Lektor: Menighedsrådenes mange tomme stole kalder på en revurdering af rådenes ansvarsområder

Mit forslag er, at Folketinget i den kommende lovgivning gør det muligt for hvert menighedsråd at vælge imellem tre forskellige modeller, hvor menighedsrådet i model 1 kan bevare deres nuværende ansvar, i model 2 afstå fra ansvaret for bygningerne og model 3 afstå fra ansvar for personale.

Fordelen ved at afstå fra noget af ansvaret er at frigøre energi til, at menighedsrådet kan fokusere på deres lokale aktiviteter som fællessang, kaffe for ensomme, gåture for enlige fædre og deres børn, foredrag og så videre.  

Valgmodellen kunne udføres som en forsøgsperiode på eksempelvis fire år med en efterfølgende diskussion af, om det skal fortsætte.  

I hvert fald kan vi med tallene for ubesatte pladser i menighedsrådene konstatere, at der er problemer med det lokale demokrati i forhold til ansvarsopgaverne for menighedsrådet.

Den rummelige tro 

Folkekirkens kamp for demokrati har ellers været lang. Folkets organisatoriske magt i folkekirken bygger på en lang kamp for demokrati siden – og før – 1849 for den almindelige dansker, som vi alle sammen er i rigtig mange sammenhænge.

Mit forslag er, at Folketinget i den kommende lovgivning gør det muligt for hvert menighedsråd at vælge imellem tre forskellige modeller.

Camilla Sløk
Lektor, CBS

Vi kender alle sammen historien om Grundtvig, som kæmpede for både demokrati og en folkekirke fri for kongens magt. Kampen for kvindelige præster blev også taget både i og uden for teologien og kirken.

Demokratitanken i folkekirken blev ligeledes en del af den kamp, som socialdemokraten og teologen Bodil Koch og hendes mand, teologen Hal Koch, tog for demokratiet i Danmark efter Anden Verdenskrig.  

Som kirkeminister kæmpede Bodil Koch blandt andet for, at den almindelige mand skulle føle, at hans tro også var relevant for kirken. Selvfølgelig er den det.

For os er det i dag banalt, at man kan tro, hvad man vil. Men retten til egen tro har ikke altid været der og er det stadig ikke globalt, hvis man ser på verdens diktaturer, hvor religiøse og/eller politiske såkaldte ledere terroriserer almindelige mennesker, der bare gerne vil leve deres liv.

Det er folkekirken, der med sine egne faglige og politiske kampe har været med til at ændre religionsopfattelsen i samfundet. Det er ikke kommet ud af "ingenting."

Det er heller ikke kun kommet udefra, fra samfundets strømninger. Folkekirkens teologer og menighedsråd har historisk set været de mest aktive i demokratiseringsprocessen for kirkens organisering, og der har været teologiske stridigheder.  

Det har været en både teologisk og politisk kamp, som har krævet ofre. Ofre af privilegier og forestillinger. Heldigvis for os som samfund er det i dag en rummelighedsteologi, der dominerer.

Pligt og frihed 

Men vil vi have sådan en rummelig folkekirke? Måske skal man besvare spørgsmålet ved at se på, om vi overhovedet vil have en religion som en del af vores samfund. Det spørgsmål har blandt andet sociologen Niklas Luhmann svaret på.

Niklas Luhmann skrev i 1987 teksten "Brauchen wir einen neuen Mythos?," hvori han stiller spørgsmålet om, hvorvidt kristendommens grundfortælling om frihed igennem Guds død på korset stadig er relevant for os i dag.  

En parafrase af budskabet i Luhmanns tekst kunne være: "Gud installerer friheden i verden og smutter derefter. Vi er nu overladt til at fortolke den frihed."

Nye organiseringsformer menighedsrådene er kun ét skridt til fortsat at diskutere, hvilket sprog vi overhovedet vil have som land om livet og dets betydning. 

Camilla Sløk
Lektor, CBS

Det interessante ved Luhmanns vinkel på kristendommens grundfortælling er, at han tager fat i betydningen af kampen for frihed og netop med udgangspunkt i Jesus (Guds) død på korset som installeringen af frihed i verden.

Denne vinkel er anderledes end den marxistiske historieopfattelse, hvor kristendom bliver til et magtmiddel for herskerne. Men Luhmann siger noget andet. Han spørger, om vi stadig er interesserede i grundfortællingen om frihed igennem Guds død på korset, eller om vi vil have en ny.

Det særlige ved Luhmanns forståelse er, at den tager udgangspunkt i friheden og ikke i pligten. Det er ellers relationen imellem frihed og pligt, imellem lov og "evangelium," som fra græsk betyder det "glædelige budskab," som den danske kristendom har fokuseret på.

Den skriver både Grundtvig og Kierkegaard om. Mennesket lever i en fortsat spænding mellem pligt og frihed. Vi er bundne af relationer, banker, skattevæsen, staten, kommunen, grundejerforeningen, rødt lys i trafikken og så videre. Vi kan mange gange gøre, hvad vi vil, men vi kan ikke gøre, hvad der passer os, uden konsekvenser for andre eller os selv.

Kampen værd 

Livet kan ses som en relation imellem frihed og bundethed. Det er i hvert fald sådan, at dansk kristendom har tolket kristendommens grundfortælling. Folkekirken er en institution, der tillader en rummelig tro.  

Sociologisk passer denne rummelighed nok bedst til danskernes meget afslappede forhold til religion. Men hvis der skal være en legitimitet omkring denne form for tro, skal der også være opbakning til folkekirken. Vi må tale om det sprog, vi allerede har for frihed og pligt i vores samfund.

Nye organiseringsformer for folkekirken og menighedsrådene er kun ét skridt til fortsat at sikre eller i det mindste diskutere, hvilket sprog vi overhovedet vil have som land om livet og dets betydning. 

Hvis der skal holdes liv i troen på rummelighed for alle i religion og liv, må vi diskutere dybere, hvorfra den tro kommer, og om det er folkekirken eller en helt anden trosform, som kan give plads til det.  

Selv synes jeg fortsat, at folkekirken er kampen værd, når jeg ser på de historiske kampe, der har været for at skabe plads til mange former for udfoldelse af liv, død og mening. Plads til rummelighed.