Isam B: Muslimer vil gerne forene islams ånd med dansk kultur. Vi får bare sjældent lov

Det er en indsats, som Dagbladet Politiken kvitterede med at nominere til årets initiativ med begrundelsen, at skiltet gjorde den "muslimske højtid synlig og festlig. En højtid, som ellers tit er gemt væk fra vores fælles samlingssteder, men som betyder meget for mange. Bag fejringen stod sanger Isam B (…), der desuden inviterede alle med til fællessang, iftar-middag og ramadanroulade ved langborde på pladsen. Ægte åben københavnerånd."

Muslimer får afslag

Ramadan-lysskiltet er et lysende eksempel på, at vi muslimer mægtig gerne vil indvie vores medborgere i de islamiske traditioner, højtider og praksisser, som vi hylder og holder i hævd.

Desværre modtages vores bestræbelser ikke altid med kyshånd.

Vi får sjældent lov til at forene danskhed med islams ånd. Det er ikke, fordi de er uforenelige, men fordi der er mange stemmer og spalteplads at hente ved at kritisere islam og muslimer.

Isam B
Sanger

For når end vi deler ud af vores skikke, såsom føromtalte lysskilt, mødes det med hånlige moddemonstrationer.

Som tilfældet var til åbningsceremonien med islamofobiske bannere og sabotage, påstande om en snarlig, islamistisk magtovertagelse, så snart typer som mig offentligt ærgrer os over islams manglende synlighed i Danmark, eller 'skik følge eller land fly'-bemærkninger, når vi muslimer beklager os over den manglende hensyntagen til vores religion, som vi oplever fra det officielle Danmark.

Vi vil gerne. Det er derfor, at vi – år ind og år ud – overtager landets jule- og nytårsaften ved ekstra vagter på hospitalerne, plejehjemmene, politi og brandstationer, så vores kollegaer kan fejre højtiderne i familiens skød. 

Alligevel får vi sjældent lov til at forene danskhed med islams ånd.

Det er ikke, fordi de er uforenelige, hvilket ovenstående eksempler illustrerer. Men fordi ondsindede politikere og meningsdannere har opdaget, at der er endog mange stemmer og spalteplads at hente ved at kritisere islam og muslimer.

Noget, som Rami Zouzou vist også selv er klar over – og har udnyttet til fulde.

Danskere findes i alskens formater

Der er noget mystisk over nyere tids krav om ensretning af danskheden.

Ærkedanskeren og min højskolesangbogkollega, Ebbe Kløvedal Reich, udtrykte i sin stærkt Grundtvig-inspirerede højskolesang 'Danskerne findes i mange modeller', at livet kræver mangfoldighed, at danskerne kommer i alskens formater og afskygninger, og at vi gennem den frie samtale kan finde fælles fodslag og ståsted.

Sandheden er, at vi muslimer er særdeles velintegrerede i det danske arbejdsfællesskab, foreningsliv og uddannelsesliv, og vi bliver gerne indsluset i flere sfærer i samfundet. 

Isam B
Sanger

Når det kommer til livets spørgsmål, må jeg ærligt indrømme, at jeg hellere lytter til Ebbe Kløvedal og Grundtvig end en eller anden Zouzou, hvis inspirationskilde må være alle de nydanskere, som sælger sig selv, sin kultur og ophav på en smule spalteplads i medierne.

Rami Zouzou skriver, at "det danske samfund har i alt for mange år set magtesløst til, at muslimer har nægtet at integrere sig ved at lade islams religiøse doktriner overtrumfe det kulturelle fællesskab i Danmark."

Ah ja. For udlændinge- og integrationsområdet, som i årtier har været dansk politisk omdrejningspunkt og et af de områder, der har været præget af flest lovforslag, lovprogrammer og såvel politiske som mediedebatter, har været genstand for magtesløs berøringsangst fra det danske samfund, som dårligt taler om andet end islam.

Du har helt ret, Zouzou. Særligt, når man tænker på denne uges ophedede debat initieret af Socialdemokratiets Frederik Vad om herskerattitude.

