Onsdag slutter otte års autokratisk styre i Polen. Nu venter et formidabelt oprydningsarbejde

Den nye regering vil ifølge regeringsgrundlaget ikke blot reparere retsstaten, men også forbedre forholdet til EU, demokratiet, forholdene for LGBT-personer og muligheden for at få en lovlig abort - og så vil den gøre op med propagandaen i statsmedierne. Politikerne bag den nye regering har udformet detaljerede to-do-lister til deres første 100 dage ved magten.

Det er godt, at de er forberedte, for der venter et formidabelt arbejde med at rydde op efter otte års autokratisk styre. Hvordan kommer man fri af de indædte propagandister på stats-tv uden at blive beskyldt for politisk udrensning a la Lov og Retfærdighed?

Den nye Tusk-regering skal ikke forvente støtte og opbakning fra præsidenten.

Vibe Termansen
Historiker

Hvordan slipper man af med de mere end 2.000 politisk udpegede dommere, så princippet om magtens tredeling kan genindføres? Skal de domme, de har udstedt de foregående år, fortsat gælde, eller skal alt gå om, inklusive skilsmisse- og arvesager og sager om ubetalte P-bøder?

Og sådan er det med hele samfundet, for Lov og Retfærdighed har arbejdet hurtigt, været grundige og haft otte år at løbe på.

Den nye Tusk-regering skal ikke forvente støtte og opbakning fra præsidenten. Andrzej Duda, hvis embedsperiode først udløber i 2025, har gjort det klart, at han støtter den nu tidligere Lov og Retfærdigheds-regering helhjertet og med sin veto-ret vil gøre livet så surt, han kan, for den kommende regering.

Efter valget i oktober lagde Duda ud med at udpege tidligere premierminister Mateusz Morawiecki (Lov og Retfærdighed) til at danne en ny regering, selvom alle (måske på nær Duda, Morawiecki og partiformand Jarosław Kaczyński) vidste, at den ikke ville kunne opnå flertal, og at det dermed var spild af tid.

Der har været spekuleret i, om han ville prøve at forhindre, at Donald Tusk kom med til EU-topmødet denne uge, og at der blev vedtaget en finanslov for 2024 ud fra et princip om, at det er lige meget, om det er skidt for landet, bare det også er skidt for Tusk.

Men det ser ikke ud til at lykkes for ham.

Ungarns premierminister Viktor Orbán, der mister en stærk og vigtig allieret, vil begræde det (regeringsskiftet, red.)

Vibe Termansen
Historiker

Onsdag forventes det, at den nye regering bliver sværget ind af præsident Duda (der skal se, om han kan finde et ansigt, der kan passe til den lejlighed).

Og torsdag kan Tusk så drage til EU-topmøde i Bruxelles for at hjælpe blandt andet Mette Frederiksen med at lægge arm med Viktor Orbán om Ukraines fremtidige forhold til EU - og for at få optøet nogle af de mere end 30 milliarder euro, der er indefrosset på grund af Lov og Retfærdighed-regeringens lemfældige omgang med retsstaten.

At kunne fremvise Adam Bodnar som ny justitsminister og ansvarlig for genindførelsen af retsstaten i Polen vil oplagt hjælpe den sag på gled.

Tusk har brug for euro-milliarderne – både for at vise, at hans regering vil det modsatte af Lov og Retfærdighed med hensyn til demokrati og retsstat, og for at kunne levere på sine valgløfter: bedre løn til lærere, bedre sundhedssystem samt at fortsætte Lov og Retfærdigheds gavmilde socialpolitik (800 złoty i børnepenge er ret mange penge i et land, hvor gennemsnitslønnen er 7.500 złoty).

Regeringsskiftet i Polen vil skifte dynamikken og magtbalancen i hele Europa.

Ungarns premierminister Viktor Orbán, der mister en stærk og vigtig allieret, vil begræde det.

Ruslands premierminister Vladimir Putin, der kan se frem til et EU, der står mere samlet i fronten mod Rusland og i støtten til Ukraine, vil begræde det, ligesom alle andre, der ønsker et svagt EU, der ikke engang kan holde styr på sine egne værdier internt, vil begræde det.

Men man kan jo ikke gøre alle glade.

Det er ikke første gang, at polakkerne har stemt autokrater fra magten. Sidste gang, i 1989, var autokraterne ikke nationalpopulister, men kommunister.

