Vigtigt værk bidrager til forståelsen af den ukrainske modstandsvilje

I moderne tid kom tankegangen klarest til udtryk på Jalta Konferencen i februar 1945 med deltagelse af den amerikanske præsident Roosevelt, den britiske premierminister Churchill og den sovjetiske diktator Stalin.

I Jalta gik de to førstnævnte med på Stalins krav om at underlægge sig hele Øst- og Centraleuropa, herunder de baltiske lande. Opdelingen af Europa i øst og vest var en realitet.

Fokus på Øst- og Centraleuropa

Med sikker hånd fører Termansen sine læsere gennem de følgende årtiers kamp i Øst og Centraleuropa for at rive sig løs fra den sovjetiske interessesfære: Østtyskland i 1953, Ungarn i 1956, det daværende Tjekkoslovakiet i 1968 og Polen i 1980-81.

Stilmæssigt anvender forfatteren et frisprog – for at udtrykke det nænsomt

Michael Ehrenreich
Fhv. direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Alle oprør blev slået ned med hård hånd af sovjetiske styrker, bortset fra det polske, som lykkedes til sidst.

Begivenhederne skildres grundigt og ind i mellem også intenst. Særligt skildringen af det polske oprør med opbygningen af den fri fagforening af Solidaritet er medrivende.

Anledningen, som startede det hele, var afskedigelsen af en kranfører på Leninskibsværftet i Gdansk kun fem måneder før hendes pensionering, så hun mistede sine særlige pensionsrettigheder efter 30 års ansættelse.

Men det var Lech Walesa, elektriker samme sted og senere Polens præsident, som formåede at gribe øjeblikket og med et utroligt mod føre an i kampen mod det kommunistiske regime.

Med sit stærke fokus på de øst- og centraleuropæiske lande i efterkrigstiden, deres befolkninger og deres skæbne, lukket inde i et jerngreb af russisk undertrykkelse, yder Termansens bog et vigtigt bidrag til forståelsen af den ukrainske befolknings modstandsvilje i den igangværende krig. Ukrainerne, som kender russerne, kender også konsekvenserne, hvis krigen tabes.

Noget lignende gælder for Ruslands øvrige nabolande. De frygter at stå for tur næste gang, og de kender konsekvenserne, for de har prøvet det før.

At få trukket dette element frem, som bogen gør i en bred historisk og samfundsmæssig sammenhæng, savnes for ofte i debatten om krigen. Derfor er det en vigtig bog om Europas værste krise siden 1945.

Mangler etikette

'I Skyggen af Rusland' er ikke resultatet af ny forskning. Den bygger på tilgængeligt materiale, hvilket forfatteren selv etablerer som en grundlæggende præmis. Men selve fremstillingen lader noget tilbage at ønske.

Der er for mange gentagelser. Vi får for eksempel at vide, at det nazistiske Tysklands udenrigsminister Joachim von Ribbentrop var inkompetent, uagtet at det samme blev slået fast på forrige side og minsandten gentages igen tre sider længere fremme – alle tre steder i øvrigt uden at der gøres nærmere rede for inkompetencen endsige gives eksempler på den.

Indholdsmæssigt viderebringes myten om, at USA lovede Kreml ikke at udvide Nato

Michael Ehrenreich
Fhv. direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab

Stilmæssigt anvender forfatteren et frisprog – for at udtrykke det nænsomt. Polen var i 1980 i dyb krise på alle måder. Med Termansens ord var landet ”på røven”.

Et andet eksempel er beskrivelsen af Jalta Konferencen, hvor der blev underskrevet en deklaration om blandt andet frie valg i de befriede lande. Som bekendt levede Stalin efterfølgende ikke op til deklarationen. Den var, skriver forfatteren, ”en fis i en hornlygte”.

En overstået sag bliver i den termanske terminologi til, at ”så var den ged jo barberet”. Hitler ”neglede” Polen i 1939, og en opfordring til at besinde sig bliver til, at de pågældende skulle ”lægge låg på”.

Eksempler, og der er endnu flere, på et ordvalg, som ikke hører hjemme i en seriøs fremstilling af et alvorligt emne.

Nato-udvidelse

Indholdsmæssigt viderebringes myten om, at USA lovede Kreml ikke at udvide Nato, uagtet at den sidste sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov har dementeret, at ordene blev sagt som påstået.

Det er heller ikke rimeligt, at statsmænd som Helmut Kohl, George Bush og Bill Clinton nævnes i samme åndedrag som Ribbentrop, Molotov, Hitler og Stalin.

Apropos Natos udvidelse viderebringer bogen en interessant oplysning. Kort efter den store udvidelse i 2004 tilkendegav Putin overfor alliancens daværende generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer, at Rusland fortsat var imod, men så tilføjede han: ”Ethvert land har ret til at vælge den mulighed, det anser for den mest effektive for at sikre sin egen sikkerhed”.

Spoler vi frem til 24. februar 2022, er der kun at sige: Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt.