Det kan bremse den grønne omstilling, når forhandlingsbordet overdynges med idealisme
Det er ligeså vigtigt, at grønne organisationer presser på for ambitiøse, ideelle og holistiske løsninger, som det er at hjælpe et holdbart kompromis på vej. For hvis de politiske forhandlinger om en CO2-afgift overdynges med idealisme, går udviklingen i hårdknude og landbruget kommer ikke med, skriver Connie Hedegaard.
Connie Hedegaard
Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. minister & MF (K), EU-kommissær, bestyrelsesmedlem i Danfoss, Villum fonden og BBVAFormentlig havde Radio4’s redaktører forventet større uenighed, da jeg i et eftermiddagsprogram blev sat over for kvægavleren Claus.
At jeg går ind for en CO2-afgift for landbruget er ingen nyhed, men måske det var nyt for lytterne, at Claus faktisk ikke var så uenig.
Han var helt med på, at der er en klimaudfordring. Han var også med på, at landbruget skal bidrage til at imødegå den, og at en CO2-afgift kunne være en vej frem.
Og så lagde han tydeligt afstand til Bæredygtigt Landbrug, der med konstruerede argumentationskæder forsøger at bekæmpe CO2-afgiften blandt andet med henvisning til, at dansk landbrugs bidrag kun udgør én promille af det globale CO2-problem.
Løbende har industrien omsat miljø- og klimakrav til innovation og modernisering, og nye danske styrkepositioner er blevet skabt.
Connie Hedegaard
Tænk hvis industrien dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor fokus var på industriens røg, støj og møg, havde modsat sig regulering, miljøkrav og spildevandsafgifter med henvisning til, at deres forurening kun udgjorde én promille af den globale forurening.
Hvor ville industrien have været i dag?
Hvor ville det danske samfund have været uden produktionssektorens eksportindtægter og de tusindvis af industriarbejdspladser i Nordborg, Bjerringbro og Kalundborg?
Løbende har industrien omsat miljø- og klimakrav til innovation og modernisering, og nye danske styrkepositioner er blevet skabt.
Nu er turen så endelig kommet til landbruget. Er det let? Overhovedet ikke. Har landbruget en pointe, når de påpeger, at det er særlig svært at finde den rigtige model for dem, eftersom de arbejder med biologiske processer? Sikkert.
Vi ved bestemt ikke alt, men vi ved nok. Nu skal der hugges til. Det kræver mod. Også politisk.
Connie Hedegaard
Derfor vil omstillingen også tage tid, hvorfor det er dobbelt så kritisabelt, at landbrugslobbyen har trukket tiden for afklaring så urimeligt længe ud med evindelige overspringshandlinger og krav om flere rapporter, undersøgelser, analyser.
Vi ved bestemt ikke alt, men vi ved nok. Nu skal der hugges til. Det kræver mod. Også politisk.
Og politikerne finder kun tilstrækkeligt mod, hvis der er accept fra i hvert fald en del af sektoren.
At opnå en vis accept hos Claus og ligesindede yngre landmænd kræver en balanceret tilgang. Truslen om, at ens bedrift er væk i morgen, gøder næppe jorden for opbakning.
Så ligeså vigtigt det er, at grønne organisationer presser på for ambition og inspirerer beslutningstagerne med gennemarbejdede, ideelle og holistiske løsninger, ligeså vigtigt er det nu at hjælpe et holdbart kompromis på vej.
Som folketingsmedlem Ida Auken (S) har advaret om, skal man passe på med at overdynge de politiske forhandlinger om en CO2-afgift med så mange ideelle ønsker, at alt går i hårdknude og ingenting sker.
CO2-afgiften skal vedtages nu. Det ville være decideret bizart, hvis Danmarks såkaldt liberale erhverv var det eneste, der skulle fritages for det mest liberale instrument, der findes: et prissignal.
Både den danske og den europæiske landbrugsstøtte kan målrettes langt mere, så der bliver en ekstra gulerod til dem, der skal og vil omstille.
Connie Hedegaard
Til gengæld kan nogle af pengene gå tilbage til fremme af omstilling i sektoren, ligesom både den danske og den europæiske landbrugsstøtte kan målrettes langt mere, så der bliver en ekstra gulerod til dem, der skal og vil omstille.
Og ja, der skal også mere gang i forskning og udvikling ikke mindst i forhold til det plantebaserede. Finanssektoren må også med ind i ligningen, og kan der mon findes en balance med udtagning af jorde mod at dyrkning kan intensiveres på robuste jorde?
Den slags spørgsmål skal håndteres.
Men politiske aftaler ender uhyre sjældent i det ideelle. Ofte til frustration for de idealistiske organisationer, der udefra spiller ind til politikerne.
Men i de kommende uger og måneder har partierne brug for også de grønne organisationers hjælp til at identificere landingsbaner og kompromisser.
Ingen har glæde af, at der nøles mere. Ikke klimaet. Ikke miljø og natur; se blot på billederne af vores udpinte søer og havørkener!
Ikke eksport- og følgeerhvervene, for verden (konkurrenterne) er i gang med at tænke nyt.
Ej heller politikerne end ikke Venstre, som ikke får et bedre grundlag for at slå til og komme videre. Og slet ikke landbruget for hvem det er absolut sidste udkald, hvis de vil være en del af løsningen og blive det på en ordentlig og ikke-disruptiv måde.
Og det er ikke kun i landbrugets interesse, at der nu skrues en balanceret løsning sammen, som den fremsynede del af dansk landbrug kan om ikke elske så dog leve med.
Alle har vi en opgave og et medansvar for at omstillingen - også af landbruget - endelig accelererer.
Connie Hedegaard
For hvis omvendt forhandlingerne overdynges, er risikoen, at de bagstræberiske får vind i sejlene og opbakning fra en pæn del af danskerne, hvorved polariseringen af klimadebatten i bredere forstand, vil blive en særdeles beklagelig realitet. Det skal undgås.
Tværtimod skal danskerne og deres forbrug, indkøb og vaner også tænkes ind i ligningen.
Vel skal produktionen lægges om. Men det skal efterspørgslen også.
Således står kampen ikke mellem land eller by. Alle har vi en opgave og et medansvar for at omstillingen - også af landbruget - endelig accelererer.
Derfor: Alle grønne kræfter forener Eder. Det er tid at finde landingsbanen.