De unge klimaaktivister, der tyr til civil ulydighed, er næsegrus respektindgydende

Den anden aktuelle klima-analyse er rapporten Emission Gap Report fra FN's Miljøprogram UNEP, en rapport der udkommer op til de årligt tilbagevendende FN-klimatopmøder. Også i år er rapportens konklusion alarmerende. Forskerne tegner et billede af et akut behov for global klima-mobilisering uden historisk fortilfælde.

Hvis dette ikke lykkes, vil et klimasammenbrud være uundgåeligt.

Modsætningen mellem på den ene side behovet for global klimapolitisk mobilisering og på den anden side de alt for fodslæbende klima-prioriteringer, som kendetegner de fleste af verdens politikere i dag – fra Christiansborg til Baku i Aserbajdsjan, hvor dette års COP29-konference skal finde sted – kan næsten ikke være større.

Vi står midt i et vanvittigt politisk paradoks.

Det er næsten ikke til at rumme, at disse talentfulde unge har valgt at bruge det meste af deres ungdom på at vække Danmark af vores kollektive klimasøvn.

Uffe Elbæk

Samtidig med, at klimaforskerne kommer med den ene uafviselige udmelding om klimaets og planetens tilstand efter den anden, kan vi samtidig som borgere nu helt fysisk mærke klimaforandringerne i vores hverdag.

Fra langstrakte tørkeperioder og skovbrande til pludselig styrtregn og oversvømmelser – klimaet glider længere og længere ned ad den politiske dagsorden, også her i Danmark.

Det er i lyset af dette uforståelige paradoks – at vi har al den nødvendige viden, og alligevel handler vi ikke på den – at man skal forstå den desperation, der ligger bag de unge klimaaktivisters aktioner rundt om i Danmark.

Fra protester mod nyt motorvejsbyggeri i Jylland over udvidelsen af Københavns Lufthavn til sultestrejken foran det ministerium, hvor de aktuelle grønne trepartsforhandlinger foregår.

Nogle af disse aktioner er organiseret af Nødbremsen, andre af Den Grønne Ungdomsbevægelse. Og selvom der er forskel i både indhold og radikalitet, er budskabet det samme: Det er ikke flere ord og rapporter, der er brug for. Det er ansvarlig klimahandling, her og nu.

Jeg har gennem tiden mødt mange af disse unge, både dem fra Nødbremsen og dem i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Fælles for dem er et stort, levende samfundsengagement koblet med en tilsvarende dyb klimaindsigt.

Det er næsten ikke til at rumme, at disse talentfulde unge har valgt at bruge det meste af deres ungdom på at vække Danmark – os alle sammen – af vores kollektive klimasøvn.

Deres holdning er: Hvis ikke nu, hvornår så? Og hvis ikke os, hvem så? Deres ansvarlighed over for deres egen og de kommende generationers ve og vel er ikke bare inspirerende, den er næsegrus respektindgydende.

Tænk sig, hvis man kunne sige det samme om regeringens klimaarbejde. Men det kan man ikke.

Det er helt uacceptabelt, at klima-ansvarligheden ikke er større i regeringen og blandt det politiske flertal på Christiansborg.

Og det er netop dette fravær af ansvarlighed, som nu får de unge klimaaktivister til at ty til civil ulydighed. For de har gjort alt for at råbe Christiansborg – og alle os andre – op.

Det er ikke regeringen – og slet ikke landbruget – der er de voksne og ansvarlige her; det er de unge klimaaktivister.

Uffe Elbæk

De har afholdt konferencer, skrevet indlæg, demonstreret, kommet med relevante løsningsforslag og søgt dialogen.

Men lige lidt har det hjulpet. Eller som en af de unge formulerede det over for mig: Det har været som at råbe om hjælp under vand.

Billedet var så voldsomt, at jeg aldrig vil glemme det. Det er også derfor, at det eneste rigtige er at bakke de unge helhjertet op, uagtet at der på Christiansborg nu lyder krav om at hæve strafferammen for netop denne form for forstyrrelser af den offentlige orden.

Og her kommer så det andet politiske paradoks: De politikere, som ser rødt, når de taler om, hvor provokerende det er, at de unge klimaaktivister – på fredelig vis – stopper trafikken på en motorvej i Jylland eller laver sit down-strejke foran Christiansborg, er de selvsamme politikere, der forsvarer landmændenes ret til at gøre nøjagtigt det samme.

Når det er de unge, der blokerer trafikken, er der tale om forstyrrelse af den offentlige orden. Når det er landmændene med deres traktorblokader, er der tale om en helt forståelig menneskelig reaktion på de urimeligheder, som landbruget bliver pålagt i klimaomstillingens navn.

Vi taler vel at mærke om et erhverv, der ikke bare står for en markant udledning af den samlede mængde CO2 i Danmark, men også et erhverv, der er ansvarlig for, at vores drikkevand i al for høj grad bliver forurenet af pesticider.

Og som om det ikke var nok, samtidig er ansvarligt for, at vores indre fjorde og kystnære havområder er døende eller allerede døde.

Der er kun en ting at sige: Det er ikke regeringen – og slet ikke landbruget – der er de voksne og ansvarlige her; det er de unge klimaaktivister.