Ny mærkningsordning sparer landbruget for millioner
Marie Dissing Sandahl
Arbejdsgruppen har arbejdet et år og består af:
Birgit Hendriksen, Fødevarestyrelsen
Rune Lind, Fødevarestyrelsen
Thorkild Bastholm, Fødevarestyrelsen
Charlotte Thøgersen, Fødevarestyrelsen
Per Olsen, Landbrugsraadet
Poul Tolstrup Christensen, DMA
Thorkild Lykke, Dansk Kvæg
Elektronisk øremærkning af kvæg bliver obligatorisk fra årsskiftet, og det vil spare landmændene for både tid og ikke mindst penge. De nye elektroniske mærker er ét af ni konkrete forslag til ændringer til regelforenkling, som Fødevarestyrelsen og repræsentanter for landbruget er blevet enige om at gennemføre.
Alene de nye elektroniske mærkninger af kvæg vil betyde besparelser for erhvervet på 68 millioner kroner, når de om tre år er ført helt ud i livet. Og det selvom de nye mærker er 15,56 kroner dyrere for landmanden at erhverve end de gamle gule mærker.
"Landmændene får udgifter til de nye mærker og til den maskine, der skal aflæse mærkerne - og det sidste gælder også for slagterierne, men i det samlede løb, så sparer landmændene penge, fordi der er tid at spare i stalden og i den daglige kontrol med bedriften. I kroner og øre er tidsbesparelsen alene cirka 50 millioner værd," forklarer Thorkild Bastholm, der er specialkonsulent i Fødevarestyrelsens Kontor for Husdyrsundhed.
Dokumentation hentet fra arbejdsgruppens rapport:
Arbejdsgruppen indstiller at:
- Der fra 1. januar 2010 indføres obligatorisk elektronisk øremærkning af kreaturer
- Der i 2010 udvikles en elektronisk løsning til gratis indberetning af lovpligtige oplysninger til CHR vedr. kvæg, får og geder.
- Der i 2010 fortsættes med at vurdere behovet for udsendelse af materiale fra CHR og Kvægdatabasen.
- Der i 2010 - såfremt Økonomistyrelsens Dokumentboks er klar - udvikles en løsning til afsendelse af elektronisk post fra CHR. Desuden erstattes papirudsendelser fra Kvægdatabasen med
elektronisk tilgang til data i det omfang det er muligt. Endelig arbejdes på løsning med lokalt print af kvægpas. - Arbejdet med reduktion af de administrative byrder i regi af AMVAB (aktivitetsbaserede målinger af virksomheders administrative byrder) fortsætter og er en løbende aktivitet. Desuden kontaktes
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på korrektion af AMVAB-målingen.
Arbejdsgruppen anbefaler at:
Der bør arbejdes videre med nedenstående emner med henblik på, at disse kan iværksættes, så snart der i givet fald viser sig mulighed herfor. Det drejer sig om følgende emner:
- Batchvis indtransport af slagtesvin. Dette iværksættes, så snart der er grønt lys fra EU-Kommissionen.
- Forenkling af procedurerne for indsamling af data til afgiftsfonde. Dette forventes klar i 2011.
- Som led i EU's nye dyresundhedsstrategi arbejdes for en ændring af mærknings- og registreringskontrollen. Kontrollen ændres, så snart der er mulighed herfor.
- Der arbejdes løbende på at rationalisere CHR-administrationen hos Dansk Kvæg.