelige udviklingslande. Årsagen er, at vi skal accelerere den grønne omstilling - også i det globale syd - og at alt for mange investorer fravælger investeringer i udviklingslande på grund af høj risiko. Det betyder, at projekter, der blandt andet kunne bidrage positivt til den grønne omstilling og sociale udvikling, ikke kan gennemføres. Det skal denne garantiordning ændre på. 

Mangel på effektiv forvaltning
Garantiordningen er et velkomment instrument, men regeringen efterlader stadig et stort hul i planen om at få flere investorer til at investere i den grønne omstilling og øge eksporten af danske løsninger: manglen på en effektiv forvaltning i det globale syd.

Ligesom herhjemme, skal sol- og vindparker, skovrejsning, genetablering af vandløb, udtagning af klimalavbund fra landbruget med mere have en velfungerende offentlig sektor for at få eksekveret på de politiske beslutninger.

Herhjemme er det et stort problem, at mange forskellige myndigheder skal godkende investeringer i bæredygtige løsninger. De mange godkendelsesprocessor tager ofte flere år og forsinker dermed kraftigt vores mulighed for at nå Parismålene.

Vi mangler at fokusere på, hvordan den offentlige sektor får eksekveret på klimalovgivning

Niels Tanderup
Direktør for Global Affairs, cBrain

Undtagelserne er når den offentlige sektor har digitale processor, der har en intuitiv brugerrejse (automatiseret fra ansøgning til godkendelse), har indbygget, at flere øjne ser på en given ansøgning og udbetaling - så vi undgår flere Brittasager - og at de forskellige processor kan konfigureres i et tempo, der sikrer den rette eksekveringshastighed. 

Problemerne omkring manglende eksekvering og komptence/kapacitet findes også i de globale aftaler, senest under COP26. Her blev det endnu engang gjort klart, at der er masser af kapital i markedet til den grønne omstilling.

Faktisk har verdenssamfundet med Parisaftalen vedtaget at finde 100 milliarder dollars om året fra 2020 til klimafinansiering. Det går bare for langsomt med at få implementeret beslutningerne og dermed eksekveret de politiske aftaler, der skal sikre ny grøn energi.

Senest har vi set det i Esbjerg-erklæringen, hvor de involverede statsledere siger: ”We aim to take urgent and immediate action. The recent geopolitical events will accelerate our efforts to reduce fossil fuel consumption and promote the deployment of renewable energy for more energy resilience in Europe.”

Det lyder jo fantastisk. Men hvis det i Danmark - der rangerer som et af de mest effektive, ikkekorrupte offentlige systemer i verden - tager tre til fire år at få en investering godkendt. Hvordan vil det så ikke være i udviklingslandene?

Og en garantiordning løser ikke det problem. Vi kender det fra Danmarks Eksportkreditfond (EKF) i dag. Faktisk oplever vi tit, at selvom en garantiordning kan mindske risikoen for dansk eksport, så er de fleste udviklingslande så forgældede, at de ikke må bruge EKF. Det gælder blandt andet lande som Ghana, som vi ellers betragter som et ret velfungerende - og som af den grund ikke længere modtager dansk udviklingsbistand. Men landet kvalificerer sig ikke til at få en EKF-garanti.

Støtte til danske digitale løsninger
Finansieringen, garantiordninger og den politisk vilje til at nå Paris aftalen er på plads. Hvad er det så, der mangler? I min optik mangler vi at fokusere på, hvordan den offentlige sektor får eksekveret på klimalovgivning. Alt fra tilladelser til licenser, inspektioner, godkendelser med mere.

Alt sammen administrative processer, der er med til at sikre, at vi kommer hurtigere fra politisk beslutning til eksekvering. For at nå det mål mangler vi i Danmark et finansieringsinstrument, hvor den danske regering stiller risikovillig kapital til rådighed. Og med risikovillig kapital er det i princippet alle udviklingslande, der kan søge.

De mange godkendelsesprocessor tager ofte flere år og forsinker dermed kraftigt vores mulighed for at nå Parismålene

Niels Tanderup
Direktør for Global Affairs, cBrain

Det skal være mindre beløb, op til 200.000 amerikanske dollars, hvor udviklingslandenes ministerier, styrelser eller kommuner med videre kan søge om støtte til at købe danske digitale løsninger. Ikke et lån, men gavebistand. Og det skal kunne sagsbehandles på to uger.

Digitale kompetencer i den offenlige sektor
For med digitaliseringen og klimaet både kan og skal vi handle hurtigt. Og midlerne må kun gå til digitalisering af den offentlige sektor. Lad Verdensbanken og EU stå for de store reformer og infrastrukturinvesteringer. Vores digitale kompetencer og muligheder ændrer sig så hurtigt, at vi ikke kan sidde og programmere femårige budgetstøtteplaner.

For eksempel skal miljøstyrelsen i Ghana kunne ansøge om midler til at få lavet en digital løsning, så de automatisk kan modtage klager eller rapporter om vandforsyning og vandkvalitet, integreret med GIS-data, så man helt nøjagtigt ved, hvor problemet er, og hvor man online kan uploade billeder og sikre, at korrespondancen er fortrolig og sikker.

Eller hvis man som landmand søger om tilladelse til at omlægge sin produktion fra kakaobønner til cashewnødder, der er mere modstandsdygtige i et stadigt mere ustadigt og ekstremt klima, skal det ske så digitalt som muligt - sådan at miljøundersøgelsen og tilladelsen kommer i løbet af uger, ikke år. Og jo mere digital ansøgningen er, jo færre personer er der inde over, og jo mindre er sandsynlighed for korruption. 

Så tak for en garantiordning, der skal få os til at lave et tigerspring i antallet af klimainvesteringer i udviklingslande. Men hvis vi ikke parallelt styrker den offentlige sektor i det globale syd til at kunne håndtere processerne omkring klimainvesteringer, kan vi ende med at gå over åen efter vand, alt imens kloden bliver varmere og varmere.