Foreningen Åndsfrihed: Koranafbrændinger er ytringer – og ytringsfriheden skal ikke indskrænkes

At langt de fleste af os ikke kan lide at se koranafbrændinger eller andre bogafbrændinger er derfor ikke et argument for at forbyde det.

Ytringsfriheden er en principiel frihedsrettighed, som betyder, at vi fastholder den, selv når den går imod vores egne interesser. Som sådan er ytringsfriheden også en etisk værdi, selvom vi oftest forholder os til dens juridiske faktor. 

Det hellige er ikke fritaget

At koranen af muslimer opfattes som en hellig bog er heller ikke et argument.

Vi afskaffede blasfemiparagraffen i Danmark i 2017, en paragraf, der sjældent blev brugt, fordi hensynet til ytringsfriheden vejede tungere, men som netop skulle forhindre, at det, nogen måtte opfatte som helligt, kunne blive udsat for offentlig hån.

De store religioner, som kristendommen og islam hører til iblandt, udgør globalt set en magtfaktor, og er som magtfaktor selvfølgelig ikke fritaget fra kritik eller satire.

Ingrid Ank og Michael Agerbo Mørch
Formand og næstformand i Foreningen Åndsfrihed

Man må gerne udstille en kristusfigur nedsænket i tis (jf. kunstværket Piss Christ af Andres Serrano, 1987), man må gerne latterliggøre religiøse ledere, og man må med blasfemiparagraffens afskaffelse også gerne brænde bibler og koraner og salmebøger.

Og de store religioner, som kristendommen og islam hører til iblandt, udgør i øvrigt globalt set en magtfaktor, og er som magtfaktor selvfølgelig ikke fritaget fra kritik eller satire.

Heller ikke den desperate og afstumpede form for kritik, som de (få) koranafbrændinger er eksempler på.

Der er stærke og tænksomme mennesker nok inden for religionerne, der kan svare igen på kritikken, og som har gode muligheder i offentligheden for at vise alt det gode, som religioner også bibringer verden og mennesker – der er ikke brug for lovindgreb.

Det eneste hellige, der fortsat er og skal være beskyttet af ytringsfriheden, er ’menneskets iboende værdighed’. Det er til gengæld også meget, og det er her, ytringsfriheden på væsentlige områder er begrænset. Det er derfor, vi har en injurielovgivning, og det er derfor, vi har en racismeparagraf.

Herved beskytter vi mennesker mod overgreb. Men også disse paragraffer bliver i Danmark, når de bringes i anvendelse, vejet op imod ytringsfriheden – og hensynet til ytringsfriheden vejer tungt.

Ytringsfriheden er minoriteternes frihed – og vores alles

Danmark er et meget frit samfund med en meget høj grad af ytringsfrihed. I store dele af verden er de frie samfund under pres.

Det er en af grundene til, at mange flygter – og søger mod Danmark. Og minoriteter nyder godt af, at Danmark er et frit samfund, også selvom friheden indimellem betyder, at noget, de værdsætter, bliver udsat for kritik.

For minoriteternes skyld såvel som for os alle er det afgørende, at vi holder fast i ytringsfriheden og vedkender os, at den kun er frihed i kraft af, at den indimellem går over ’dine’ eller ’mine’ grænser. Hver især kan vi ikke definere, hvad vi ikke vil se og høre, for så holder friheden op med at være frihed.

Den eneste gode grund til et lovindgreb, der forhindrer koranafbrændinger på offentlige steder, er den sikkerhedsmæssige grund. Hvis vi indfører et sådant indgreb, vil det derfor også være en indrømmelse af, at man kan forhandle med vold eller med truslen om vold.

Vi mener ikke, vi i dette tilfælde skal indskrænke ytringsfriheden – og vil være stolte af, at vi lader være. Men vi forstår godt, at truslen om vold og terror gør mennesker bange – den gør også os bange.

Men hvis det ender med et lovindgreb, bør vi i det mindste være ærlige om, hvorfor vi gør det og dertil gøre indgrebet tidsbegrænset – eksempelvis treårigt – ud fra håbet om, at truslerne går over.

Dermed vil det samtidig være et klart signal om, at vi kun gør dette, fordi der findes voldelige kræfter, der ikke forstår betydningen af ytringsfriheden eller forstår værdien af frie samfund.