Islam-forsker: Vi skal også sikre friheden for dem, der anfægter islams effekter og trusler

En afbrænding af en koran er naturligvis en form for symbolsk kommunikation. Når bøger ryger til forbrændingen eller bliver genbrugt til toiletpapir er det ikke symbolsk kommunikation, men blot en løsning på et praktisk problem.

Når en koranafbrænding foregår foran en ambassade eller midt i et muslimsk kvarter, sker det givetvis, fordi koranafbrænderen ønsker at udvise dissens og despekt over for selve bogens indhold, men også dens institutionaliserede magt i form af præsteskab, islamiske stater og organisationer. Men også dens demografiske magt; en bog med over halvanden milliard tilhængere har en social pondus, som er vanskelig at overvurdere. Koranen kalder sig selv en 'Retledning', og det er en ambitiøs bog. Ikke bare muslimer skal leve efter den, men den stiller også krav til muslimernes naboer, det vil sige jøder, kristne og vantro.

Ligesom muslimer forståeligvis kan føle sig truede på proxy-symbolikken, således bør man retfærdigvis også huske på, at blasfemikeren, den vantro og polyteisten ligeledes kan føle sig truet på deres eksistens af Koranen.

Thomas Hoffmann
Professor og islam-forsker, KU

Når en koranafbrænder som Paludan bliver spurgt om, hvorfor han brænder (sine) koraner af, svarer han, at det skyldes Koranens voldelige og truende indhold. Han skænder givetvis også koraner, fordi han vil teste sin selvopfyldende profeti om, at muslimer er særligt voldsparate. Hvilket nok så mange gange er gået i opfyldelse med trusler, angreb og optøjer, men nok så mange gange heller ikke er gået i opfyldelse.

Endelig ved Paludan også, at mange muslimer i den grad har internaliseret Koranen og koblet deres identitet til den; ved at brænde og på anden vis destruere den, symboliserer han også en destruktion af muslimsk identitet og tilstedeværelse. En destruktion som i Paludans politiske program skal udmøntes i en deportation af alle herboende muslimer.

Koranafbrænding bliver dermed en proxy for destruktion af muslimske mennesker. For at citere en anden tysk digter, Goethe: "Man mærker hensigten og bliver forstemt." Og så er vi tilbage ved Heine og ad nazium argumentet. Trækker vi imidlertid Paludan og konsorter ud af ligningen og indsætter koranafbrændende irakiske kristne foran en ambassade, bliver ligningen dog ikke nemmere at udregne, men ganske vanskeligere. Ja, så kan den moralske hensigt ligefrem tænkes at være retfærdig modstand.

Ligesom vi alle kan aflæse hensigten og muslimer forståeligvis kan føle sig truede på proxy-symbolikken, således bør man retfærdigvis også huske på, at blasfemikeren, den vantro og polyteisten ligeledes kan føle sig truet på deres eksistens af Koranen (eller mange andre hellige tekster) og dens tilhængeres udlægning af den.

Koranen taler ikke om at brænde bøger, men den taler løbende om at brænde mennesker. Koranens ultimative straf er Helvedet, al-Nar, som betyder 'Ilden'. Her kan man læse, hvordan Muhammads modstandere skal brænde i den flammende ild. Vi kender også Helvedsilden fra den kristne tradition og vi ved også, at inkvisitionen og hekseafbrændingerne var effekter af religion. Afbrænding af mennesker er almindeligvis forbeholdt Gud og efterlivet i den islamiske tradition, men afbrænding som straf er historisk dokumenteret fra tidligt af – især rettet mod kættere, frafaldne og rebeller.

Der er en radikal forskel mellem symbolsk destruktion og fantasier om gensidig lidelse og konkret destruktion af menneskeliv. 

Thomas Hoffmann
Professor og islam-forsker, KU

Sidst vi så det var det i form af Islamisk Stat og deres tolkning af Koranen og tilliggende religiøse tekster. For eksempel da to tilfangetagne og lænkede (med halsbånd som hunde) tyrkiske soldater i 2016 blev brændt levende, lignede det en konkret udgave af Helvedsilden: "Til de vantro har Vi beredt lænker og kæder og en flammende ild." (sura 76:4)

Rent sharia-juridisk retfærdiggjorde IS deres afbrændinger som gengældelse, qisas. Man tør ikke tænke tanken til ende, hvis en koranafbrændende blasfemiker en dag bliver kidnappet af jihadister. Det er selvsagt ekstremt og grusomt og generelt fordømt af muslimer verden over, men som angivet ovenfor er der også andre drakoniske straffe, der eksekveres med henvisning til Koranen og islam. 

I et demokratisk samfund, hvor meninger brydes – også de afskyelige og dumme – bør vi kunne forstå, at såvel koranafbrændere som muslimer kan føle sig truede og krænkede. Den ene med henvisning til Heines Holocaust og proxy-symbolik, den anden med henvisning til en bogreligions konkrete og potentielle effekter. 

Men i min bog er der stadig en radikal forskel mellem symbolsk destruktion og fantasier om gensidig lidelse og konkret destruktion af menneskeliv. Det er denne forskel mellem virkelighedens verden og troens verden, som vi skal holde os skarpt for øje.

Det demokratiske samfund skal sikre trosfriheden – herunder friheden til at tro på de forfærdeligste straffe for syndere –  men også dem, som anfægter troens konkrete effekter og trusler.