Jørn Vestergaard: Ny koranlov lukker ladeport af fortolkningsmuligheder
Det endelige forslag til den såkaldte koranlov indeholder en række justeringer, der imødekommer den rejste kritik. Der er stadig god plads til både kunstnerisk udfoldelse og religionskritik, men på ét punkt kunne lovteksten gøres skarpere, skriver juraprofessor emeritus Jørn Vestergaard.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem, Advokatrådets strafferetsudvalgRetsudvalget holdt 22. november 2023 høring om regeringens lovforslag om forbud mod utilbørlig behandling af religiøse skrifter.
Jeg var indbudt som oplægsholder, men måtte med kort varsel melde afbud på grund af influenza. I stedet for at deltage som planlagt sendte jeg mit oplæg til udvalget på skrift.
Indledningsvis fortjener det at blive nævnt, at der i flere af høringssvarene bakkes op om lovforslaget, om end de kritiske bidrag har tiltrukket sig det meste af opmærksomheden.
Det er værd at holde fast i, at de mange forskellige indvendinger mod det foreslåede forbud ikke bunder i sympati for de handlinger, som har givet anledning til initiativet.
Der er ikke megen vægt i indvendingen om, at forslaget om et forbud skulle indebære en væsentlig begrænsning af den kunstneriske frihed.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet
Tværtimod tager kritikken gennemgående afsæt i tilkendegivelser om, at man tager afstand fra koranafbrændinger.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at modstandere af det foreslåede forbud gerne vil anvende politiloven og ordensbekendtgørelsen til at komme uvæsenet til livs.
Men reglerne om politiets virksomhed kan jo kun bruges, hvis der forekommer eller er optræk til uroligheder. Hvis politiloven skulle anvendes i mere fredsommelige situationer, skulle der tilføjes en bestemmelse, der i det væsentlige svarede til det foreliggende lovforslag.
Så ville man grundlæggende være lige vidt.
Det endelige lovforslag indeholder en række justeringer, der i det væsentlige imødekommer den rejste kritik mod det foreslåede forbud. Der er stadigvæk god plads til kunstnerisk udfoldelse og religionskritik. I et retssystem som det danske er der ikke grund til bekymring for, at forbuddet kan ramme i flæng.
Kunst vil ikke være omfattet af forbuddet
For det første er der rejst indvendinger mod, at forbuddet kommer til at omfatte visse ytringer i kunstnerisk øjemed og politisk betonede manifestationer i kunstnerisk iklædning.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at strafferetten er et system med mange indbyrdes forbundne elementer.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet
Alt andet lige er lovforslagets udgangspunkt dog helt logisk og lovteknisk velbegrundet. Ellers ville et forbud ikke kunne håndhæves. Enhver kan jo kalde sig kunstner til lejligheden.
Med justeringen af lovbemærkningerne vil kunstneriske fremstillinger ikke være omfattet af forbuddet, hvis den ellers utilbørlige handling kun udgør en mindre del af et værk, og der er givet illustrative eksempler på sådanne tilfælde.
Hertil kommer beskyttelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Meget nærmere kan man nok ikke komme det.
Men på det spørgsmål må det være op til Retsudvalget at udfordre ministeren for at opnå yderligere præciseringer.
I øvrigt er der ikke megen vægt i indvendingen om, at forslaget om et forbud skulle indebære en væsentlig begrænsning af den kunstneriske frihed.
Det er jo heller ikke en straffri kunstnerisk ytring at begå hærværk, som eksempelvis dommen over kunstner og forfatter Ibi-Pippi Hedegaard for vandalisme mod et værk af Asger Jorn.
Det samme gælder i forhold til en masse andre lovovertrædelser, uanset om de foretages med et kunstnerisk eller politisk formål.
Politiets håndhævelse vil ikke være censur i grundlovens forstand
For det andet er der rejst kritik af, at forbuddet indebærer en indskrænkning af ytringsfriheden. Det er lovgivningen imidlertid fuld af bestemmelser, der gør.
Domstolenes tolkning af loven må holdes inden for det nogenlunde forudseelige.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet
I straffeloven er der regler om trusler, ærekrænkeler, racistiske ytringer, overtrædelse af tavshedspligt, flagskænding, billigelse af terror, imamers forkyndelse, børneporno, grooming, gravskænding og meget andet.
Der er heller ikke noget retligt til hinder for at indføre det foreslåede forbud.
Som det fremgår af høringsnotatet, vil politiets håndhævelse af det foreslåede forbud ikke være censur i grundlovens forstand, så længe det alene drejer sig om at bringe et allerede begået strafbart forhold eller et strafbart forsøg til ophør.
Politiets indgriben udgør i så fald ikke en forudgående prøvelse af, om en ytring kan tillades, men at bringe strafbar virksomhed til ophør - politilovens paragraf to, nummer tre - med de midler og ved udøvelse af de beføjelser, som er hjemlet i retsplejeloven.
