Mens erhvervsliv jubler over skattelettelser, hælder økonomer centralt argument fra regeringen ned ad brættet

Torsdag præsenterede regeringen skattelettelser for 1,8 milliarder, blandt andet ved at sænke arveafgiften ved generationsskifte. Det vil skabe øget velstand og velfærd, lyder det fra regeringen. Men det er der ikke bevis for, påpeger økonomer.

Regeringen vil sænke generationsskifteskatten fra 15 til 10 procent, og det skal ifølge Lars Løkke Rasmussen skabe mere velstand. Men der er der ikke bevis for, påpeger økonomer.
Regeringen vil sænke generationsskifteskatten fra 15 til 10 procent, og det skal ifølge Lars Løkke Rasmussen skabe mere velstand. Men der er der ikke bevis for, påpeger økonomer.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Et "politisk pletskud" og et skridt i den rigtige retning.

Sådan lyder et par af de mange begejstrede reaktioner fra dansk erhvervsliv, efter regeringen torsdag annoncerede, at de vil lette på generationsskifteskatten.

"Regeringens forslag betyder, at virksomhederne kan udvikle sig i Danmark frem for at blive tvunget til at sælge til en udenlandsk konkurrent. Det er rigtig godt nyt for Danmark og danske arbejdspladser," udtaler Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl.

Og netop argumentet om mere vækst, velstand og flere arbejdspladser blev fremhævet flere gange af regeringen, da de præsenterede den nye erhvervspakke, der samlet set giver skattelettelser for 1,8 milliarder kroner og sænker arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 10 procent.

"Jeg er svært godt tilfreds med at være del af en regering, hvor vi prioriterer øget velstand. Uden velstand, ingen velfærd. Det er velstand, vi fokuserer på i dag, og det skabes ude i vores virksomheder," lød det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) under pressemødet.

Læs også

Økonomer: Der er ikke bevis for øget vækst

Der er bare et lille problem med regeringens argumentation. Ifølge flere økonomer er der nemlig ikke evidens for, at en lavere arveafgift vil føre til mere velstand i det danske samfund.

Tværtimod anbefaler vismændene i en rapport fra 2019, at man hæver arveafgiften, da en lavere arveafgift "giver incitament til skattetænkning i form af at flytte formue over i familieejede virksomheder".

Det er ikke noget, der får en særlig stor betydning for samfundsøkonomien.

Michael Møller
Professor, Institut for Finansiering ved CBS

"Når man lemper på afgiften, får man lavet et skattesystem, som er mindre effektivt, end det var før. Det gør det i sidste ende en smule dyrere at finansiere velfærdsstaten fremadrettet," siger Carl-Johan Dalgaard, der er formand for Det Økonomiske Råd.

Heller ikke Michael Møller, der er professor ved Institut for Finansiering på Copenhagen Business School, køber argumentet om, at det vil øge velstanden markant at sænke generationsskifteskatten.

"Det er ikke noget, der får en særlig stor betydning for samfundsøkonomien," siger han.

Samtidig stiller begge økonomer spørgsmålstegn ved regeringens argument om, at skattelettelserne vil være med til at generere flere arbejdspladser i Danmark.

"Jeg er ikke bekendt med noget dokumentation, der viser, at man skaber flere arbejdspladser i Kongeriget Danmark ved at lempe på arveafgiften for familieejede virksomheder," siger Carl-Johan Dalgaard.

Også Michal Møller mener, at argumentet om, at skattelettelserne vil skabe flere arbejdspladser er "oversolgt".

"Arbejdspladser er noget, der bliver bestemt af løndannelsen på arbejdsmarkedet. I en situation med fuld beskæftigelse er det endnu mere uinteressant at diskutere i relation til skattelettelser."

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Skatteministeriet for at spørge, hvad regeringen baserer det på, når de forventer, at lempelsen af arveafgiften vil skabe mere velstand og flere arbejdspladser. Ministeriet er ikke vendt tilbage på henvendelsen inden for deadline.

Her er udspillet

Regeringen lægger i en ny erhvervspakke op til en række ændringer:

  • Arveafgiften for familieejede virksomheder skal sænkes fra 15 til 10 procent.
  • Virksomheder skal have krav på at kunne vælge en skematisk værdiansættelse af deres virksomhed i forbindelse med opgørelse af arveafgiften ved generationsskifte.
  • Mulighederne for skattemæssig succession skal udvides til at omfatte aktive ejendomsvirksomheder, der udlejer fast ejendom.
  • Fradraget på forskning- og udviklingsaktiviteter skal permanent forhøjes til 120 procent med et loft på 1 milliard kroner.  

En mindre samfundskage

Netop pointen om, at lempelsen af generationsskifteskatten ikke vil bidrage til arbejdsudbuddet og samfundsøkonomien, har flere partier fra oppositionen fremhævet, efter regeringen præsenterede sit udspil torsdag.

"Skævt, skidt for arbejdsudbuddet, og betyder færre penge, vi kan bruge i fællesskab," skriver SF’s partileder Pia Olsen Dyhr på X.

Også Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, gik til tasterne på X for at udtrykke sin frustration over regeringens nye udspil.

"Hvis man spørger mig, så kan man næppe finde på en mere skæv og forkert måde at bruge rigets penge på. Er det virkelig sådan, Mette Frederiksen lytter til vælgernes "vink med en vognstang" ved valget sidste uge? Så tror jeg, hun hører dårligt," skriver Pelle Dragsted på X.

Spørger man Gustav Elias Dahl, der er senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, mener han heller ikke, der er mange positive effekter at finde i regeringens skattelettelser. Det vil nemlig både skabe større ulighed og gå ud over samfundsøkonomien, mener han.

"Når vi diskuterer skattelettelser, er det en afvejning af samfundskagens størrelse og fordeling. Med den her skattelettelse lægger regeringen op til både at skære kagen mere skævt og gøre den mindre, så vi bliver et fattigere samfund," siger han. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Carl-Johan Dalgaard

Overvismand, De Økonomiske Råd, professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
cand.polit. (Københavns Uni. 1997), ph.d. (Københavns Uni. 2002)

Michael Møller

Professor ved Department of Finance, CBS, bestyrelsesmedlem, DAB
cand.polit. (1977), lic.polit. (1984)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024