Britisk professors nye bog påviser, at populismen er folkets kontrarevolution mod eliten

Hvis vi skærer ind til benet, florerer der to vidt forskellige måder at forklare fremvæksten af den populisme, som har bredt sig som en steppebrand i de vestlige demokratier.

I den ene forklaring skyldes populismen, at demagoger som Donald Trump i USA eller Nigel Farage, eller måske Boris Johnson, i Storbritannien har pisket en stemning op ved at appellere til ældre, hvide, mandlige og lavt uddannede vælgeres iboende racisme og kulturelle ressentiment.

Nogle gange trækkes trådene til kyniske politiske aktører som Dominic Cummings, arkitekten bag Brexit, eller Roger Stone, der opfandt Trump. Andre gange trækkes trådene helt tilbage til Rusland, hvis støtte til højrepopulistiske partier som Rassemblement National er velkendt og velbeskrevet.

En anden forklaring fremhæver det strukturelle. Demagogien har ikke skabt populismen. Populismen er nok betingelsen for, at demagoger kan få succes og gennemslagskraft, men dens rødder er strukturelle og afslører en dyb splittelse i mange vestlige samfund.

Spillereglerne for politik er forandrede 

Matthew Goodwin er professor i politologi ved universitetet i Kent og leverer med sin uhyre veldokumenterede Values, Voice and Virtue – The New British Politics et tungt lod i vægtskålen for den sidste forklaring.

Bogen fokuserer eksplicit på Storbritannien og de politiske skel, der fik deres klareste udtryk i Brexit, men som rækker langt videre. Det er spillereglerne for politik, der er forandrede. For Brexit var i virkeligheden blot en indikation på det, Goodwin og andre kalder ”the great realignment”.

Udtrykket dækker over, at det gamle skel mellem højre- og venstrefløj i disse år udviskes og forandres. Ikke alene har værdipolitikkens fremkomst skudt en ny akse ind på vores politiske diagrammer, men sammenstødet mellem to bredt definerede grupper udfordrer også de traditionelle partiers position på traditionel økonomisk politik.

Ligesom de tektoniske pladeskift i amerikansk politik, har udviklingen været længe undervejs

Christian Egander Skov

På den ene side er det, som Goodwin kalder ”den nye elite”. Det er de højtuddannede, urbane vælgere med relativt gode indkomster og kosmopolitiske værdier, der hylder åbenhed, globalisering og individualisme.

I bredere forstand er disse vælgere knyttet til en koalition, der også består af de yngre vælgere, som i Storbritannien er gået skarpt til venstre. Ved valget i 2019 var Labour 35 procentpoint foran De Konservative. Og det i et valg, der i øvrigt var en katastrofe for Labour.

Dertil kommer vælgere med indvandrerbaggrund, der i øvrigt ikke har mange berøringspunkter med de veluddannede, frisindede og relativt vellønnede vælgere i denne koalition. Men tre fjerdedele af dem støtter Labour. Og deres antal vil forøges drastisk de næste 40 år.

Denne koalition står overfor en større gruppe af vælgere uden længere uddannelse, bosat uden for metropolerne og med traditionelle værdier. Koalitionen omfatter også særligt de ældre vælgere og i særdeleshed arbejderklassen, der nok er svindende, men stadig meget stor.

Det var særligt disse vælgere, der støttede Brexit, og det var dem, der vendte Labour ryggen og ved valget lod Boris Johnson gennembryde den ”røde mur”, de solide arbejdervalgkredse og Labour højborge i Nordengland, som faldt på stribe ved valget i 2019.

Hvoraf kom dette strukturelt betingede jordskred så?

Udviklingen har været længe undervejs

Det er her, Goodwin peger på, at årsagen hverken kan reduceres til enkelte begivenheder eller enkelte personers indflydelse. Ligesom de tektoniske pladeskift i amerikansk politik, har udviklingen været længe undervejs.

Fra 1979 og frem gennemførte den nye elite en veritabel revolution i Storbritannien. Økonomien blev åbnet for en destruktiv ”hyper-globalisering” med et udtryk fra økonomen Dani Rodrik.

Thatchers neoliberale reform reddede måske Storbritannien fra en truende afgrund, men forskubbede balancen fra produktion til finanssektoren i London. Storbritannien gik på et par årtier fra at være en af Vestens mest økonomisk lige til at være en af de mest ulige.

Samtidig blev landet åbnet for masseindvandring, der har forandret landet i dybden. Indtil 1990’erne var Storbritannien et udvandrerland. Så sent som i begyndelsen af 1990’erne var landets nettoindvandring beskedne 37.000 om året.

Goodwin har også ensidighedens nådegave og bogen er bedre til at vise skellet end at vise, hvordan vi bygger bro over det – endsige foreslå at vi gør det

Christian Egander Skov

Mellem 2015 og 2019 drejede det sig om 266.000 mennesker om året. 25 procent af alle børn født i Storbritannien i 2019 har mødre født uden for landets grænser. Storbyerne er med sociologen Seve Vertovecs ord blevet ”hyper-diverse”

Endelig er der sket en afpolitisering af politik. Tilbage i 1970’erne havde vælgere et klart valg mellem alternativer. I dag er det anderledes: ”en af de mest bemærkelsesværdige aspekter ved revolutionen var det omfang, hvormed den forenede højre og venstre.”

Det efterlod et vidt spillerum til populismen, der først blev udnyttet af Farage og siden Boris Johnson.

I denne nye virkelighed har en mængde vælgere opdaget, at deres traditionelle værdier bliver underkendt og endog udskammet. De oplever, hvordan samfundets institutioner som medier og universiteter er kapret af den nye elite – og de oplever i det hele taget at blive frakendt værdi og værdighed. Heraf titlen Values, Voice and Virtue.

Ensidighedens nådegave

Populismen er en kontrarevolution, der forsøger at omstyrte den verden, som den højtuddannede elite har skabt til sig selv. Argumentet er i grunden velkendt. Det forhold, at bogens analyser resonerer for den læser, der kender den danske debat, er kun en styrke.

Det der for alvor udmærker Goodwins bog er dens gennemgribende brug af data til at underbygge pointerne. Vi er grundlæggende ude over de synsninger, der ellers kan præge en debat som denne.

Men Goodwin har også ensidighedens nådegave og bogen er bedre til at vise skellet end at vise, hvordan vi bygger bro over det – endsige foreslå at vi gør det.

Sympatien ligger klart hos de vælgere, der får deres frustrationer kanaliseret gennem populismen. Den position forstår jeg instinktivt. Men bogen mangler en analyse af, hvordan populismens kritik af institutionerne – uanset om man kan forstå denne kritiks baggrund og relative berettigelse – også rummer en fare for den nationale sammenhængskraft og det liberale demokrati.

Uanset den indvending giver Goodwin et stærkt redskab til at forstå vores politiske og samfundsmæssige virkelighed, hvorfor De Konservative sejrede stort i 2019, og hvorfor de siden har tabt stort set det hele på gulvet.

Ja, og hvorfor hverken SVM-regeringer eller vores hjemlige populismes aktuelle fragmentering kommer til at stede den populistiske kontrarevolution til hvile.