Ytringsfrihed bør aldrig være et mål i sig selv

Ytringsfrihed er vigtigt i et demokratisk samfund, som er baseret på samtale og ligeværd. Det er vigtigt at kunne sige hinanden imod – også når man er uenig. Den kan bruges til at finde det bedste argument, skabe forståelse mellem mennesker og udstille magthaveres hykleri.

Men den er kun nyttig, hvis den bliver brugt konstruktivt, og ikke bare som et bat man slår andre i hovedet med.

Ytringsfriheden er nemlig et middel til at opnå det gode samfund, men kan aldrig være et mål i sig selv. Som samfundstænkeren Villy Sørensen argumenterer for i sin bog 'Uden mål – og med' (1973), så bliver debatten meningsløs, når et middel bliver målet i sig selv. Og det er, hvad der er sket i den danske debat.

Vi taler meget om, at ytringsfrihed er vigtig, men vi glemmer som regel at fortælle hvorfor, og hvad formålet egentligt er

Kristoffer Glavind
Ph.d

Hvor grænsen går mellem konstruktiv og ukonstruktiv brug af ytringsfriheden er svært at sige. Nogle gange kan en provokation også være en øjenåbner. Derfor bør ytringsfriheden også have vide grænser. Men det er absurd at gå fra vide rammer til at sige, at al ytringsfrihed er vigtigt.

For eksempel kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan det at afbrænde en koran igen og igen på nogen måde bidrager til en god demokratisk samtale eller lignende mål. Det eneste, det opnår, er at gøre folk vrede og kede af det.

Et dødt dogme

I de danske avisers ledere kan man læse at vi "underminerer ytringsfriheden", er på "en ekstraordinær farlig vej" og at et forbud mod at afbrænde koraner strider mod "vores grundlovssikrede ytringsfrihed".

Samtidig er næsten alle partier uden for regeringen imod et forbud. For selvom de færreste synes, at det i sig selv har værdi at brænde koraner af, så er vores ytringsfrihed vigtigere.

Debatten kan give det indtryk, at vi i Danmark har helt uindskrænket ytringsfrihed. Men det har vi aldrig haft – og det tror jeg heller ikke, at nogen ønsker.

Du kan komme op til to år i fængsel, hvis du håner andre med deres hudfarve eller handicap, og du må selvfølgelig ikke true andre med vold. Læger og sygeplejersker har tavshedspligt og må ikke fortælle alle og enhver om deres patienters hæmorider og kønssygdomme.