Tidligere ambassadør: Nu skal Udenrigsministeriet atter styrkes

Af Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder 

Tillykke til Jeppe Kofod (S), Danmarks nye udenrigsminister, og tillykke med den tilsyneladende frihed i embedsudøvelsen, som det 18-sider lange ”forståelsespapir” (herefter fire-parti-papiret) mellem Socialdemokratiet og dets tre støttepartier, Radikale, SF og Enhedslisten, kan læses at tildele udenrigsministeren.

Misforstå ikke; der er i det nævnte fire-parti-papir ingen indikation af, at Danmarks udenrigspolitiske adfærd over andre stater eller, at Danmarks adfærd i den internationale politik mellem stater står over for væsentlige ændringer, men der er et par velkomne præciseringer.

Men - skal papiret betragtes som retningslinjer for den nye regerings adfærd med udenrigsministeren som indehaver af den koordinerende rolle i Danmark og over for omverdenen, vil ingen vist kunne fortænke den vurdering, at papiret på det område forekommer noget tyndt jævnfør nedenfor.

Udenrigspolitik er upopulært
Hvorfor mon? Vi ved, at udenrigspolitik hører til i bunden, når vælgere af meningsmålingsinstitutter spørges om deres præferencer vedrørende politikområder. Dette uanset, at vilkårerne for megen dansk indenrigspolitik utvetydigt hænger sammen med, hvad der sker i omverdenen og uden for selve Danmarks beskedne 43.000 kvadratkilometer.

Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at kronikken ”12 teser – for en mere nuanceret udenrigspolitisk debat” bragt i Jyllandsposten 8. maj, altså dagen efter valget blev udskrevet, overhovedet ingen debat afstedkom. Den havde 19 underskrivere; i hovedsagen med tilknytning til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske miljø.

Adskillige kommentarer fra tidligere udenrigsministre, topdiplomater, forskere med flere har peget på det uholdbare i, at udenrigstjenesten nu i næsten to årtier konstant er blevet beskåret.

Claus von Barnekow 
Forhenværende ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Eller blev spørgsmålet om forholdet til vor omverden i virkeligheden skubbet til side, fordi der med den afgående regerings seneste to strategier på det sikkerheds- og udenrigspolitiske  område allerede foreligger en acceptabel ramme for, hvorledes forholdet til omverdenen skal varetages – og selvsagt efter regeringsskiftet – tilpasses det værdisæt på området regeringens parlamentariske grundlag samlet er udtryk for? Og vil det så sige, at hvad her er nævnt er højt prioriteret? 

Hvilke områder er så afspejlet i fire-parti-papiret? FN nævnes en enkelt gang. NATO, Europarådet og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) slet ikke. Sikkerhedspolitik nævnes ikke, udenrigspolitik en enkelt gang.

Danmark i EU
Visse målsætninger for sektor-politikker i EU nævnes. Derimod slås det fast, at Danmark står vagt om og respekterer de internationale konventioner. Det er i sandhed bemærkelsesværdigt og glædeligt efter de seneste års DF-drevne sjakren med især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Om EU-politikken anføres, at selvom man ser forskelligt på EU-medlemskabet, påtager man ”sig et aktivt, forpligtende og engageret internationalt ansvar.” Det gælder særligt vedrørende en mere ambitiøs klimapolitik og en styrket indsats mod skattely og skattespekulation. Der udtales opbakning til Schengen-samarbejdet og fortsat ønske om at være en del heraf, men der er behov for en revision af Schengen-reglerne. Det skal afklares i forbindelse med en ny Europa-politisk aftale. 

Endvidere skal fremhæves, at Danmark - temmelig ambitiøst kan man vel sige - skal påtage sig "det internationale lederskab for den grønne omstilling." Om den internationale politik gøres blandt andet gældende, at ”Danmark er et land, der hjælper mennesker i nød. Som står vagt om de internationale konventioner, aktivt arbejder for FN’s verdensmål og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber.”

Udenrigsministeriet skal styrkes
Der peges endvidere på, at en løsning af flygtninge- og migrantkrisen ”kan kun ske i et internationalt, forpligtende samarbejde, hvor Danmark skal spille en aktiv rolle og til enhver tid respektere de internationale konventioner.” Endelig omtales, at det vil være en ”væsentlig prioritet i en ny dansk regerings udenrigspolitik at søge international tilslutning til et fremtidigt og mere humant asylsystem inden for gældende international ret.”

En ting er at ville noget – at formulere et mål – noget andet er udtænke ideer og metoder, skaffe sig midler og instrumenter samt etablere samarbejdsmekanismer til at nå målet.

Og her indtager Udenrigsministeriet med dets vidtforgrenede kontaktflader, vidensopbygning, professionelle og erfarne stab en central rolle, der i den grad fortjener at styrkes og prioriteres, ikke til fordel for faktura, men til fordel for nytteværdiskabelse i forbindelse med varetagelsen af Danmarks langsigtede omverdensinteresser, det være sig på EU-politikkens områder, de sikkerheds- og udviklingspolitiske områder, klimaområdet, menneskerettigheds-, retsstats- og demokratiområdet samt eksporterhvervenes forhold.

Spørgsmålet er, hvordan påtager man sig konkret og med andre aktørers accept "det internationale lederskab for den grønne omstilling"? Og med hvilke ressourcer, hvilken strategi og ressortplacering? Og hvorfor ikke for eksempel med de nordiske lande også opprioritere arbejdet med menneskerettigheder i den internationale politik; et område, hvor Danmark tidligere har haft en markant profil. 

En uoverskuelig verden
Adskillige kommentarer fra tidligere udenrigsministre, topdiplomater, forskere med flere har peget på det uholdbare i, at udenrigstjenesten nu i næsten to årtier konstant er blevet beskåret personalemæssigt og budgetmæssigt, uanset at de opgaver ministeriet skal bidrage til løse i en stedse mere uoverskuelig, polariseret og sektoropdelt verden bliver større.

Den udvikling har ingen logik, da Udenrigsministeriet er det eneste ministerium, som tilstræber overblik over og koordinerer Danmarks varetagelse af forholdet til omverdenen. Disse beskæringer har selvsagt også haft konsekvenser i prioriteringen af interessevaretagelsen på for eksempel områder som menneskerettigheds-, reststat- og demokratiforhold, desværre også fremmet af lav positiv politisk bevågenhed.

Man kan derfor kun håbe, at regeringen og dens parlamentariske grundlag vil træffe de foranstaltninger, der skal til for, at udenrigstjenesten ressourcemæssigt bringes i stand til løse de opgaver, den pålægges fra politisk side.  

Piet Hein skrev i sin tid følgende underfundige gruk: "Verden består som bekendt af to lande: indlandet og udlandet - hvoraf det første er langt det vigtigste, men for dets egen skyld, må det tage det sidste med i betragtning."