Lisbeth Knudsen: Det er på tide med en alvorlig snak om kvaliteten i dansk politik

Og det bedste af det hele er, at det faktisk er noget, de samme aktører helt selv kunne beslutte sig for at ændre på, hvis de ville. Det sker bare ikke på helt fundamentale områder som for eksempel udvalgsstrukturen i Folketinget eller de lukkede forligsprocesser, der gør forhandlinger i Folketingssalen til en teaterforestilling med forudsigelig afslutning og ikke en reel afprøvning af politiske argumenter. Eller i forhold til at få politik til at handle mere om substans og reelle holdningsforskelle end taktiske manøvrer og medieopmærksomhed.

I dag er de egentlige politiske forhandlinger om et lovgivningsforslag i høj grad flyttet fra folketingssalen og ind i ministerierne, hvor udvalgte partier eller deltagere i tidligere forlig bliver involveret i udformningen af lovforslag.

Transparency International vurderer på baggrund af en årlig optælling, at cirka en tredjedel af alle nye lovforslag bliver forhandlet på plads i ministerierne, inden de når offentligheden og lovprogrammet. De lukkede processer giver ikke den offentlige debat og høring af eksperter og aktører, som sikrer en ordentlig kvalitet af de politiske beslutninger. For slet ikke at tale om en folkelig forankring af de forandringer og reformer, som produceres af det politiske system bag lukkede døre.

Den 16. juni 2024 indgik samtlige af Folketingets partier en ny aftale om at skabe bedre rammer om Folketingets arbejde, som skal træde i kraft ved begyndelsen af det nye folketingsår. Aftalen indeholder tiltag om at forlænge minimumstiden for behandling af lovforslag fra 30 til 40 dage, og tiden fra fremsættelse af lovforslag til første behandling ændres fra to til syv dage.

Aftalen er blevet til efter indstilling fra et underudvalg til Udvalget for Forretningsordenen, som skal fortsætte arbejdet efter sommerferien med at komme med forbedringer af arbejdsvilkårene på Christiansborg. Den indebærer også andre tiltag, som skal være med til at skabe bedre tidsmæssige rammer for embedsmændene i ministerierne i forbindelse med de såkaldte § 20-spørgsmål til mundtlig besvarelse.

Det er godt, at Folketinget har taget fat på nogle af de her ting. Men der er lang vej endnu, til at vi kan tale om at øge kvaliteten af det politiske arbejde.

Hør bare lige dette udsagn fra et folketingsmedlem, som har bidraget til tænketanken Justitias nye rapport om "Udfordringer i lovgivningsprocessen":

"Det er efterhånden de færreste folketingsmedlemmer, der faktisk laver det, som de egentlig burde, nemlig at sætte sig ned og læse lovgivningen med kritiske øjne og forstå det, de lovgiver om."

Vi tager lige tre citater mere fra Justitias rapport:

"Jeg synes, det er et problem, at Folketingssalen bliver reduceret til en skueplads fremfor et forhandlingsrum."

"Det er jo lidt David mod Goliat, forholdet mellem en ordfører mod en regering på et lovforslag, fordi der ikke nogen, der læser de tusind sider. Det er der ikke. Og der er heller ikke nogen, der forstår tusind sider."

"[Folketingsarbejdet] er tilrettelagt efter, at der er færre partier, og at de er større. Det er sådan det politiske arbejde er tilrettelagt, og det fungerer ikke, at vi er så mange partier."

Hatten af for den ærlighed, der lægges for dagen her af de pågældende anonyme folketingsmedlemmer, men så gør dog noget for at ændre på tingene, kunne man fristes til at sige.

De lukkede processer giver ikke den offentlige debat og høring af eksperter og aktører, som sikrer en ordentlig kvalitet af de politiske beslutninger.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Justitias rapport fortæller sådan set ikke noget nyt, men den samler på forbilledlig vis problemstillingerne. Arbejdspresset er stort og faktisk helt vildt i de mindre og små partier, som vi nu har flest af i et Folketing med reelt kun et stort parti.

Folketingsmedlemmerne kan ikke varetage de mange ordførerskaber betryggende, og de når derfor ikke at se lovforslagene grundigt efter i sømmene, indhente vurderinger fra vigtige kilder eller at udøve deres kontrolopgave i forhold til ministerierne. De er overmatchet i tid, indsigt og kapacitet til at læse og forstå alt det, de forventes at se igennem. Udvalgsmøderne ligger ofte koncentreret på få dage og oven i hinanden, så medlemmerne umuligt kan deltage i dem alle.

