Formand for lønudvalg: Den samlede pakke er balanceret
Lønudvalgets formand, Benny Andersen, kan ikke komme i tanker om andre faggrupper, der har et lige så højt ferietillæg som FH-toppen. Han er med på at diskutere, hvordan lønpakken skal skrues sammen.
Jakob Krarup Bjerregaard
JournalistFormanden for fagforbundet Socialpædagogerne, Benny Andersen, fik de fremmødte i salen til at bryde ud i latter, da han skulle tage hul på diskussionen om topledelsens løn ved den nylige kongres i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
”I går var der nogen, der sagde, at Lizette havde det sværeste job,” sagde Benny Andersen og kiggede i retning af formanden for FH, Lizette Risgaard, der står i spidsen for hovedorganisationen med i alt 64 fagforbund som medlemmer.
”Lizette, du har ikke prøvet at være formand for lønudvalget.”