Lissabon får begrænset betydning for landbruget
Marie Dissing Sandahl
Det betyder, at Parlamentet får mulighed for at standse eller få gennemført ændringer i lovgivningsforslag fra Kommissionen, som ellers har støtte af et flertal i Rådet. På sigt er konsekvensen formentlig en mere europæisk landbrugspolitik. Landbrugspolitikken i EU er i dag stærkt præget af, at Rådet er låst af meget nationale positioner, for eksempel nogle landes indædte modstand mod reduktion af støtteordninger.
Jens Hartig Danielsen
Professor, Aarhus Universitet
1. december træder Lissabon-traktaten i kraft, og det betyder ændringer på en lang række områder. Men traktaten får ikke umiddelbart den store betydning for udmøntningen af landbrugspolitikken, vurderer professor i EU-ret Jens Hartig Danielsen fra Aarhus Universitet.
EU har i mange år haft en fælles traktatfæstet landbrugspolitik, og det er ikke indholdet af den, der forandres. Derimod ændres proceduren for, hvordan der skal lovgives om landbrugsspørgsmål, forklarer Jens Hartig Danielsen. Og det kan over tid få konsekvenser for området, vurderer han.
Hidtil har Rådet kunne træffe beslutninger med et kvalificeret flertal og kun en høring fra Parlamentet. I næste uge får Parlamentet medbestemmelse på landbrugspolitikken.