Der mangler meget ofte konsekvensanalyser til ny lovgivning og kvaliteten af dem, der trods alt er der, forekommer alt for svingende, konstaterer Justitia. I rapporten afdækkes som særligt tema digitaliseringen og folketingsmedlemmernes manglende kompetencer på det område. Også her blomstrer selverkendelsen anonymt, men ingen gør rigtigt noget ved det.

I rapporten hedder det direkte, at manglende kompetencer her gør, at folketingsmedlemmerne nemt overser potentielt kontroversielle og problematiske tiltag.

Folketinget må igen se på udvalgsstrukturen, så der sikres en faglighed og kvalitet i lovgivningsprocessen. Det har tidligere været forsøgt at nå til enighed om forandringer uden held. Der må gives mere tid til de enkelte lovforslags behandling og til høringsprocesserne – både de skriftlige og muligheden for at afholde mundtlige.

Nogen taler for endnu en oprustning af medarbejdere i partierne for at hjælpe og aflaste folketingsmedlemmerne. Der er allerede sket en betydelig tilførsel af ressourcer, og partierne har mere satset pengene på kommunikationsfolk og politisk strategisk rådgivning end på juridisk og fagligt at sikre kvalitetsarbejdet med lovgivningen.

Presset for dagligt at kunne vinde kampen om mediernes dagsorden og påvirke debatten på de sociale medier vejer tungere i det politiske regnskab end at have påpeget uhensigtsmæssigheder i et lovforslag.

Jeg tror ikke nødvendigvis en yderligere oprustning vil føre andet med sig, end en skyttegravskrig, der så kan holde et stort antal medarbejdere beskæftiget både i ministerierne og i Folketinget.

Blandt Justitas mange anbefalinger er etableringen af et uafhængigt lovråd, som ville kunne vurdere lov- og beslutningsforslags kvalitet. Borgerforslag kunne sendes til vurdering i lovrådet. Et sekretariat ville kunne give faglig sparring om lov- og beslutningsforslag til folketingsmedlemmer.

Det tror jeg ville være en idé, som kunne have noget for sig, og i hvert fald ville det være en ekstra sikkerhedsventil for os som vælgere i forhold til kvaliteten af lovgivningsarbejdet.

Tilbage står det, som kun politikerne helt selv kan styre. Hvad de bruger deres tid på. Om de bruger tre-fire timer dagligt på de sociale medier eller skruer ned for det og bruger mere tid på at læse lovstof. Om de vælger at være mere til stede i folketingssalen eller i fysiske møder ude omkring landet.

Presset for dagligt at kunne vinde kampen om mediernes dagsorden og påvirke debatten på de sociale medier vejer tungere i det politiske regnskab end at have påpeget uhensigtsmæssigheder i et lovforslag.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Forleden skrev Karin Liltorp, medlem af Folketinget for Moderaterne, i Berlingske:

"Efter at have været i gang i halvandet år har jeg bestemt ikke opnået nogen form for gennembrud udadtil, selvom guderne skal vide, at jeg har prøvet. For det er en del af jobbet, er jeg blevet fortalt ved utallige lejligheder. Min klarsyn her i ferien har drejet sig om, at jeg nu vil kæmpe indædt – med mig selv – for at blive ligeglad. Jeg nægter at have fokus på at blive kendt i befolkningen. Basta. Trin ét er, at jeg har slettet min X-konto og min politiker-FB-konto. Det føles skønt. Og nej, jeg tror ikke, at jeg kommer til at savne de daglige tilsvininger på X, hvor indlæg oftest bliver belønnet med »røvhul« og »idiot«. Som »den ukendte« er chancen for, at jeg bliver valgt næste gang, minimal."

Og så tilføjer hun: "Kunne vi mon tage samtalen om, hvordan vi sikrer, at det er de mest kvalificerede, der vinder? Det er bestemt ikke et minus at have både karisma og gennemslagskraft, men der skal også gerne være en ordentlig substans, og som det har udviklet sig de seneste år, er det substansen, der lider."

Kunne man forestille sig, at folketingspolitikerne tog på sig ikke alene at lancere reformer for alle os andre, men rent faktisk at reformere det politiske rum, de selv befinder sig i og deres prioritering af tid, så vi kunne få en tilfredsstillende kvalitet i lovgivningsarbejdet, åbne og transparente politiske processer, en mere levende, indsigtsfuld, retorisk spændende og mindre taktisk styret debatkultur?  

Det duer jo ganske enkelt ikke, at politikerne selv - i anonym form ganske vist - indrømmer, at de ikke kan gøre arbejdet ordentligt i Folketinget. Og det er jo klart det, de siger uden for citat. Det er hverken tilfredsstillende for dem, der bruger deres liv og kræfter på at stille op til et politisk hverv eller for os, der stoler på, at de gør deres bedste.