Læs her LO's ønsker til dansk EU-formandskab

DOKUMENTATION: LO vil have et dansk EU-formandskab til at arbejde for mere vækst og beskæftigelse i Europa. Her kan du se LO's ønsker for et dansk EU-formandskab, som de har sendt til Europaudvalget
Fakta
Hovedoverskrifterne:
I. Den økonomiske krise
II. Et socialt Europa
III. Arbejdskraft og kvalifikationer
IV. Social dumping
V. Industripolitik og innovation
VI. Et balanceret indre marked

Kilde: LO's forslag til et dansk EU formandskabsprogram
LO's forslag til et dansk EU formandskabsprogram

"Sæt gang i vækst og beskæftigelse i Europa igen"

Forord

LO har sammenfattet sine ønsker og forslag til det kommende danske EU-formandskab. Selvom de nationale formandskaber kun har begrænset indflydelse på den samlede europæiske dagsorden mener vi, at de muligheder, der findes, skal anvendes optimalt. Formandskabet vil blive anderledes end vi har kendt det tidligere, da der er kommet en fast formand for Det europæiske Råd og Danmarks forbehold betyder, at vi på en række områder har begrænset indflydelse.

Europa står midt i en økonomisk krise efter sammenbruddet på de finansielle markeder i september 2008 og den efterfølgende fokusering på en reduktion af staternes offentlige underskud har forstærket krisen i Europa. Vi ser nu omkring 25 mio. arbejdsløse, hvoraf en alt for stor gruppe er unge. Man kan frygte, at arbejdsløsheden stiger op til 30-32 mio. arbejdsløse. Den politik, som den danske regering skal præsentere i EU, skal have som ho-vedmål at reducere arbejdsløsheden og skabe en øget økonomisk vækst, som kan sætte gang i de europæiske økonomier igen.

Udgangspunktet for LO's forslag til formandskabsprogram er, at EU skal anlægge en balanceret tilgang til den politik, man fremlægger. Det indre marked skal ikke bestemme over borgerne, men borgerne skal bestemme over markedet. Det er derfor vigtigt, at den sociale dimension i EU fortsat udvikles. Den nuværende Kommissions indsats på dette område er stort set usynlig og den sociale dagsorden er forsvundet.

Det er vores håb, at Danmark kan bidrage til at finde løsninger på de spørgsmål af betydning for arbejdsmarkedet, som Kommissionen ikke har fundet en løsning på. Mest påtrængende er det naturligvis at finde en løsning på udstationeringsdirektivet, hvor EU-domstolen har forringet direktivet i væsentlig grad især ved at ændre det fra et minimumsdirektiv til et maksimumsdirektiv. Det er nødvendigt i forhold til alle de eksempler, vi ser på social dumping i de forskellige europæiske lande, at værtslandets løn og arbejdsvilkår efterleves.

Jeg håber regeringen og de europæiske institutioner vil finde inspiration i de forslag, som vi præsenterer i det efterfølgende. For Europa har netop nu behov for handlekraft for at skabe vækst i økonomierne så krisen kan overvindes.

Harald Børsting

Se hele dokumentet: 
http://www.ft.dk/samling/20101/almdel/euu/bilag/237/954583.pdf

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024