For at modstå den offentlige debats polemik, må vi danne venskaber med vores værste fjender

Nu tager det imidlertid intet fra en korrekt stillet diagnose, at man ikke også samtidigt frembyder dertilhørende medicin. I hvert fald ikke i debattens verden – det er noget andet i medicinens.

Jeg vil derfor tage afsæt i det ønske, jeg deler med de ovennævnte, ved at give et bud på, hvor en del af en sådan etik kunne tage sig ud, når det netop omhandler den offentlige, politiske samtale.

Når jeg for eksempel betragter udlændingedebatten, eller den om aktiv dødshjælp, eller når jeg hører talen falde på tidens globale konflikter, slår det mig, hvordan den offentlige samtale fejler fatalt i relation til det mest grundlæggende demokratiske princip.

I hvert fald hvis man, som den danske teolog Hal Koch gjorde det, er så fræk at definere demokrati slet og ret som samtale.

Jovist, der bliver talt, sagt og skrevet meget – mere end nogensinde.

For så vidt man "taler" sammen, handler det ikke så meget om at forstå den andens synspunkter men derimod om at få ret.

Christian Gorm Hansen
Organisationssekretær, Enhedslisten, forfatter og teologistuderende

Jeg læste for nyligt, at 2001 var året, hvor den samlede mængde nedskrevet, publiceret tekst overgik, hvad der til sammen var udgivet hidtil i menneskehedens historie.

Spørgsmålet er bare, hvor meget der bliver lyttet.

Ganske som hos Søren Peter Hansen forekommer demokratisk debat i dagens Danmark heller ikke længere at være præget af egentlig samtale.

For så vidt man "taler" sammen, handler det ikke så meget om at forstå den andens synspunkter men derimod om at få ret.

Og den slags findes der et ord for: Polemik.

Polemikeren søger ikke at nå frem til nye indsigter, men ser derimod personer med andre synspunkter som modstandere, der skal overvindes med det formål at bringe det i forvejen rigtige standpunkt, som denne indtog fra begyndelsen, til sejr.

I det omfang, der er ansatser til samtale – og det gælder for mig at se desværre ikke længere kun den offentlige, men også den private – sker det i stadigt tiltagende grad, at den afbrydes så snart, man rammer blot et anstrøg af forskellige standpunkter.

Tænk over det: Hvem kan i disse år sige sig fri for enten at have oplevet den afbrudte samtale – alene på baggrund af en holdning, et standpunkt, en mening – på egen krop, eller måske at have påført den på andre?

For så vidt polemikken i dag er blevet demokratiets væremåde, så er den afbrudte samtale dets kommunikative handlemåde.

Her ville det så være oplagt at slå et slag for en mere åben, inkluderende og imødekommende demokratisk samtale- og debatkultur.

Måske endda et tolerancens regelkodeks for den offentlige diskussion.

Men hvem vil egentligt længere bare "tolereres", som den franske sociolog Bruno Latour spurgte sine europæiske medborgere for to årtier siden?

Appellen om, eller udøvelsen af, respekt for den andens synspunkt afkræver nemlig ikke, at den tolerante giver noget som helst i forhold til selve det menneske, der skal tolereres.

Dette er blot en ydre modpol, en omstændighed af anderledeshed i samtalemomentet, hvis beståen vi må formaste os til at leve med, og hvis eksistens vi skal tolerere, men i øvrigt ikke interessere os fem flade øre for.

Tolerance gør ikke oprør med polemikkens regime. Den giver det blot et falsk slør af spiselighed, mens bekæmpelsen af modparten fortsætter ufortrødent underneden.

Heroverfor stiller venskabet sig som et modtræk ikke blot til polemikkens tyranni, men i lige så høj grad til respektens og tolerancens faldgruber.

I sin radikale form holder venskabet altid stædigt på at bide i det sure æble ved at insistere på sin udfoldelse lige netop dér, hvor det er allersværest at være rummelig.

Kendetegnet ved sin ihærdige bestræbelse på at lade sig indrullere, påvirke, transformere og rekonstituere af det, som vi i udgangspunktet ikke kan fordrage, rummer venskab på denne måde altid noget, der ved første øjekast synes umuligt.

Hvis politik er det muliges kunst, må vi omvendt betragte venskabet det u-muliges kunst.

Christian Gorm Hansen
Organisationssekretær, Enhedslisten, forfatter og teologistuderende

Det er netop i denne umulighedens radikalitet, jeg ser et udgangspunkt, når vi skal formulere nye etiske bestræbelser i dag.

Hvis politik er det muliges kunst, må vi omvendt betragte venskabet det u-muliges kunst.

Det umulige venskab insisterer således på engagementet netop lige dér, hvor det ikke har sine forudsatte præmisser eller betingelser.

Det er forsoningen selv – dét, som overskrider tærsklen, hvorfra forsoningen og forståelsen ellers syntes en umulig forekomst.

Forstået som det, Pia Søltoft med henvisning til både Kierkegaard og Løgstrup kalder for en etisk fordring, slutter det umulige venskab fred med den eller dem, som vi aldrig troede, vi kunne blive venner med.

Det er ikke bare venskabet med din næste. Det er venskabet med din fjende, som Kierkegaard i øvrigt også nævner det.

Den du foragter, den du har allersværest ved at tilgå.

Det er Rabins og Arafats venskab, de Klerks og Mandalas, Reagans og Gorbatjovs.

Men det er også dit og mit.

Det umulige venskab kender nemlig ingen grænser, er aldrig stedbundet.

Det kan indfinde sig som borgfred mellem krigens parter, men det kan også vise sig som husfred mellem ægtefæller og således også som privatlivets fred.

I det menneskelige møde med den fremmede, med homofoben, racisten eller bare den anderledestænkende, tager det snarere forskellen så alvorligt, at det ud fra logikken minus og minus giver plus lader tvivlen komme selv det umuliges forekomst til gode.

Dét er det radikale, "umulige" venskab: Du skal se vennen i din fjende. Kan du det?

I dette ligger det egentlige oprør. Det egentlige etiske forsvar for en frugtbar, demokratisk offentlighed: I det umulige venskabs forpligtelse.