Muslimer er velintegrerede 

Sandheden er, at vi muslimer er særdeles velintegrerede i det danske arbejdsfællesskab, foreningsliv og uddannelsesliv, og vi ser gerne, at vi bliver indsluset i flere sfærer i samfundet.

Vi vil så gerne åbne og lade vores religiøse liv leve i lykkelig sameksistens med danske værdier og normer, hvilket ramadan-lyset på Nørrebro illustrerede.

Viljen er der. Desværre bliver vi dog stadig henvist til afsides industrikvarterer, mørklagte kældre og selvfornedrende kosteskabe, fordi nogle er hunderæd for religiøsitet.

Og fordi Zouzou og andre småeksistenser insisterer på, at islam og muslimer paradoksalt nok skal forblive inden døre, samtidig med at vi anklages for at være en sluttet kreds.

Islam er usynlig i Danmark. Ja, araberes sociale problemer er synlige for enhver, men islams ånd og praksisser er alarmerende usynliggjort.

Hvordan forklarer man ellers, at Danmarks længst siddende minister, som i øvrigt var integrationsminister og senere kulturminister, Bertel Haarder (V), ikke engang vidste, at vi muslimer brød fasten med en dadel, hvilket kan ses og høres på min Instagram i kølvandet på mit interview med tidligere minister Bertel Haarder?

Harmløst skilt får kritik

Mine forældre kom til i 1960'erne. Det skulle simpelthen tage mere end 60 år, førend vi fik et glædelig ramadan-lysskilt i det offentlige rum.

Alligevel er den slags harmløse markeringer genstand for voldsom debat.

Vi vil så gerne åbne og lade vores religiøse liv leve i lykkelig sameksistens med danske værdier og normer.

Isam B
Sanger

Selvom vi har været her i flere årtier, har vi fortsat ikke etableret bederum på vores arbejds- og uddannelsessteder. Så meget for islams synlighed i Danmark.

Rami Zouzou skriver, at politikere velvilligt ønsker muslimerne glædelig eid. Men det er jo netop hele kritikpunktet fra mig i månedens løb.

Det officielle Danmark ønsker netop ikke muslimerne glædelig eid: Statslige institutioner, arbejdspladser, uddannelsessteder og andet tør ikke at ønske deres muslimske medarbejdere og interessenter glædelig eid af frygt for beskyldninger om islamificering, totalunderkastelse af islam, og hvad der ellers fremføres af dårlige argumenter fra højrefløjen.

Deloitte viste vejen ved at ønske deres muslimske medarbejdere glædelig ramadan. Jeg tror, at det øgede medarbejdernes motivation til at yde en ekstra stor indsats på arbejdet.

Hvem ved, måske muslimer ville motiveres endnu mere af at bidrage til det danske samfund og fællesskab, end vi gør i forvejen, hvis bare politikere og det officielle Danmark værdsatte vores tilstedeværelse og religiøse liv.

Personlig frihed
Du lyder som en Onkel Tom, Rami Zouzou. Har du så travlt med at udviske dine forfædres historie og kultur, som du ønsker at du kunne udviske det mørke i din hudfarve?

Vil du sige hvad som helst for at få 15 minutters berømmelse, anderkendelse fra højrefløjen og lynkarriere som den nye “præmieperker”?

Jeg, en dansk Muslim ønsker ikke at underskrive din assimilationskontrakt.

Jeg sætter min lid til Gud, som alle andre danske muslimer, samtidig med, at vi passer vores jobs, tager lange uddannelser, involverer os i foreningsarbejde, køber huse og lejligheder, passer familien og bidrager til, at hjulene drejer i vores Danmark.

Blandt ovenstående er dem, som tager i blandede svømmehaller, og dem, som foretrækker kønsopdelte. Dem, der foretrækker badeforhæng, lændeklæde, og dem, der kan leve uden. Dem, der bærer burkini, og dem, der bader i badedragt. 

Ingen kan tvinge den ene til det andet, det kaldes nemlig personlig frihed og nej tak til social kontrol. Held og lykke med at finde dig selv, Rami Zouzou.