Regeringen leverer faktisk på reformerne, men bifaldet udebliver

Om ikke andet kan de dårlige meningsmålinger få dem til at holde sammen ved udsigten til et katastrofevalg for alle tre partier og en genopstandelse af blokpolitikken. Intet tyder på lige nu, at vælgerne giver midten pluspoint. Men meget kan nå at ændre sig i dansk politik på godt to år. Det er set før.

SVM-regeringen blev født som en reform-regering med fortællingen om, at der skulle et utraditionelt flertal hen over midten til at gennemføre de store, nødvendige reformer, som i årevis er strandet i Folketinget på grund af manglende politisk mod, manglende evne til at producere holdbare, langsigtede løsninger og mindre manøvredygtige mindretalsregeringer.

Man kan helt neutralt betragtet ikke sige andet end, at regeringen har fået gennemført, hvad den stillede os som vælgere i udsigt i regeringsprogrammet, og det, der ikke allerede er gennemført af store reformer, kommer til at sætte sit præg på det forestående efterår og vinteren.

En del af de allerede vedtagne reformer kommer faktisk først til at slå igennem i 2025 og 2026.

Hvorfor er det så, at vælgerne ifølge meningsmålingerne forlader de tre regeringspartier i hidtil uset og historisk omfang og strømmer tilbage til de blokke, som det seneste valg var et opgør med? Det blev ikke skjult for nogen ved regeringsdannelsen, at nogle af de udmeldte reformer kunne komme til at skabe dybe forandringer og modvilje.

Regeringen blev født med en krisefortælling som reform-argumentet over dem alle, men krisen blæste væk, inflationen faldt igen, beskæftigelsen er tårnhøj og statskassen bugner af penge.

Regeringen formåede ikke at skabe et nyt narrativ om, hvorfor reformerne stadig ville være en nødvendighed. Men det er de.

Det taler både realiteterne i Danmark med den demografiske udvikling de kommende år for, og det kalder manglen på arbejdskraft, de store investeringer i  klimaindsatsen og fastholdelsen af velfærdsløfterne til danskerne på. Og det taler den fremtidige konkurrenceevne og produktiviteten for. 

Kommentatorkøbing har sat mange mærkater på årsagerne til vælgerflugten. Store bededags forsvinden.

Politisk utroværdighed hos et Venstre, der gik til valg på noget andet end at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Regeringen formåede ikke at skabe et nyt narrativ om, hvorfor reformerne stadig ville være en nødvendighed. Men det er de

Lisbeth Knudsen

Politisk skuffelse blandt Socialdemokratiets vælgere, som har haft svært ved at finde den socialdemokratiske identitet og sjæl i regeringsprogrammet.

Læg dertil mange måneders uro om, Mette Frederiksen ville sige farvel til hele projektet og tage på job i udlandet.

Et velfærdspres i kommunerne, som regeringen alt for sent tog bestik af og først nu frigør ekstra milliarder kroner til at lappe på aftaler med kommunerne og regionerne for 2025.

Et sundhedsvæsen, som virkelig halter, og hvor kuren ligger flere år frem i tiden.

En klima-, energi- og miljøindsats som har været langsommelig og alt for utydelig for vælgerne alt for længe. Listen er lang.

Europa-Parlamentsvalget blev det synlige bevis på, at vælgerne ikke har set regeringens faktisk mange reformresultater i noget som helst positivt lys, for implementeringen af eksempelvis ældrereformen og folkeskoleaftalen og lønløftet og skattelettelserne har meget lange tilløb, og de kan derfor ikke mærkes endnu.

På efterårets hæsblæsende program står udmøntningen af en stor sundhedsreform, udmøntningen af den grønne trepartsaftale til lovgivning, en beskæftigelsesreform med nedlæggelse af jobcentrene, en reform af ungdomsuddannelserne, en fastlæggelse af den fremtidige pensionsalder og en indsats for at forbedre de unges trivsel. En fortsat udmøntning af forsvarsaftalens underliggende delaftaler blandt andet med en ny stor beredskabsaftale er også på to-do-listen.

Det er kæmpe store områder hver især, der er i spil. Nogle af dem med potentiale til virkelig at forandre Danmarkskortet og vores administrative grundstrukturer samt vores fremtidige økonomiske råderum.

Så tilbage til den fiktive grillaften på Marienborg i sommer for de tre partiledere. Hvad er det, der er gået galt med den ellers stærkt koreografere og styrede servering af alle de store udspil og de store præsentationer af de brede politiske forlig om dem? 

Bolsjeord og smuk indpakning er ikke nok. At ministre fra de tre partier hver gang står skulder ved skulder og fordeler taletiden på pressemøderne loyalt mellem hinanden er ikke nok og snart lidt for stereotypt at se på.

Vi skal se for os, hvad det er for en vision for det danske samfund, alle reformerne tegner, og hvad der skal være et troværdigt fundament under reformerne af finansiering, menneskelige ressourcer til rådighed og handlekraft. Masser af handlekraft.

Hvad er det for eksempel for et samlet dansk uddannelsessystem, vi skal se for os om 2-3 år? Hvad er målsætningerne? Hvad er der under de fine overskrifter om en tryg alderdom om 2-3 år? Hvad er målsætningerne? Hvad er der under de enorme processer, der skal til for at realisere den grønne treparts ambitioner om flere naturområder, mere skov og genopretning af livet i havene?

Regeringen kommunikerer i alle reformpræsentationerne afbureaukratisering, mere frihed, færre regler, decentralisering, mindre kontrol og mere tillid, men sådan opleves det endnu ikke hos borgerne, medarbejderne og lederne i den offentlige sektor eller i erhvervsvirksomhederne.

Og der ude i virkeligheden er det ikke det talte ord, der gælder, men den oplevede hverdag.

Hvis regeringen taber momentum i forhold til sin reformdagsorden og frygt for at meningsmålingerne bider sig fast, så mister den også sin eksistensberettigelse

Lisbeth Knudsen

Hvis regeringen taber momentum i forhold til sin reformdagsorden og frygt for at meningsmålingerne bider sig fast, så mister den også sin eksistensberettigelse.

Det giver ikke mening at føre tre så forskellige partier sammen i en regering hen over midten, hvis ikke der er et særligt formål.

Omvendt har reformer i sig selv aldrig givet danske regeringer medvind hos vælgerne.

Der skal skabes en ny forståelse for den demografiske bombe, som rammer os i de kommende år med en mindre arbejdsstyrke og langt flere ældre.

En forståelse for hvordan det vil udfordre kommunerne og regionerne. Der skal skabes en helt anden fart på implementeringen af kunstig intelligens til at frigøre arbejdskraft til de opgaver, som kræver mennesker.

Og endelig må der tales åbent om, hvad vi som danskere kan og skal forvente os af samfundskontrakten med velfærdsdanmark i fremtiden.

Den fiktive grillaften på Marienborg måtte gerne udløse en ny samlet fortælling fra regeringen om, hvor vi er på vej hen med alle reformerne. Den nye fortælling måtte gerne være en slags fælles forståelsesramme eller et fælles roadmap på moderne nudansk. En forståelse af hvordan vi kommer fra et nedslidt velfærdsdanmark til et moderniseret og revitaliseret velfærdsdanmark.