Lovtekst kan præciseres yderligere
For det tredje er det en helt relevant og legitim bekymring, at kriminaliseringen kan blive for vag, for ubestemt og vidtgående.
Justitsministeren har betegnet indførelsen af forbuddet som en nålestiksoperation og et præcist kirurgisk indgreb.
Ikke alle har kunnet tilslutte sig den betegnelse. Men intentionen og tilkendegivelsen bag fortjener da almindelig anerkendelse.
I det endelige lovforslag er der foretaget yderligere præciseringer i både lovtekst og bemærkninger. Efter min opfattelse er det derved lykkedes nogenlunde at lukke det, der er blevet kaldt en ladeport af fortolkningsmuligheder med risiko for allehånde indgreb over for religionskritik.
På ét punkt kunne lovteksten måske godt gøres lidt skarpere:
Udtrykket ”utilbørligt” er forholdsvis vagt og indholdstomt. Mit forslag er i stedet at bruge udtrykket ”nedværdigende”, som er det begreb, der bruges i racismeparagraffen.
Begrebet forekommer i øvrigt i høringsnotatet. Det ville give en større skarphed i selve lovteksten. Man kunne også skrive ”særlig væsentlig” betydning i stedet for blot ”væsentlig”. Men det ville næppe gøre den store forskel.
Sproget er begrænset
Jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, at strafferetten er et system med mange indbyrdes forbundne elementer, som tilsammen skal sikre, at retstilstanden og retsanvendelsen gennemgående bliver i overensstemmelse med det, der var tanken fra lovgivers side.
Borgerne skal kunne afklare, om et givet forhold er strafbart.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet
Det strafferetlige legalitetsprincip fordrer en rimelig grad af præcision i beskrivelsen af lovovertrædelser.
Domstolenes tolkning af loven må holdes inden for det nogenlunde forudseelige, og borgerne skal kunne afklare, om et givet forhold er strafbart.
Men sproget har sine begrænsninger, og lovgivning på et givet område kan ikke tage højde for alle fremtidige tilfælde.
Menneskerettighedsdomstolen har måttet lægge til grund, at mange straffebestemmelser er vage, og at tolkningen og anvendelsen af sådanne bestemmelser må være op til de nationale domstole.
I lovforarbejder kan der opstilles eksempler og kriterier. Men det strafbare område kan ikke altid fastlægges helt præcist.
Indskrænkende fortolkning
Det er velkendt, at det har været vanskeligt at afgrænse anvendelsesområdet for terrorbestemmelserne.
Domstolene tager i konkrete sager hensyn til, hvad det har været lovgivers hensigt at kriminalisere og frikender.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet
Tilsvarende gælder for gerningsindholdet i bestemmelsen om psykisk vold - for ikke at glemme den nye samtykkebestemmelse.
Mange andre eksempler på vage og ubestemte gerningsbeskrivelser kunne nævnes.
I erkendelse af, at en bogstavelig udlægning af lovens udtryk ofte ville være for vidtgående, fremhæves det i mange bestemmelser ligefrem, at der kan være behov for at anlægge en indskrænkende fortolkning.
Dette sker eksempelvis ved udtrykkeligt at lade strafansvar bero på, om forholdet er uberettiget - se eksempelvis straffelovens bestemmelser om bestikkelse, tavshedspligt og fredskrænkelser.
Tilsvarende straffes bedrageri kun, hvis det svigagtige forhold er retsstridigt.
Selv om lovgiver ikke udtrykkeligt har taget den nævnte slags forbehold vedrørende en given bestemmelses anvendelsesområde, tager domstolene i konkrete sager hensyn til, hvad det har været lovgivers hensigt at kriminalisere og frikender.
Det gælder selv om et forhold er dækket af en bestemmelses ordlyd, hvis der ikke er tilstrækkelig solid hjemmel til at fastslå strafansvar.
Politi og anklagemyndighed tager selvsagt pejling efter, om en sag kan forventes at føre til domfældelse.
Ordning som garanti
Man kan diskutere valget af beskyttelsesinteresser og placering i straffelovens systematik. Men det vil jeg i det væsentlige afstå fra.
I princippet kan ministeren hugge bremsen i.
Jørn Vestergaard
Professor emeritus i strafferet, Københavns Universitet
Lovteknisk giver det sådan set meget god mening at placere bestemmelsen i kapitel 12. Det erklærede beskyttelseshensyn er jo statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter.
I det lys er det logisk nok, at justitsministeren har påtalekompetencen.
I princippet kan ministeren hugge bremsen i, hvor anklagemyndigheden bliver for ivrig med at rejse tiltale. Derimod er det ikke meningen, at han skal kunne rejse sag, hvis der ikke ligger en anklagerfaglig indstilling om det.
Med andre ord kan påtaleordningen være en ekstra garanti for, at forbuddet ikke bliver håndhævet for nidkært, eksempelvis i forhold til kunstneriske og politiske meningstilkendegivelser. Det forudsætter naturligvis, at ministeren ikke blot optræder som gummistempel på en anklagerfaglig indstilling.