Tidligere ambassadør: Udnævnelsen af Kristian Jensen giver god mening

At gøre Kristian Jensen (V) til særlig udsending med henblik på at få Danmark i Sikkerhedsrådet i 2025-26 giver god mening.

Hvis udnævnelsen af Kristian Jensen havde været til jobbet som dansk ambassadør ved FN-Missionen i New York, havde det været en helt anden sag.

Jan Top Christensen
Fhv. ambassadør i Libanon og Filippinerne

Jobbet, han skal udføre, er jo ikke et almindeligt ambassadørjob. Kendskab til FN's kringelkroge og mange procedurer er ikke en forudsætning for at få succes med opgaven. Danske embedsmænd i New York, på Asiatisk Plads og andre steder skal nok tage sig af procedurerne.

Kristian Jensens opgave bliver at tage personlig kontakt med de relevante aktører, beslutningstagere fra andre lande. Det drejer sig om udenrigsministre (måske endda regeringschefer) fra andre lande. Og da flere landes ambassadører ved FN i New York reelt opererer uden instruktion fra hovedstaden ved afstemningen, så skal de også kontaktes.

Det bliver en lang og sej proces for at få mindst 129 af de 193 lande i FN til at stemme for Danmark. Det er slet ikke for tidligt at komme i gang. Det siges, at de to lande, der per januar repræsenterer den vestlige gruppe i Sikkerhedsrådet, Norge og Irland, startede deres kampagner ti år, før valget fandt sted sidste sommer.

Mette Frederiksen har skudt papegøjen
Min påstand vil være, at til denne helt specifikke funktion, vil Kristian Jensen have ganske fine forudsætninger. Hans fortid som udenrigsminister (samt finansminister og skatteminister) vil give ham mere clout i udlandet som særlig udsending, end hvis det var en veltrimmet embedsmand.

Og ved at vælge Kristian Jensen fra “The Liberal Party” har Mette Frederiksen skudt papegøjen. Meget tyder på, at det fortsat vil være en socialdemokratisk regering, der danner regering midt 2024, når valget til Sikkerhedsrådet skal finde sted for 2025-26. Så politisk vil Danmark være bredt dækket ind. Og så lukkede statsministeren også for anklagen om nepotisme og vennetjenester ved at udnævne Jensen.

Det er interessant, at der ikke var samme voldsomme reaktioner, da Ditlev Engel i 2019 blev udpeget af Løkke Rasmussen som særlig udsending for energi og klima.

Jan Top Christensen
Fhv. ambassadør i Libanon og Filippinerne

Den funktion, Kristian Jensen skal udføre, ligger langt fra en ambassadørs område. Eller måske bedre, er blot ét enkelt aspekt af de mange, mange forskellige opgaver, en rigtig ambassadør normalt tumler med.

Hvis udnævnelsen af Kristian Jensen havde været til jobbet som dansk ambassadør ved FN-Missionen i New York, havde det været en helt anden sag. Så havde de mange indvendinger mod hans udnævnelse haft mere fast grund under fødderne, for Kristian Jensen ville ikke have haft den nødvendige dybe fond af viden om FN og veludviklet kendskab til de indviklede procedurer, der er en forudsætning for effektivt at udføre ambassadør-jobbet.

Frygt for "worst case scenario"
De mange protester mod udnævnelsen af Kristian Jensen synes i betydeligt omfang at foruddiskontere en videre udvikling hen mod udnævnelse af politikere til egentlige ambassadørstillinger. Så det er nok mere frygten for “worst case scenario”, end en velkalibreret reaktion på den aktuelle udnævnelse, vi har set de sidste dage fra nuværende og tidligere ansatte i Udenrigsministeriet.

Så længe muligheden for politisk udnævnelse af danske udsendinge bruges “i helt særlige tilfælde” til specielle opgaver, så kan Danmark have fordel heraf.

Jan Top Christensen
Fhv. ambassadør i Libanon og Filippinerne

I øvrigt er det interessant, at der jo ikke var samme voldsomme reaktioner, da Ditlev Engel i 2019 blev udpeget af Løkke Rasmussen som særlig udsending for energi og klima.

Det er velkendt, at mange andre lande anvender politisk udnævnte ambassadører. Traditionelt er omkring 30 procent af USA's ambassadører politisk udnævnte. Ofte udpeges personer, der har skæppet i kisten for valgkampagnen for den netop valgte præsident. Seneste amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man anvender folk, der ingen forståelse har for det komplicerede diplomatiske arbejde.

Helt at udelukke, at personer med lang politisk baggrund vil kunne udfylde ambassadørjobbet professionelt, kan man selvfølgelig ikke. Men det vil nok kræve, at der er høstet erfaringer fra andre områder end det politiske maskinrum, som efterhånden er den eneste særlige virkelighed, mange danske politikere kender til.

Gode canadiske erfaringer
Et godt aktuelt eksempel på en person, der effektivt fylder det diplomatiske jakkesæt ud, er Bob Rae, der siden juli 2020 har været canadisk ambassadør ved FN i New York. Bob Raes baggrund er bred og mangfoldig, og næppe nogen dansk politiker har et lignende CV.

Bob Rae har universitetsgrader fra universiteterne i Toronto og Oxford. Han er mangeårig politiker og han var fra 1990-95 premierminister for Ontario, den største provins i Canada med 15 millioner indbyggere. I nogle derefter år var han praktiserende advokat og arbejdede meget med de indfødte folk i Canada og menneskerettigheder. Senest var han i 2017 den liberale føderale regerings særlige udsending til rohingya-konflikten i Myanmar og i 2020 særlig udsending for humanitære og flygtningespørgsmål.