EU klar med nye regler: Forbyder engangsbestik og vatpinde af plastik
PLASTIK: Ny EU-aftale forbyder en række plastikprodukter fra 2021 og sender regningen for plastforurening videre til producenterne. ”En julegave til miljøet,” siger Margrete Auken (SF), mens Plastindustrien advarer om dyrere dagligvarer.
Anders Redder
JournalistVi savner et blik for den samlede miljøeffekt af de her tiltag.
Christina Busk, miljøpolitisk chef, Plastindustrien
Om ganske få år er det slut med at købe vatpinde, bestik og sugerør samt en række andre produkter af engangsplast i EU’s medlemslande.
Et omfattende forbud mod brugen af engangsplast er vedtaget i Bruxelles, hvor Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet er enige om at skærpe reglerne markant.
Forbuddet ventes at træde i kraft i 2021 og dækker foruden plastikbestik og vatpinde også take away-beholdere af flamingoplast og oxo-plast - nedbrydelig plast, der ofte ender som mikroplast i naturen - samt en række andre plastprodukter.
FAKTA - Aftalen om direktivet indebærer:
• Indførelse af et forbud mod salg af visse engangsplastikprodukter i 2021. Dette gælder forbud mod salg af engangsplastikbestik og tallerkener, sugerør, ballonpinde og vatpinde samt specifikt forbud mod kopper og fødevarebeholdere af flamingoplast og et generelt forbud mod oxo-plast. For disse produkter er der alternative produkter på markedet.
• Krav om nationale initiativer til væsentlig reduktion af forbruget af visse engangsplastprodukter til mad og drikkevarer. Det er for eksempel visse fødevarebeholdere til fastfood og take-away samt drikkebægre.
• Krav om separat indsamling af minimum 75 procent af alle plastikflasker til drikkevarer i 2025 med krav om 90 procent indsamling i 2030.
• Designkrav om, at plastlåg på drikkevarebeholdere skal fastgøres, så de ikke kan adskilles fra emballagen samt krav om 25 procent genanvendt plastik i nye plastikflasker til drikkevarer. Kravene vil træde i kraft i 2024.
• Krav om at visse engangsplastprodukter, herunder vådservietter, bind, tamponer og balloner, skal mærkes med information om miljøpåvirkningen ved uhensigtsmæssig bortskaffelse. Kravet vil træde i kraft i 2021.
• At medlemslandene skal sikre, at der fra 2025 etableres et udvidet producentansvar for fiskeredskaber af plastik, cigaretfiltre, engangsbægre, fødevarebeholdere, engangsservice, indpakningsposer, drikkevarebeholdere, vådservietter, balloner og letvægtsbæreposer. Med undtagelse af fiskeredskaberne skal producentansvaret omfatte ansvar for afholdelse af omkostninger til oprydning af henkastet affald.