Tvivl om Støjbergs europæiske alliance: Danmarksdemokraterne flirter med EU's konservative

Inger Støjberg vil ikke sidde i gruppe med "folk, der ikke kan tage afstand fra Putin," og derfor er det nu en mulighed, at Danmarksdemokraterne vil gå efter Europa-Parlamentets konservative EPP-gruppe i stedet for den EU-kritiske ECR-gruppe. "Det er et maskefald," siger DF's Anders Vistisen.

Det er første gang, at Danmarksdemokraterne stiller op til et valg til Europa-Parlamentet.
Det er første gang, at Danmarksdemokraterne stiller op til et valg til Europa-Parlamentet.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Malte BruhnFrida Flinch

Det er lidt en "no brainer".

Sådan sagde Danmarksdemokraternes spidskandidat, Kristoffer Storm, til DR, da han i april annoncerede, at han vil gå efter en plads i den nationalkonservative og EU-kritiske ECR-gruppe, hvis danskerne vælger ham til Europa-Parlamentet.

Men ved Folketingets afslutningsdebat onsdag skabte hans formand, Inger Støjberg, pludselig tvivl om partiets europæiske tilhørsforhold frem mod EU-valget 9. juni.

Fra talerstolen sagde hun nemlig, at der er "mulighed for" at Danmarksdemokraterne i stedet vil søge om optagelse i den store, konservative og kristendemokratiske EPP-gruppe, der befinder sig et skridt længere inde på den politiske midte.

Den anden mulighed er, som jeg ser det, EPP-gruppen

Inger Støjberg (DD)
Formand

Hun påpegede, at ECR-gruppen fortsat er den "ene mulighed".

"Den anden mulighed er, som jeg ser det, EPP-gruppen. Men nu må vi se, hvordan sammensætningen i Europa-Parlamentet bliver. Men vi kan godt finde ud af at tage afstand til udemokratiske kræfter," lød det fra Inger Støjberg.

Konservative er det eneste nuværende, danske medlem af EPP-gruppen, der især styres af det tyske, kristendemokratiske CDU-parti. Men også Liberal Alliance har ladet forstå, at man kommer til at søge om optagelse i gruppen efter valget.

Ingen af partierne vil på forhånd udelukke, at Danmarksdemokraterne kan komme med på vognen. De påpeger dog begge, at optagelsesproceduren først begynder efter valget.

Altinget har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg og partiets EU-spidskandidat Kristoffer Storm.

Orbán er velkommen

Inger Støjbergs melding fra talerstolen kom som en reaktion på et spørgsmål stillet af Moderaternes Mohammed Rona.

Han spurgte ind til, om Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne kan sidde i gruppe med det ungarske Fidesz-parti, der ledes af landets premierminister Viktor Orbán, der – som Mohammed Rona sagde det – "støtter Putin".

Bemærkningen tog udgangspunkt i de verserende spekulationer om, hvordan den europæiske højrefløj vil konstituere sig i det kommende Europa-Parlament.

I de seneste uger har der i Bruxelles især floreret vedvarende rygter om, at Viktor Orbán, der i 2021 blev presset ud af EPP, vil forsøge at komme ind i netop ECR-gruppen, som Støjberg oprindeligt havde udset sig, men som hun nu holder ud i strakt arm.

I ECR sidder blandt andet Sverigedemokraterne, den italienske premierminister Giorgia Melonis Italienske Brødre og det tidligere polske regeringsparti PiS.

I april sagde den tidligere leder af PiS-regeringen, Mateusz Morawiecki, at han "håber, at Viktor vil slutte sig til vores gruppe".

"Men det er op til ham og til vores delegationer," sagde Mateusz Morawiecki under et arrangement i Europa-Parlamentet, hvor Viktor Orbán deltog.

Læs også

Nej til nynazister

Inger Støjberg nævnte ikke selv Viktor Orbáns navn, da hun stod på Folketinget talerstol.

Men hun understregede, at hun "ikke kommer til at sidde i gruppe med folk, der ikke kan finde ud af at tage afstand til Putin".

"Vi kommer heller ikke til at sidde i gruppe med folk, der ikke kan finde ud af at tage afstand til nynazister," sagde hun.

