Tidligere Afghanistan-diplomat om DR-dokumentar: Danmarks krigsindsats var ikke meningsløs

USA's skæbnesvangre aftale med Taliban

Jeg savner en inddragelse af den aftale, som USA i 2020 under præsident Donald Trump indgik med Taliban. Den indeholdt klare krav til USA om tilbagetrækning og til den afghanske regering om at løslade fem tusind Talibanfanger.

Taliban skrev kun under på vage hensigter, som alle blev brudt – eksempelvis at arbejde for en aftale med den afghanske regering om et nyt styre, at mindske væbnede aktioner, og ikke at lade terrorister true eller udføre aktioner fra Afghanistan.

Med aftalen havde Taliban et afsæt for styrke forbindelser og modtage en vis assistance fra lande som Iran og Rusland, der gerne så, at USA forlod regionen.

Jeg savner en henvisning til, hvordan USA under præsident Biden uden hensyntagen til Talibans brud på aftalen, og imod amerikanske generalers råd, fremskyndede afviklingen af USA's assistance til den afghanske hær.

Uden den var de afghanske sikkerhedsstyrker endnu ikke i stand til at stå i mod et aggressivt, veludrustet Taliban. Det var et væsentligt bidrag til det kaotiske exit af USA, vestlige allierede og afghanske samarbejdspartnere i august 2021.

Jeg savner en henvisning til, hvordan Biden fremskyndede afviklingen af USA's assistance til den afghanske hær.

Jens Haarløv
Tidligere diplomat, repræsentationschef i Kabul

Sammenhængen mellem denne udvikling og de danske soldaters vanskelige kamp mod Taliban i Helmand kunne have været værd at drøfte i en serie som "Velkommen til Frontlinjen."

Men serien springer uden mellemregninger fra danske soldaters hårde kampe i Helmand, de tragiske tab af menneskeliv og dansk militært exit i 2015 helt frem til Talibans magtovertagelse i 2021.

Det giver efter min vurdering et skævt billede af den danske krigsindsats, som ikke havde lod og del i USA's håndtering af det videre forløb eller Pakistans fortsatte støtte til Taliban.

Afghanerne ønskede allerede demokrati

I første afsnit i "Velkommen til Frontlinjen" udtaler en tidligere højtstående repræsentant for dansk militær i forbindelse med Talibans magtovertagelse: "Antagelsen var jo, at vi med magt kunne skabe et rum, hvor vi kunne vise, at vores værdier var nogen, de burde og ville efterspørge." I sidste afsnit tilføjes: "... men det gjorde de bare ikke."

Er denne brudte antagelse dækkende for situationen i Afghanistan og formålet med den militære indsats?

En mere dækkende, civil vinkel ville snarere have angivet, at formålet med den militære indsats var i en periode at sikre stabilitet.

Hvorfor? For at muliggøre to gradvise processer:

Dels at opbygge et afghansk militær og politi, der kunne modstå en tilbagevenden af Taliban og den terrortrussel, det indebar.

Dels for at muliggøre en gradvis realisering af forhåbningerne blandt det flertal i befolkningen, som ved en grundlovsgivende forsamling,'Loya Jirga' i 2003, i opinionsundersøgelser med videre gav udtryk for, at de ønskede at løse landets problemer ved dialog og demokrati i stedet for kalashnikovs og religiøst diktatur.

Taliban ønskede trods opfordringer fra daværende præsident Karzai ikke at opstille som parti til valg og droppe vold og våben som middel til indflydelse.

Der var med andre ord ikke tale om et dansk militær, der skulle overbevise et folk, der ønskede diktatur, om at fremme demokrati og underbygge det med rettigheder, genopbygning og udrulning af sundhed, skolegang med videre. Der var i forvejen et folkeligt ønske om at gå i den retning.

På disse fronter var blandt andet dansk udviklingsbistand yderst aktiv, med støtte til skolebygning, nye skolebøger, kvindecentre, mindre projekter, der forbedrede landsbyboeres levevilkår med mere.

Det var let for Taliban at hævde, at blot de fremmede tropper var væk, ville de lokale få fred og ro.

