Tidligere formand for Europabevægelsen: Regeringen er gået i flyverskjul i Gaza-krigen

Statsministeren vil henvise til, at Israel har ret til at forsvare sig selv, efter Hamas' terrorangreb 7.oktober. Men kan statsministeren ganske afvise, at den reelle hensigt med de israelske angreb i Gaza og på Vestbredden er en fordrivelse af palæstinenserne?

Hvis det er tilfældet, er den danske våbenhjælp i modstrid med og undergravende for regeringens slagnummer om en tostatsløsning som det langsigtede mål.

En tostatsløsning er et fatamorgana

Man kan diskutere visdommen i denne tostatsløsning. Parterne er tydeligvis ikke selv synderligt interesserede.

Er tostatsløsningen overhovedet ønskelig? Er den ikke opskriften på endnu en krig?

Regeringens fedtspilleri bidrager ikke til en løsning på Israels og Palæstinas tragedie. 

Erik Boel
Tidligere landsformand, Europabevægelsen

I praksis er dette fatamorgana om en tostatsløsning for mange vestlige politikere blevet en bekvem undskyldning for ikke at foretage sig noget. 

Men hvis det nu er den vej, den danske regering anbefaler, kan det undre, at den ikke lader passiviteten afløse af en række konkrete initiativer:

Anerkend Palæstina. I den nuværende situation vil en anerkendelse ikke være andet end symbolik. Men symbolik tæller også i den internationale politik. Det kan konstateres, at der ikke kommer en tostatsløsning uden en palæstinensisk stat. Samtidig kan en anerkendelse i den aktuelle situation give håb i en krig med titusinder døde og sårede.

Støt, at det fremover udtrykkeligt mærkes, at varer, der er produceret i Palæstina, er "produceret på besat område." Dette var amerikansk politik, indtil præsident Trump ændrede den.

Israel skyder sig selv i foden

I stedet for at føre en 'ligge død'-politik og lade andre lande stå til søs, bør regeringen samtidig berede vejen for fred i området ved at kræve fuld adgang for journalister til Gaza og Vestbredden – under iagttagelse af de nødvendige foranstaltninger af hensyn til sikkerheden.

Hvis Israel ikke har noget at skjule i Gaza, burde det være uproblematisk.

I virkeligheden skyder Israel sig selv i foden med forbuddet mod adgang for udenlandske journalister til Gaza. Reportagerne fra Gaza er i praksis overladt til palæstinensiske bloggere, der fyrer op under de sociale medier med nye videoer time for time på blandt andet TikTok og Instagram. 

Regeringen bør også gøre nytte af kontakter til moderate og fredsvenlige kræfter i Israel herunder i civilsamfundet og støtte dem. Israel holder sig ikke tilbage fra at influere opinionen i de vestlige lande.

Regeringen bør desuden aktivt påvirke det palæstinensiske selvstyre (PA), der er gennemkorrupt, antisemitisk og som gennem årtier har overtrådt menneskerettighederne. 

Hvis organisationen skal spille en rolle i styrelsen af et eventuelt fremtidigt Palæstina, er der behov for et gennemgribende opgør med fortiden, herunder korruptionen og den manglende respekt for retsstaten.

Regeringens 'gå i et med tapetet'-politik er for så vidt forståelig. Opinionen i Danmark er delt, og krigen kalder på stærke følelser på begge sider.

Erik Boel
Tidligere landsformand, Europabevægelsen

Danmark skal støtte fred

Fra mine mange samtaler med palæstinensere på Vestbredden, står det klart, at de ser det nuværende selvstyre som besættelsesmagtens forlængede arm.

Selvstyret har ingen troværdighed og kan ikke reformeres.

Vi bør fra dansk side opdyrke kontakter til andre palæstinensiske grupperinger og enkeltpersoner, som er parat til at opbygge et Palæstina på demokratiets grund.

Danmark har glimrende muligheder for at gøre vor indflydelse gældende. Vi har gennem årene støttet selvstyret med hundredvis af millioner af kroner, og vi råder over et stort og yderst professionelt repræsentationskontor i Ramallah.

Regeringen bør også klargøre vor vision for fremtidens Gaza. Til en start bør vi tage et politisk, diplomatisk initiativ i FN for at bane vejen for genopbygning af Gaza og forberede en proces, der kan lede til en langsigtet politisk løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Genopbygningen og en model for styring af Gaza i en overgangsperiode er blandt de mest presserende opgaver. Israel bør ikke kunne sende regningen for genopbygningen efter de massive ødelæggelser videre til eksempelvis vestlige donorer. Israel må selv til lommerne.

Danmark er delt

Regeringens 'gå i et med tapetet'-politik er for så vidt forståelig. Opinionen i Danmark er delt, og krigen kalder på stærke følelser på begge sider.

Det er nemt at træde ved siden af. Dertil er regeringen delt på spørgsmålet. Med en statsminister, der afviste at udvise empati med de palæstinensiske ofre, men som i 2021 under den israelske valgkamp tog sig tid til sit herostratisk berømte besøg hos Israels højreekstremistiske premierminister Netanyahu.

På den anden side en udenrigsminister, der gerne tager dialogen med de demonstrerende palæstinensere og viser "kæmpe forståelse" for, at palæstinenserne i Danmark "ikke bare kan sidde følelseskolde og iagttage, at familiemedlemmer mister hjem og hus."

Også internationalt er dansk balance- og tilpasningspolitik under pres.

På den ene side er der i det globale syd et Sydafrika, der anmoder Den Internationale Domstol om at gribe ind over for Israel. På den anden side står USA og Storbritannien, der nærmest betingelsesløst støtter Israel. 

Men regeringens fedtspilleri bidrager ikke til en løsning på Israels og Palæstinas tragedie. 

Som medlem af FN's Sikkerhedsråd fra 2025 til 2026 får Danmark en ekstraordinær mulighed for at gøre en forskel. Hvis Danmark i den rolle gerne vil give den som brobygger, forudsætter det, at vi også selv spiller på banen og leverer overbevisende og sammenhængende bud i forhold til disse års brændende – og farlige – internationale platforme. Ikke mindst i Gaza-krigen.