Det var en talelinje, hun gentog, da hun kort tid efter blev forsøgt grillet af Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, der undrede sig over Støjbergs nye kurs.

"Vi skal ikke sidde i gruppe med nogle, der er nynazister, og vi skal slet ikke stille os i spidsen for en gruppe, hvor den slags sker," gentog Inger Støjberg.

Partiformanden henviste til, at Dansk Folkepartis EU-spidskandidat, Anders Vistisen, har repræsenteret Europa-Parlamentets højreorienterede Identitet og Demokrati-gruppe i en række store EU-debatter.

Tiden er kommet til, at vi slår os sammen

Marine Le Pen
Leder af Rassemblement National

Netop ID-gruppen har haft store problemer med det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD).

Senest har partiets EU-kandidat Maximilian Krah sagt til en italiensk avis, at han "aldrig vil sige, at enhver mand iført en SS-uniform automatisk var en kriminel".

Netop den udtalelse var dråben, der fik bægeret til at flyde over for Marine Le Pen, der som leder af det franske højre-parti Rassemblement National, står i spidsen for ID-gruppens største delegation.

Hun har – med støtte fra Dansk Folkeparti – krævet AfD's repræsentanter smidt på porten.

I denne uge gik den franske præsidentkandidat et skridt videre med forslaget om at danne en helt ny gruppe i Europa-Parlamentet med Italiens leder, Giorgia Meloni, der sidder på magten i ECR.

"Tiden er kommet til, at vi slår os sammen. Det vil virkelig være gavnligt. Hvis det lykkes, vil vi blive den næststørste gruppe i Europa-Parlamentet," lød det fra Le Pen i en italiensk avis.

Læs også

Ingen fine fornemmelser

Anders Vistisen støtter Marine Le Pens forslag om at slå pjalterne sammen med ECR og Giorgia Meloni. Men han kritiserer, at Inger Støjberg forsøger at åbne en dør på klem for EPP.

"Det er et maskefald, der viser, at Danmarksdemokraterne ikke er et EU-kritisk parti, som de hævder. EPP-gruppen er den største integrationsmotor i det europæiske samarbejde, og de bliver ledet af de tyske konservative, der har et enormt ansvar for flygtningekrisen i 2015. Værdipolitisk er de slet ikke det samme sted som den danske højrefløj, så det er helt uforståeligt, at man åbner for et samarbejde med dem," siger Anders Vistisen.

Men du vil alligevel gerne sidde i gruppe med Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne i Europa-Parlamentet, hvis partiet ender i ECR, og I slår jer sammen til én stor højrefløjsgruppe?

"Jeg er klar til at samarbejde med alle, der har et oprigtigt ønske om, at EU skal bestemme mindre. Hvis Danmarksdemokraterne vil føre den politik, så må de da gerne sidde i gruppe med os," siger Anders Vistisen og tilføjer:

"Jeg har ingen fine fornemmelser".

De kan bestå optagelsesprøven

Konservatives spidskandidat ved EU-valget, Niels Flemming Hansen, kan "godt forstå, at flere partier vil søge ind i EPP".

Det skriver han i en mail til Altinget.

Det er et maskefald, der viser, at Danmarksdemokraterne ikke er et EU-kritisk parti, som de hævder

Anders Vistisen (DF)
EU-spidskandidat

"Når det er sagt, så er det helt rigtigt, at en eventuel optagelsesproces først finder sted efter valget. Der er med andre ord kun ét parti, der er sikret en plads i EPP, og det er Det Konservative Folkeparti. Uden os vil Danmark gå glip af afgørende indflydelse i EU," skriver han.

Liberal Alliances EU-spidskandidat, Henrik Dahl, har "ikke nogen mening om", hvorvidt Danmarksdemokraterne bør være velkomne i EPP eller ej.

Han siger, at det er "EPP, der bestemmer", om Danmarksdemokraterne kan få plads i partigruppen.

"Men hvis de kan bestå optagelsesprøven, så har de jo bestået prøven," siger Henrik Dahl.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partiformand (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Henrik Dahl

Kommende MEP (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

Anders Vistisen

MEP (DF)
cand.jur. (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024