Jens Haarløv
Tidligere diplomat, repræsentationschef i Kabul

Dygtige danskere var ledende i Verdensbankens og EU's programmer.

Velansete danske ngo'er med hundreder af lokale ansatte gjorde en positiv forskel indenfor sundhed, vand, landbrug med videre i samarbejde med den afghanske regering.

Det internationale samfund bidrog med finansiering af præsident- og parlamentsvalg.

Skel mellem land og by

Det, der imidlertid skete i mange landområder eksempelvis i Helmand, var, at Taliban med rygstød fra Pakistan kom ind over grænsen, og med tvang, likvideringer af moderate og regeringsvenlige afghanere – inklusiv imamer – gjorde regeringskontrol og udviklingsaktiviteter næsten umulige at gennemføre.

Taliban kunne herefter hævde, at regeringen intet gjorde for at hjælpe befolkningen.

Når afghanske sikkerhedsstyrker og vestlige støtter, eksempelvis dansk militær, forsøgte at trænge Taliban ud af et givet område, medførte det naturligvis kampe, som havde en negativ indvirkning på de lokale, der ville passe deres marker og dyr. Det fremgår tydeligt i "Velkommen til Frontlinjen."

Det var let for Taliban at hævde, at blot de fremmede tropper var væk, ville de lokale få fred og ro. Fortolkningen ignorerede, at den ro også ville være der, hvis Taliban ophørte med deres aktioner.

De fremmede, der ønskede at fremme stabilitet for at skabe muligheder for udvikling, blev i Talibans univers til besættere, som var skyld i al ufred. Den afghanske regering beskyldtes for at være anti-Islam trods alle beviser på det modsatte.

Den afghanske regering og vestlige støtter var ikke i ord og gerning i stand til effektivt at modgå disse budskaber i landområderne, hvor Taliban kunne likvidere anderledes tænkende og dygtigt udnytte enhver fejl fra modstanderens side i sin propaganda.

Et glimt af en bedre fremtid

Jeg er fuldstændig enig, når en dansk soldat i slutningen af "Velkommen til Frontlinjen" giver udtryk for, at de danske soldater ikke tabte krigen i Afghanistan.

De kæmpede med alt, hvad de havde, i Helmand. De stod blot overfor en stærkere, mere hensynsløs fjende med et veludviklet lager af disinformation.

De tyve år fra 2001-2021 har givet afghanerne en indsigt i, hvordan deres samfund kan se ud, når Talibans magt en dag brydes.

Jens Haarløv
Tidligere diplomat, repræsentationschef i Kabul

Efter 2021 har den afghanske Emir med sit råd af religiøse lærde fået mulighed for i Afghanistan at udfolde hele Talibans repertoire.

Der vil ikke være valg, ingen rettigheder, blot religiøse diktater – herunder påbud, der eliminerer kvinders rolle som samfundsborgere, afskaffet skolegang over 6. klasse for piger, stening af kvinder for utroskab og hindring af landets udvikling som partner i det internationale samfund.

De afghanere, som dette går ud over, vil nok have svært ved at forstå, at de ikke skulle ønske værdier som rettigheder og demokrati – selv i en nok så ufuldstændig form, hvor indsatser mod korruption og myndigheders magtmisbrug er en del af virkeligheden i lighed med situationen i et flertal af udviklingslande.

Hundrede tusinde afghanere har siden 2021 forladt landet og søgt mod blandt andet Europa.

De tyve år fra 2001-2021 med valghandlinger, et parlament, en gradvis udbredelse af rettigheder, sundhed og skolegang har givet afghanerne en indsigt i, hvordan deres samfund kunne organiseres, når Talibans magt en dag brydes.

Den inspirerer de undergrundsskoler for piger, som dukker frem. Den ansporer afghanere til at dele ucensurerede informationer og udfordre restriktionerne på medier. Den lægger sig oveni den demokratiske åbning Afghanistan oplevede 1964 til 1973.

Det gør i mine øjne den danske indsats i landet yderst meningsfuld, såvel den militære som den civile.