%20translate(1319%20275)%20translate(42%201)'/%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/g%3e%3c/svg%3e)
Forsker: Overlad den demokratiske kontrol til Parlamentet
INTERVIEW: Europa-Parlamentet er en bedre garant for at sikre en demokratisk lovgivningsproces i EU end de nationale parlamenter, mener Anne Rasmussen fra KU. Hun siger samtidig, at Folketingets fagudvalg bør tage mere initiativ til at påvirke processen tidligt.
Kasper Kaasgaard
RedaktørHele systemet med Europaudvalget er et stykke hen ad vejen forældet. Man har nogle generalister siddende som EU-eksperter. Måden at gøre det på er at få ressortudvalgene så meget som muligt på banen.
Anne Rasmussen
Professor MSO, Københavns Universitet
Snakken, om at ændringerne i EU's beslutningsproces gør det sværere for nationale parlamenter som Folketinget at påvirke lovgivningen, har bestemt noget på sig. Men det kan næppe løses ved, at Europaudvalget kommer tidligere på banen.
Med Amsterdam-Traktaten blev det i 1999 muligt for EU-institutionerne at vedtage lovgivning med blot én behandling. Hensigten var at gøre beslutningsprocessen hurtigere, efterhånden som EU's lovgivning favnede flere områder.
I 2004 vedtog formændene for de politiske grupper i Europa-Parlamentet nogle retningslinjer for, hvordan man skulle forhandle og afslutte aftaler, når man afsluttede tidligt efter de nye regler.
I 2006 fulgte en fælles erklæring mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet, som dannede skole for, hvordan de forskellige institutioner udstedte mandater til de repræsentanter, der forhandlede aftaler på plads.
Indtil videre var der endnu tale om retningslinjer, men i 2008 vedtog førnævnte formænd for de politiske grupper den såkaldte Code of Conduct for Negotiating Codecision Files. Det er en mere detaljeret og bindende model for processen.
Europa-Parlamentet tog modellen til sig i 2009, hvor den blev skrevet ind i Parlamentets regler. I 2012 blev reglerne reformeret, så der nu står direkte, at forhandlerne skal have mandat, ligesom der er nogle krav til sammensætningen af de delegationer, der forhandler på vegne af de forskellige institutioner.
Trialogmøder:
Når lovgivningsprocessen afsluttes hurtigt, sker de reelle forhandlinger i såkaldte trialogmøder. Her mødes repræsentanter fra Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Det er dem, der efter reglerne har fået mandat til at forhandle.
Det varierer, hvor højt i systemet repræsentanterne kommer fra, men de kommer altid fra tilsvarende niveauer på tværs af institutionerne. I førstebehandlingen vil det typisk være rapporteuren, der repræsenterer Parlamentet. I kraft af de nye regler vil udvalgsformanden i stigende grad være med.
Det mener Anne Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Hun forsker i EU's beslutningsproces og har blandt andet undersøgt konsekvenserne af, at lovgivning vedtages stadig hurtigere i EU.
”Rent pragmatisk tror jeg, det ville være meget svært at reformere de nationale systemer, så der ville komme en perfekt demokratisk kontrol ud af det. Jeg ville nok sætte mine penge på Europa-Parlamentet og få procedurerne til at fungere der. Der er man allerede kommet et langt stykke ad vejen,” siger hun.
EU
