Med Løkke rykker udenrigspolitik endelig tilbage i superligaen

Lige siden Per Stig Møller – ufrivilligt – stoppede som udenrigsminister i 2010, har det, som engang var tæt på det fineste, man kunne blive, været behandlet stedmoderligt:

Syv forskellige ministre på tolv år er gået ind og ud ad døren på Asiatisk Plads – og, for nu at sige det, som det er, har kun Martin Lidegaard virket som en, der satte et aftryk. De fleste andre – Espersen, Søvndal, Samuelsen, Kofod – endte med at tabe status og ryge ud.

Derfor er det en gave for dansk udenrigspolitik, at Lars Løkke Rasmussen nu indtager posten som udenrigsminister. Med sin baggrund – allermest, selvsagt, som statsminister i to omgange – er han en sværvægter i superligaen. Ingen kan skubbe rundt med ham.

Mange ser mest Løkke som en stor indenrigspolitiker – han begyndte trods alt i kommunal- og amtspolitik og er berømmet (berygtet af nogle) for sine transformative reformer af det kommunale landskab og sygehuse som indenrigs- og finansminister.

Potentialet til at blive den største siden Uffe Ellemann-Jensen er der.

David Trads

Men…Løkke har åbenlyst også et stærkt udenrigspolitisk kompas. Tre nedslag:

For det første: I 1980’erne, da han var ung VU’er, var han så meget modstander af den sovjetiske invasion af Afghanistan, at han rejste til Kabul og omegn for at støtte den afghanske modstandsbevægelse. Han var beruset af Uffe Ellemann-Jensens frihedskamp.

For det andet: I 2010’erne, da han var statsminister, var alle, der var tæt på ham, klar over, at han havde det mere end svært med den konfrontatoriske linje mod den internationale retsorden, konventioner og EU, som Inger Støjberg og Dansk Folkeparti stod for.

For det tredje: Da han første gang mistede statsministerposten i 2011, indledte han et forsøg på en international karriere med sit formandskab for GGGI, en global organisation for klimaet. Det endte galt af velkendte årsager, men Løkkes intention var klar.

Som tidligere statsminister har Løkke i sagens natur en indsigt i internationale forhold som få og et unikt netværk. Han har mødtes – mange gange, faktisk – med Barack Obama, Donald Trump, Emmanuel Macron, Ursula von der Leyen, you-name-them.

Løkke kan alle de internationale dagsordner forfra og bagfra, han har de vigtigste emner (sikkerhed, Arktis, klima, EU) helt inde under huden, og han har en pondus som få.

Hvordan vil han (Løkke, red.) håndtere det, hvis statsminister Mette Frederiksen pludselig overstråler ham? Det bliver spændende.

David Trads

Jeg kommer til at tænke på engang, jeg besøgte en palæstinensisk leder i Ramallah, som sukkede, da jeg fortalte ham, at Danmark igen-igen havde fået en ny udenrigsminister – for, som han sagde, ’åh, nej, så skal man begynde forfra igen med at oplære en nybegynder’.

Sådan bliver det ikke – slet, slet ikke – med udenrigsminister Løkke. I EU-kredsen af udenrigsministre vil han fra Day One være en af dem, de andre vil lytte til. En eks-statsminister, som har besøgt to præsidenter i Det Hvide Hus, vil USA også byde velkommen.

Hjemme i Danmark – i regeringens indre liv på Slotsholmen og blandt folketingsmedlemmer på Christiansborg – vil Udenrigsministeriet endelig blive taget alvorlig igen. Potentialet til at blive den største siden Uffe Ellemann-Jensen er der.

De alt for store besparelser, som Udenrigsministeriet har fået gennem de forløbne to-tre årtier, vil ifølge det nye regeringsgrundlag blive bremset og vendt til nye investeringer. Ingen vil kunne påtvinge Løkke besparelser, han ikke er selv er enig i. Tværtimod.

Men der er selvfølgelig også faldgruber. Fra 1993, da Niels Helveg Petersen blev udenrigsminister, har ministeriet tabt indflydelse – af mindst to årsager:

Dels fordi ministrene enten har været nede i partiernes hierarkier eller slet og ret har været svage trods formel status. Dels fordi statsministre har overtaget stadig mere af udenrigspolitikken på grund af især EU’s stigende betydning og flere globale kriser.

Løkke er automatisk i toppen af regeringens hierarki – formelt som partiformand for Moderaterne, konkret fordi han er en suveræn politiker. Men hvordan vil han håndtere det, hvis statsminister Mette Frederiksen pludselig overstråler ham? Det bliver spændende.

Og så er der endelig politikken – for hvor vil Løkke placere Danmark? Det tror jeg er nemt at svare på:

Lige præcist der, hvor landet i en given sag får mest indflydelse – akkurat som han har gjort med først Venstre, nu med Moderaterne.