Danmark svigter sine forpligtigelser, når grønlændere i Danmark udsættes for diskrimination

”Inuitbefolkningen udsættes for racisme i Danmark.”

Så hårdt faldt ordene fra FN’s specialrapportør for oprindelige folks rettigheder, Francisco Cali-Tzay, da han fredag gav sin foreløbige afrapportering på et ti dage langt besøg i Danmark og Grønland. Det er en voldsom kritik, der kunne give anledning til at spørge, om FN-rapportøren skyder over målet? Har Danmark et problem med systematisk diskrimination af oprindelige folk fra Grønland?

Før jeg vender tilbage til det spørgsmål, vil jeg tillade mig at begynde et andet sted:

Danmark har helt særlige nationale, historiske og politiske bånd til Grønland – herunder til den oprindelige inuit-befolkning, som lever i både Grønland og Danmark.

Båndene mellem Grønland og Danmark er måske ikke så synlige i hverdagen. Men selv om Grønland og Danmark er to meget forskellige lande med hver sin særegne identitet og kulturarv, er båndene ikke blot en formalitet.

Danmark er forpligtet til at sikre en koordineret og systematisk indsats for at beskytte oprindelige folks rettigheder og for at beskytte dem imod diskrimination

Louise Holck

Udgangspunktet for specialrapportørens besøg var således de forpligtelser, Danmark har, når det gælder behandlingen af oprindelige folk. Danmark er forpligtet til at sikre en koordineret og systematisk indsats for at beskytte oprindelige folks rettigheder og for at beskytte dem imod diskrimination.

For Danmark betyder det, at den oprindelige grønlandske befolknings sociale, kulturelle, religiøse og åndelige værdier skal anerkendes og beskyttes, og der skal tages hensyn til de udfordringer, de møder – både som gruppe og enkeltpersoner.

Når man taler om rettigheder på så overordnet et plan, kommer det ofte til at lyde som tør og abstrakt jura. Men problemerne er yderst håndgribelige. Lad mig nævne tre eksempler:

Da Institut for Menneskerettigheder for nogle år siden lavede en større analyse af forholdene for grønlændere i Danmark, svarede 44 procent af de adspurgte, at indstillingen blandt danskerne generelt var fordomsfuld. 53 procent mente ligefrem, at grønlændere som gruppe er stigmatiseret i Danmark.

Det er en problematik, der ser ud til at gøre sig gældende både i forhold til offentlige myndigheder og i andre sammenhænge, eksempelvis på arbejdsmarkedet. Derfor gør det også indtryk på mig, når Cali-Tzay citerer nogle af de grønlændere, han mødte i Danmark for, at de oplever sig som ’usynlige spøgelser’, der ikke har noget sted at gå hen for at få råd og assistance.

Et andet eksempel er anbringelser af børn uden for hjemmet – et forhold, specialrapportøren selv slog ned på i opsummeringen af sit besøg: Der er syv gange højere risiko for, at grønlandske børn i Danmark bliver anbragt uden for hjemmet, end andre børn i Danmark.

Der er syv gange højere risiko for, at grønlandske børn i Danmark bliver anbragt uden for hjemmet, end andre børn i Danmark

Louise Holck

Det er en bekymrende stor forskel. Bekymrende, fordi anbringelse af et barn uden for hjemmet er et meget voldsomt indgreb, og fordi de danske myndigheder netop har en særlig forpligtelse over for oprindelige folk til at sikre støtte til familien med henblik på børnenes trivsel og udvikling. Eller sagt på en anden måde: Staten skal arbejde for, at barnets trivsel og udvikling sikres i hjemmet, hvor barnet har adgang til sin kulturarv, sit sprog, sin historie og sit ophav.

Samtidig er det afgørende, at beslutningen er retssikkerhedsmæssig i orden. Og her har det blandt andet vist sig, at brugen af psykologiske test i forbindelse med eksempelvis vurderingen af forældrenes forældreevner har været problematisk.

Disse tests er udviklet i vestlige lande til vestlige befolkninger og er med andre ord ikke tilpassede den grønlandske kultur. Så: Er man ikke født og opvokset i Danmark med det danske sprog og det, der i testen defineres som den danske kultur, vil man stå svagere i forhold til at løse mange af de spørgsmål, der indgår i testene. Det viser sig også, at der ikke i tilstrækkelig grad anvendes tolk ved de herboende grønlænderes møde med de danske myndigheder.

Og for det tredje: Specialrapportøren tog ved sit besøg fat på den såkaldte ’spiralsag’. Ifølge DR-podcast­serien ’Spiralkampagnen’ fik næsten halvdelen af 9000 fødedygtige kvinder og piger fra 1966 og i en længere periode frem – og ofte uden deres egen eller deres forældres vidende – opsat spiral af danske læger.

Der var tale om piger helt ned til 12-13 år. Det er en grov krænkelse af retten til selvbestemmelse og beskyttelsen mod nedværdig behandling. Med andre ord: Et væsentligt overgreb fra statens side og set med mine øjne en rendyrket skandale.

Vores samarbejde med grønlandske aktører på området viser desværre, at grønlændere i Danmark på flere områder føler sig udsat for diskrimination

Louise Holck

Sidste år besluttede den danske stat sammen med den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at lave en fælles afdækning af spiralsagen. Det er på sin plads og også noget, FN-rapportøren anerkender. Men han peger også på, at sådan en undersøgelse bør omfatte nyere sager og ikke kun sager frem til 1991, som der nu er lagt op til. Samtidig er det af stor betydning, at vidnesbyrd fra grønlandske kvinder vægtes i udredningen.

Cali-Tzays endelige rapport kommer først en gang efter sommerferien. Men allerede nu bør vi – også politisk – forholde os til kritikken. Og stille os selv spørgsmålet: Udsættes inuitbefolkningen i Danmark for strukturel racisme?

En ting er åbenlyst: Grønlændere i Danmark har krav på at blive behandlet som oprindeligt folk. Og vores samarbejde med grønlandske aktører på området viser desværre, at grønlændere i Danmark på flere områder føler sig udsat for diskrimination. Det bør gøre indtryk både hos lovgiverne og i det øvrige samfund. Og det kalder på handling.

Vi kunne begynde med at undersøge, hvordan grønlandske børn, der anbringes uden for hjemmet, kan få mulighed for at bevare sit oprindelige sprog, kultur og identitet. Vi kunne også sikre, at psykologtests er kulturtilpassede for at kunne indgå i undersøgelser af forældrekompetencer – og dermed potentielt danne grundlag for tvangsfjernelser. At der tilbydes tolkebistand for grønlændere i mødet med kommunen.

Og så er der behov for at styrke myndighedernes koordinering af indsatsen på tværs af de politiske ressortområder.

Med andre ord: Der er nok at tage fat på.