Unge dropper chefrollen. Har vi gjort ledelse til et taberfag?

Tallene er fra konsulenthuset Ballisager, og de er stærkt foruroligende. For hvis de kommende generationer ikke har lyst til at påtage sig lederansvaret, hvem skal så?

Og hvorfor er det at være leder så lidt attraktivt for de kommende generationer? Måske fordi de har set egne ledere, som har kæmpet med ledelsesansvaret?

Måske fordi de har været børn af ledere og oplevet, hvilken pris familien betaler, når en forælder er topleder? Eller måske er det bare så simpelt, at de gevinster som ligger for enden af lederskabet ikke er nogle, de yngre generationer ønsker sig?

Men hvad er egentlig man siger nej til, når man fravælger ledelse?

Først og fremmest siger man nej til at tage ansvaret på sig. Man takker nej til at udstikke retning og skabe følgeskab. Man siger nej til at træffe beslutninger og til at sætte kvalitetsbarren for, hvordan opgaver løses i pågældende virksomhed.

Man frasiger sig også muligheden for at påvirke arbejdspladsens strategiske valg og til at omorganisere og rationalisere andres arbejde.

På positivsiden tæller, at man bliver fri for at være det dumme svin, der fører sparekniven, eller bare den, der aldrig er helt velkommen til frokostbordet eller sommerfesten.

Alt for ofte har jeg ladet historien om ledelsesarbejdet været båret af tyngden af ansvaret

Jane Mylenberg
Selvstændig rådgiver og debattør

Man er heller ikke hende, der en lørdag aften til en hyggelig vennemiddag mærker telefonens vibreren i lommen og med et hastigt blik på skærmen må sige ”jeg bliver nødt til at tage den her”.  Eller ham der misser et forældremøde, fordi arbejdet trumfer.

De fravalg er til at leve med, tænker de fleste vel.

Men et nej til ledelse er også et nej til at skabe rammer for, at andre kan vokse. Det er et nej tak til at opleve glæden, når en kollega indser, at det, der syntes uoverkommeligt nu pludselig lykkes.

Det er også nej tak til at udtænke en strategi, som flere år senere viser sig at være helt rigtigt tænkt. Det er nej til at gå ind i et bestyrelseslokale og opleve, hvordan et rum fyldt med de rigtige kompetencer bliver din rygstøtte og dit udviklingsrum.

Et nej til ledelse kan også være et nej til høj grad af selvbestemmelse og fleksibilitet, og til at du kan få hjælp af andre til at løse udfordringer præcis, når du har brug for det. Og så er det grundlæggende et nej tak til at påtage sig et ansvar – også på fællesskabets vegne.

Det siger sig selv, at det er og især bliver et voldsomt problem, hvis vi ikke lykkes med at få flere yngre til at få lyst til at påtage sig lederansvar.

Men vi, der har eller har haft ansvaret må også gribe i egen barm og indse, at vi ikke ligefrem har fået det med ledelse til at fremstå hverken særligt nemt eller spændende.

For egen regning efter 30 år som leder kan jeg i hvert fald genkalde mig mange eksempler, hvor jeg har gjort for lidt for at formidle min egen glæde ved lederskabet.

Alt for ofte har jeg ladet historien om ledelsesarbejdet været båret af tyngden af ansvaret, de mange timer og det altid at skulle stå til rådighed.

Hvad er det så, de unge vil have? Det har Roberta Katz, antropolog på Stanford University, undersøgt i et stort forskningsprojekt.

Katz peger på, at Generation Z vil ændre arbejdsmarkedet markant. De vil efterspørge og forvente konstant forandring og se deres arbejdsplads som et sted, hvor de kommer for at gøre en forskel.

De prioriterer samarbejde over individuelle indsatser, og de vil have ledere, som leder med konsensus. De tror ikke på hierarki for hierarkiets skyld, og er de optagede af mental sundhed og work-life balance.

De ser anderledes på loyalitet og har bestemt ikke 25-års jubilæet på samme arbejdsplads som et mål. Endelig værdsætter de tillid og autenticitet – ord og handling skal hænge sammen.

Hvis de unge virkelig vil ændre arbejdsmarkedet, så må de også selv gribe fat i roret – og ikke bare stå på sidelinjen og kritisere.

Det er nemt at pege fingre og snakke om work-life balance og autentisk ledelse, men hvor er viljen til at påtage sig ansvaret og gå forrest?

Hvis de ikke gider tage chefrollen, hvem skal så lede vejen mod de arbejdspladser, de drømmer om?

Jane Mylenberg
Selvstændig rådgiver og debattør

Hvis de ikke gider tage chefrollen, hvem skal så lede vejen mod de arbejdspladser, de drømmer om?

Og til os, der sidder i lederstolene nu: Måske er vi selv en del af problemet. Vi har brugt årtier på at opbygge vores magt og positioner, men har vi været gode nok til at vise, at lederskab også kan være meningsfuldt og spændende?

Måske har vi ladet historien om ledelse blive reduceret til en fortælling om opofrelse og konstant tilgængelighed, og måske har vi glemt at fortælle om glæden ved at skabe forandring og få andre til at blomstre?

Hvis vi vil have de unge til at få lysten til lederskab, kræver det mere end snak – både fra dem og fra os. Nogle af os bliver nødt til at træde til side, før vi er klar til det, og de unge bliver nødt til at træde op og tage ansvar.

Hvis ikke, kan vi lige så godt droppe snakken om forandring – for ingen af os vil være klar til at betale prisen.