Korruptionsforsker: Qatargate skal være et wakeup-call for Danmark

Hun fremlagde initiativerne samtidig med, at korruptionssagen fortsat udfoldes i medierne og indeholder en nærmest filmisk karikatur af korruption, hvor kufferter af pengesedler udveksles for konkrete tjenester - at fremme tredjelandes staters interesser i parlamentet. Ifølge anklageskriftet, blev politikerne betalt for at afbøde kritik og fremme et positivt image på vegne af repressive og udemokratiske stater.

Hverken første eller sidste gang

På trods af det dramatiske aspekt er sagen ikke enestående. Det er ikke første eller sidste gang, der er korruption i parlamentet. Men måske sjældent så spektakulært i udførelsen og grænsende til det amatøragtige. Uanset den dramatiske karakter, der tiltrækker vores opmærksomhed for en stund, så rejser sagen nogle helt centrale spørgsmål om korruption i politiske systemer.

Det er ikke første eller sidste gang, der er korruption i parlamentet. Men sjældent så spektakulært i udførelsen og grænsende til det amatøragtige.

Morten Koch Andersen
Korruptionsforsker

Ville det belgiske politi have opdaget sagen og startet en efterforskning, hvis ikke den involverede stater udenfor EU? Ville udvekslingerne af kufferterne være opdaget, hvis parlamentarikernes holdningsændring var mindre markant og offentlig? Og mere centralt, hvordan kan vi som vælgere overbevises om, at politikere ikke fristes af ’kufferter’ i fremtiden?

Manglende interesse hos verdensmestrene

Sagens efterspil har vist et behov for regulering og monitorering – en ny form for etisk opmærksomhed – der kan skabe bedre rammer for demokratisk adfærd i parlamentet. Det er i hvert fald håbet. Parlamentets forperson har foreslået 14 punkter, der skal reformere kontrollen og reguleringen af parlamentsmedlemmernes praksis og adfærd.

Det er gode tiltag, der burde virke som en inspiration i Danmark. I stedet ser vi en manglende interesse for både skandalen og initiativerne herhjemme. Det virker som om, det ikke har nogen betydning i den danske politiske virkelighed. Men vi er jo også verdensmestere i at være det mindst korrupte land i verden – en titel Danmark lige har vundet igen.

Dermed ignoreres for det første, at langt det meste lovgivning laves i EU, og at korruption i parlamentet direkte påvirker os. For det andet, undgås diskussioner om risiko og forebyggelse – der er jo ikke nogen problemer, indtil der er der. Svindelsagen i Socialstyrelsen viste med al tydelighed, at der var et rum for forbedring i forvaltningen, også på det menneskelige plan, som ansvarlig og opmærksom ledelse. Er det glemt? Metsolas initiativer er ikke kun rettet mod at finde og straffe korrupte personer, men at forebygge lignende sager i fremtiden, og dermed ændre en adfærd.

Nye former for korruption i Danmark

Det er sandt, at der ikke er systematisk korruption i Danmark. Men vi har korruption, ligesom vi har fejl. Det er jo mennesker i systemet. Og som andre steder, så har den en særlig national eller lokal karakter, der er kontekstuel givet. Det er derfor, at hverken FN eller OECD arbejder med generiske definitioner men i stedet kataloger af korruption praksisser.

Svindelsagen i Socialstyrelsen viste med al tydelighed at der var et rum for forbedring i forvaltningen. Er det glemt?

Morten Koch Andersen
Korruptionsforsker

Herhjemme er den sjældent direkte monetær men mere baseret på uformelle udveksling af tjenester og fordele. For eksempel, kunne man addressere favoriseringer ved ansættelser som en korrupt handling, dog svært at bevise eller udfordre.

Men med den øgede mængde af spindoktorer går vi måske i den anden retning med specifikt udpegede og politiske motiverede ansættelser af offentligt ansatte. Det er, som det er, og måske mest et udtryk for måden hvorpå politik udføres på i dag, hvor fremtoning og image, og kontrol af narrativer, står centralt i partipolitikken, gerne kommunikeret ’direkte’ igennem sociale medier.

Vi har blinde vinkler i korruptionens praksis.

Uanset, så betyder Metsolas plan, at visse handlinger, der før var ureguleret, nu bliver reguleret, og der bliver sat nogle lovmæssige rammer for politikernes adfærd, hvis den gennemføres. Det vil sige at konkrete handlinger kriminaliseres, herunder udokumenteret kontakt til tredjelandes repræsentanter og betaling for såkaldte venskabsgrupper, karensperioder for tidligere parlamentsmedlemmer, der skal forhindre svingdørsansættelser og udokumenteret lobbyisme, og muligvis et krav om opgørelser af parlamentsmedlemmernes økonomiske interesser med mere. 

Tiltagene fjerner ikke korruption men sætter rammer for, hvordan vi vil have vores demokrati til at fungere nu og i fremtiden. Det kræver kun politisk vilje.

Morten Koch Andersen
Korruptionsforsker

Danmark er igen øverst på Transparency Internationals korruptions indeks. Det er godt. Men der er stadig nogle udfordringer, vi endnu ikke har taget hånd om. Danmark er til stadighed blevet kritiseret af Europarådets anti-korruptionsorgan – Greco – for at vi ikke har karensperioder for politikere, dårlig transparens i ordningerne for partistøtte og ingen krav om deklareringer af politikernes økonomiske forhold og interesser, samt at vi ikke har en national strategi for anti-korruption.

Greco kritiserer videre den begrænsede adgang til information gennem lovgivningen – populært kaldet mørklægningsloven – der indskrænker offentlighedens indsigt i statens virke. Greco konkluderer, at den generelle viden i den danske stat om korruption er simpel. Den er fokuseret på bestikkelse. Derfor eksisterer der ikke en klar eller særlig dyb forståelse for korruptionens mange nuancer. Vi har blinde vinkler i korruptionens praksis.

Hvis politikkerne vil undgå en lignende sag

Parlamentet tog først handling, efter at korruptionen blev opdaget, på trods af de vidste, der var problemer i systemet. Man kan spørge, om vi i Danmark skal vente på en lignende sag, før der tages handling i vores parlament. Det skete efter svindelen i Socialstyrelsen. Vi kunne lade os inspirere af EU og indføre nogle af de samme regler, som forventeligt kommer til at gælde for EU parlamentarikere. Det vil sende et klart signal om, at politikerne bekymrer sig om og tager ansvar for deres repræsentative forpligtelse og for demokratiet.

Hvis de vil tage et længere skridt, kan de reformere offentlighedsloven, så den giver bedre mulighed for indsigt og beskytter offentligt ansatte, og etablere en dedikeret etisk myndighed med ansvar for monitorering og forebyggelse. Tiltagene fjerner ikke korruption men sætter rammer for, hvordan vi vil have vores demokrati til at fungere nu og i fremtiden. Det kræver kun politisk vilje.