Peter Loft: Politiske embedsmænd er kun et problem, hvis de listes ind ad bagdøren

Det har vakt en del opstandelse i politiske kredse og blandt embedsmænd, at regeringen har bebudet en ændring af procedurereglerne for ansættelse i statslige topstillinger, som vil gøre det muligt at udnævne politikere til ambassadører uden et offentligt stillingsopslag.

I sin fulde konsekvens er det da også et meget vidtgående initiativ, som tilmed nærmest listes igennem med en uhørt kort høringsfrist.

Efterfølgende er det kommet frem, at de aktuelle planer skyldes, at regeringen har ønsket at udnævne Kristian Jensen til en ny stilling i Udenrigsministeriet, der skal sikre Danmark en plads i FN's sikkerhedsråd fra 2025 til 2026. Men uanset det konkrete formål kan der være grund til at se nærmere på initiativet ud fra et bredere perspektiv.

Regeringen har ønsket "i helt særlige tilfælde at bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati", har udenrigsministeren begrundet forslaget med. Initiativet er udformet som en ret teknisk ændring af de procedureregler, der gælder for opslag af offentlige stillinger. Derfor er der ikke behov for nogen bred politisk debat i Folketinget – regeringen har allerede hjemmel til at gennemføre denne ændring.

I lyset af det nu kendte formål har det desuden været nødvendigt at gennemføre ændringen med en høringsfrist på fire og en halv dag.

Det er vigtigt, hvis der skal ske en ændring af det danske embedsmandssystem, at det sker ad fordøren.

Peter Loft
Kommentarskribent

Det kan næppe undre, at både idéen og fremgangsmåden har givet anledning til stærk kritik. Udenrigsministeren understreger ivrigt, at der er tale om en klar undtagelse fra de almindelige regler, som kun vil blive bragt i anvendelse i situationer som den nu offentliggjorte, der vel med rette må betegnes som ekstraordinær.

Det ændrer imidlertid ikke på, at der er tale om en fundamental ændring i og opgør med princippet om partineutrale embedsmænd, der er udnævnt på baggrund af deres kvalifikationer og ikke på baggrund af deres politiske tilhørsforhold. Og kan regeringen tage dette skridt, kan den vel også tage yderligere skridt i samme retning – enten på andre områder eller i forhold til flere diplomatiske poster.

Nogle vil formentlig også anføre, at sporene fra de vidtgående bemyndigelser til regeringen i den nu ophævede epidemilov skræmmer.

Det ville have været at foretrække, hvis en så vigtig, på længere sigt så vidtgående og efter al sandsynlighed tillige irreversibel, beslutning kunne være taget på et bredere, mere gennemarbejdet og oplyst grundlag end det foreliggende.

Udover fremgangsmåden er initiativet også blevet stærkt kritiseret for at svække diplomatiet og skabe en overhængende fare for dårligere resultater end dem, en karrierediplomat kunne have opnået. Kritikerne frygtede - i hvert fald indtil det blev kendt, hvad der konkret lå bag initiativet - at de nye muligheder vil blive brugt til belønninger og vennetjenester.

Desuden ses det som et afgørende brud på princippet om upolitiske embedsmænd, som får mange til alene af denne årsag at vende sig imod tanken.

Nu hvor den konkrete begrundelse for initiativet er kendt, er det min formodning, at de fleste argumenter om, at det vil svække diplomatiet, og at Danmark risikerer at skade sig selv i udenrigspolitikken, vil forstumme.

Det er svært at finde konkrete argumenter for, at Kristian Jensen ikke skulle være mindst lige så god som en karriereembedsmand til at agitere for et dansk medlemskab af Sikkerhedsrådet. Det er en ganske særegen opgave, som vel i høj grad er af politisk karakter. At en mangeårig politiker og minister, der oveni købet har været udenrigsminister, tildeles denne opgave, kan næppe ud fra en konkret begrundelse kritiseres.

Tilbage står det mere principielle, at man - om end indtil videre på et meget begrænset og specifikt område - har forladt princippet om upolitiske embedsmænd.

Den konkrete sag, som åbenbart måtte hastes igennem, burde være en velkommen lejlighed til på et bedre oplyst grundlag at indlede en nærmere overvejelse om, hvorvidt der er grund til at løsne op på den hidtidige skarpe sondring mellem embedsmænd og politikere.

Jeg har før givet udtryk for, at jeg finder det ejendommeligt, at vi ubetinget fastholder ønsket om, at departementschefen i et ministerium både skal være den primære politiske rådgiver for ministeren og samtidig den faglige garant, selvom det efterhånden er klart, at departementschefens vigtigste opgave er den politiske rådgivning, og at kravet om faglig indsigt i det område, den pågældende er leder af, ikke længere spiller nogen central rolle.

Det er svært at finde konkrete argumenter for, at Kristian Jensen ikke skulle være mindst lige så god som en karriereembedsmand.

Peter Loft
Kommentarskribent

Er det givet og vist, at neutrale embedsmænd er de bedste til at yde politisk rådgivning, og giver det ikke problemer, at den faglige garant ikke nødvendigvis skal besidde nogen specifik faglig indsigt? Ville det ikke være en fordel i et vist omfang at adskille de to opgaver, således at ministeren selv vælger sine rådgivere, og således at departementschefen ved siden af den politiske rådgivning i højere grad kunne koncentrere sig om at sikre den faglige kvalitet i afgørelser og lovforslag?

Med det seneste initiativ er der slået et - foreløbig ret lille - hul i princippet om de neutrale embedsmænd. Dette kunne være anledningen til en mere dybdegående overvejelse om, hvorvidt det nuværende system er det rette.

Det er vigtigt, hvis der skal ske en ændring af det danske embedsmandssystem, at det sker ad fordøren og ikke gennem små og konkret begrundede skridt, som langsomt, men sikkert fører til en glidning, hvor det til sidst ikke er klart, hvornår en stilling skal besættes efter de gængse regler, og hvornår der kan finde en politisk udnævnelse sted.

Omvendt er der efter min opfattelse også grund til at se på, om der er opgaver, der i dag løses af embedsmænd, som bedre kunne løses af politisk udnævnte rådgivere, således at embedsmændene får mere tid til at kere sig om de traditionelle faglige embedsmandsopgaver.

Den aktuelle sag kunne være en anledning til at igangsætte et udredningsarbejde herom.