Den 4. august 1989 gennemførtes det første delvist frie valg i hele Østblokken. Det skete i Polen, hvor den frie fagforening Solidaritet ved de berømte Rundbordssamtaler havde formået at overbevise den kommunistiske ledelse om, at borgerkrig var en dårlig ting for alle, og at folket – i Arbejdernes Paradis – burde have lov til at vælge deres ledere (delvist) frit, og ikke udelukkende fra en liste, kommunistpartiet havde udvalgt.

Måske Polens regime-skifte kan indvarsle nye tider i Europa i dag, ligesom i 1989?

Vibe Termansen
Historiker

Det var et epokegørende, nærmest revolutionerende, opgør med tanken om, at kommunistpartiet i Moskva vidste, hvad der var bedst for folk i hele Østblokken, til fordel for tanken om, at folk, også i Østblokken, selv har lov til frit at vælge, hvad de helst vil have.

At indgå den aftale med de kommunistiske ledere og samtidig undgå, at Sovjetunionen eller Warszawapagten greb ind, var komplet uhørt.

At folket mødte op og stemte, at de stemte på de ikke-kommunistiske kandidater, at mange af kommunisternes kandidater derefter hurtigt skiftede side, og at Tadeusz Mazowiecki efterfølgende blev valgt som den første ikke-kommunistiske regeringsleder i hele Østblokken i august 1989, var lige så utroligt, som det var uforudset.

Men det skete. I september klippede Ungarn hul i Jerntæppet, i november faldt Berlinmuren, i december måtte selv Rumæniens diktator Nicolae Ceaușescu give op.

Polakkerne, hvis tradition med (adels-) demokrati begyndte mange hundrede år før vores, stemte både i 1989 og i 2023 autokraterne ud med masser af drama, ballade og uhyrlige beskyldninger - men uden vold.

1-0 til demokratiet.

(I modsætning til kommunisterne blev de her autokrater også stemt ind i 2015, fredeligt og demokratisk, simpelthen fordi polakkerne foretrak dem. Sådan er demokrati).

Måske Polens regime-skifte kan indvarsle nye tider i Europa i dag, ligesom i 1989?

Det er muligt, selvom det lige er gået den anden vej i Slovakiet og Holland. Og vi skal nok i hvert fald ikke forvente, at dette polske eksempel kan efterfølges i Ungarn, hvor Orbán med ændringer af blandt andet valglovene reelt har forhindret, at andre end Fidesz kan vinde, hvor selve forfatningen er ændret, hvor civilsamfundet ikke er så levende (og stædigt, skingert højtråbende og endda popcorn-gumlende, det må man tage med) som i Polen.

Til valget i Polen 15. oktober 2023 stemte hele 74 procent af befolkningen. Det er 34 procentpoint (!) flere end i 2005, året efter at Polen kom med i EU. Det er 12 procentpoint flere end i 1989, da folket skulle tage stilling til intet mindre end om de gerne ville beholde kommunisterne.

2-0 til demokratiet.

De største skred i antallet af stemmer til valget i oktober skete hos de unge og hos kvinderne, der gerne så en ny regering, mindre ballade med EU, mere demokrati og retsstat, bedre menneske- (læs: LGBT) og ikke mindst kvinde-rettigheder (læs: abort).

Det største ryk af stemmer skete i de små og mellemstore byer, hvor flertallet hidtil har stemt på Lov og Retfærdighed. Lov og Retfærdigheds politikere har været flittige til at besøge disse ellers temmelig oversete regioner i Polen, og til at sørge for, at statens midler rakte helt ud og forgyldte det såkaldte B-Polen.

I denne valgkamp rejste Donald Tusk selv, og mange andre fra oppositionen, rundt i de små og mellemstore byer og talte med folk. Så dem. Hørte på dem. Noget, Tusk & co. helt klart ikke var gode til, da de sidst sad i regering fra 2007-15.

Hvis Tusk og den samlede opposition har ambitioner om at repræsentere og forstå de mennesker, der bor i hele Polen, og ikke bare de højtuddannede, velbjærgede, værdi-liberale og progressive i storbyerne, må det da også tælle som en sejr for demokratiet.

3-0, altså.

Onsdag slutter otte års autokratisk styre i Polen forhåbentlig. Det er ikke bare en sejr for demokratiet i Polen. Det er en sejr for demokratiet i hele Europa og kommer til at være afgørende for den europæiske fremtid. Hvad det præcist kommer til at betyde, bliver interessant at følge. Med eller uden popcorn.