Martin Lidegaard: Derfor skal du stemme 'ja' til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet

Lige nu er det vores egen plade, der rykker sig, og vi skylder både Europa, freden og os selv at rykke med.  

Selvfølgelig skal Danmark vise solidaritet og tage sin del af ansvaret

Martin Lidegaard (R)

Den første grund er Ukraine. Vi skylder det ukrainske folk og de andre europæiske lande at stå utvetydigt sammen med dem i tragedien og i vores nye fælles virkelighed. Sammenhold uden forbehold. Fællesskab uden sprækker.

Det skal være vores vigtigste svar til den russiske aggression, og selvfølgelig skal Danmark vise solidaritet og tage sin del af ansvaret.

Den anden grund er Tyskland. Med den historiske beslutning om at hæve det tyske forsvarsbudget med 100 milliarder Euro, er den europæiske sikkerhedsarkitektur allerede forandret – uanset hvordan Ukraine ender.

Der tegner sig nu en ny sikkerhedspolitisk akse mellem Frankrig, Tyskland og Polen, der samtidig bliver en ny bærende europæisk søjle i Nato ved siden af den anglo-amerikanske, der hidtil har været absolut dominerende.

Den søjle og den nye europæiske dimension i Nato bør Danmark være en aktiv del af. Både fordi det ville være pinagtigt ikke at tage vores del af det fælles forsvar – og fordi det er i vores aktive interesse at være med fra starten, når det nye Europa skal formes og støbes.

Nogen vil – med rette – indvende, at det er uhyggeligt mange penge, der nu vil blive investeret i militære midler i Europa, når man betænker, hvor lident imponerende russerne har gjort det i Ukraine, og at de europæiske lande allerede bruger mere end fire gange så mange midler som Rusland på forsvaret.

Det er i vores aktive interesse at være med fra starten, når det nye Europa skal formes og støbes

Martin Lidegaard (R)

Om året. Men netop derfor er det afgørende for Danmark at være med til at bestemme, hvad disse mange milliarder skal gå til. Her bør to principper være bærende:

For det første skal en overvejende del af de investerede midler både komme Forsvaret og resten af samfundet til gode.

Forsvaret skal bidrage aktivt til forskning og udvikling af nye teknologier – ikke mindst de grønne – så Forsvaret både selv bliver mere robust og samtidig bidrager til klimaet, til vores digitalisering og til at sikre europæisk adgang og ejerskab til fremtidens værdikæder. Beredskabet skal styrkes markant, så vi både kan håndtere nye militære kriser, men også et mere ekstremt vejr, ukontrollabel migration og så videre.

Det betyder for det andet, at den europæiske søjle i Nato skal tænkes sammen med alle de andre europæiske sektorer, der har betydning for vores sikkerhed. Vores forståelse af sikkerhed skal bredes ud til at kunne matche det 21. århundredes komplekse trusselbillede.

Det europæiske forsvar skal tænkes sammen med EU’s klimapolitik, energipolitik, migrationspolitik, cyberpolitik, digitaliseringspolitik og – især – EU’s handelspolitik, der er det stærkeste redskab af alle i vores sikkerhedspolitiske værktøjskasse.

EU er stadig verdens største marked og det største eksportmarked for stort set alle andre stormagter i verden, herunder USA, Kina og Rusland. Den softpower skal anvendes mere aktivt og kobles mere direkte til EU’s geopolitik.

Endelig er den tredje grund til at stemme ja den uforudsigelige udvikling i USA. Midt i tragedien har det været en ren fornøjelse at iagttage det transatlantiske samarbejde i den seneste måned.

Endelig er den tredje grund til at stemme ja den uforudsigelige udvikling i USA

Martin Lidegaard (R)

Som hånd i handske har USA og EU optrådt med fælles styrke og har formået at spille på alle økonomiske, militære og diplomatiske instrumenter i en stærk samklang, der åbenlyst er kommet bag på Moskva og også viser et godt eksempel for andre store magter, der måtte overveje lignende militære eventyr.

Jeg er helt sikkert ikke den eneste i både USA eller EU, der inderligt ønsker, at dette transatlantiske samspil kan blive normen i de kommende år. Men vi snyder os selv, hvis vi ikke samtidig husker på, hvor vi var med USA for bare to år siden under Trump.

Hvordan ville han have reageret i den nuværende situation med sine åbenlyse forbindelser til Putin og forbehold over for at engagere sig i sine europæiske allierede? Man kan håbe på, at den aktuelle krise vil styrke midten i amerikansk politik, ikke mindst i det republikanske parti, men meningsmålingerne viser desværre et mere uforudsigeligt resultat af det kommende præsidentvalg om to år.

Hvis vi kommer i den situation, bliver EU nødt til at kunne mere selv, og Danmark må levere sit bidrag til det europæiske forsvar. Ingen ønsker den situation, men det er dybest set ikke vores valg – det er amerikanernes.

En af hemmelighederne ved den danske model har altid været vores historiske evne til at træffe de rigtige strategiske valg, når de tektoniske plader ændrer sig på globalt niveau.