Klimatopmødet, hvor EU tabte ansigt

EU kom til COP18 med et meget begrænset mandat. Unionens miljø- og finansministre har i løbet af efteråret ikke magtet at blive enige om at øge EU's ambitioner, og regeringscheferne er slet ikke gået ind i debatten. EU havde derfor ikke meget at spille ud med i Doha, og det gjorde forhandlingerne ekstra svære.

Mattias Söderberg
Senior Advocacy Adviser, Folkekirkens Nødhjælp

Af Mattias Söderberg,
Klimapolitisk rådgiver for Folkekirkens Nødhjælp.

Selvom aftalen fra Doha indeholder mange konkrete resultater - ikke mindst en ny forpligtelsesperiode for den eksisterende klimaaftale, Kyoto-protokollen, og en aftale om at fortsætte forhandlingerne om en ny og global aftale i 2015 - så er Doha-aftalen reelt uden indhold.

Der kom ikke nogen konkrete mål for at reducere det globale udslip af CO2, og der kom ingen bindende aftaler om at yde finansiel støtte til klimakampen i u-landene. Frem mod klimatopmødet i Doha er der ellers kommet rigeligt med opfordringer til at handle. Både FN's miljøprogram, UNEP, og Verdensbanken har i utvetydige vendinger opfordret klodens politikere til at tage nye ambitiøse skridt for klimaet. Så hvorfor skete der intet?

De klimaskeptiske lande
Der er en lang række lande, der altid prøver at obstruere forhandlingerne og sætte barren lavest muligt. Det gælder eksempelvis USA, Canada og Japan, der arbejder indædt imod enhver form for juridisk forpligtigelse til at reducere deres udslip af CO2.

Men også et land som Kina mindsker mulighederne for en mere ambitiøs indsats, blandt andet ved at holde fast i, at de skal kategoriseres som et u-land, og derfor ikke skal binde sig til forpligtigelser, som en række rige lande gør det. De lande er givetvis meget tilfredse med resultatet i Doha, hvor der blev lagt mange planer for alt det, der skal ske en gang i fremtiden - men givet meget få reelle indrømmelser.

EU får aben
Men selv om det er disse lande, der er den direkte årsag til det svage resultat, så risikerer EU at få aben i den kommende debat om, hvem der bærer skylden for det svage resultat.

EU kom til COP18 med et meget begrænset mandat. Unionens miljø- og finansministre har i løbet af efteråret ikke magtet at blive enige om at øge EU's ambitioner, og regeringscheferne er slet ikke gået ind i debatten. EU havde derfor ikke meget at spille ud med i Doha, og det gjorde forhandlingerne ekstra svære.

Og det blev ikke nemmere af, at Polen under forhandlingerne i Doha satte sig på tværs. EU måtte således bruge time efter time på interne forhandlinger, og selv da topmødet for længst var over deadline, og formanden forsøgte at få lukket de endelige forhandlinger, forsøgte Polen at trække i land. Foran ministre og medier fra hele verden blev EU-kredsen derfor nødt til at tage et ydmygende internt møde midt i plenum. Det blev et pinligt øjeblik, da hele verden ventede på EU.

Alligevel er det ikke fair, at det er EU, der ender med aben, når det reelt er andre lande, der udgør den største udfordring og barriere for at få skabt en egentlig global klimapolitik.

Men EU er et demokrati, og medlemslandene har ikke bare ret til at blive hørt, men kan reelt nedlægge veto på de fælles beslutninger. Men når et enkelt medlemsland kan obstruere de andre 26 landes ønsker om handling og dermed skade unionen som helhed, bør man måske overveje, om de interne beslutningsprocesser skal være anderledes. I hvert fald vil det være ønskværdigt, hvis EU inden næste topmøde - der i øvrigt finder sted i netop Polen - får samlet tropperne og taler med kun én stemme.