Debat

Frandsen: Vi har brug for fælles visioner og ambitioner

DEBAT: Hvis dansk landbrug vil bevare sin position i verdenseliten, skal der satses på forskning og investering. Det mener Henrik Frandsen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, som efterlyser fælles visioner og ambitioner for landbrugets udvikling.
Foto: Pressefoto, Landbrug & Fødevarer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Frandsen
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Ifølge FN's fødevareorganisation FAO vil vi i 2050 være to milliarder flere mennesker på jorden, end vi er i dag. Og meget tyder på, at en del af disse mennesker vil friste en tilværelse i middelklassen, hvor de ligesom os vil efterspørge kød, frisk mælk og brød. Men ikke nok med det.

De vil sandsynligvis også stille en lang række krav, fordi de vil være blevet kritiske forbrugere. Altså vil de forlange, at produktionen af de fødevarer, de sætter til livs, er produceret med mindst mulig miljøbelastning og højst mulig dyrevelfærd. Og de vil sikkert også gå op i, at fremtidens energiforsyning bliver fossilfri.

I øjeblikket befinder det danske landbrug- og fødevareerhverv sig i verdenseliten, når det kommer til netop høj dyrevelfærd og evnen til at øge produktionen, samtidig med at miljøbelastningen dag for dag bliver reduceret. Og det gør vi, fordi vi har været dygtige til at udnytte vores gunstige naturressourcer i form af frugtbar landbrugsjord, gode vejr- og klimaforhold og en særlig dansk iværksættertrang og tradition for at kombinere kvalitet, produktivitet og bæredygtighed.

Vi lever godt af vores høje standarder og grundige myndighedskontrol, men vi bør nok tage visse regler, love og afgifter op til ekstra grundig revision, så vi fortsat kan beholde den rest af konkurrenceevne, vi trods alt stadig har tilbage og forhåbentlig gøre vores landbrug endnu stærkere, så vi ikke behøver at sende produktion og arbejdspladser til udlandet.

Henrik Frandsen
Viceformand Landbrug & Fødevarer

Men det er ikke kun brød på bordet, vi kan bidrage med. I fremtiden vil vi være borgere i det biobaserede samfund. En betragtelig del af vores energiforsyning vil komme fra landbrugets restprodukter i form af for eksempel biogas, og de uerstattelige fossile ressourcer som for eksempel fosfor skal tilbage i kredsløbet igen, og den organiske biomasse vil erstatte den olie, som vi i dag bruger til at lave plastik af.

Dansk know-how til Kina
De dele af verden, som i øjeblikket oplever den største befolkningstilvækst og økonomisk vækst som for eksempel Kina, lægger jævnligt vejen forbi Danmark for at hente know-how til at opretholde deres egen fødevareproduktion. I forvejen importerer de allerede en del af vores varer, men vi kan af naturlige årsager ikke brødføde en milliard kinesere, selvom vi gerne ville.

Til gengæld kan vi sælge dem teknologi og viden, som ud over tiltrængte indtægter til den danske statskasse også vil betyde, at knappe ressourcer som vand, fosfor, jord og kvælstof i fjerne egne af verden udnyttes bedst muligt.

Men selvom demografien taler klart til vores fordel, er der dog stadig en række forhindringer, der skal ryddes af vejen, før vi kan være sikre på, at det danske landbrugs- og fødevareerhverv også i fremtiden står for mere end 60 procent af handelsbalanceoverskuddet og beskæftiger over 140.000 danskere.

Vi lever godt af vores høje standarder og grundige myndighedskontrol, men vi bør nok tage visse regler, love og afgifter op til ekstra grundig revision, så vi fortsat kan beholde den rest af konkurrenceevne, vi trods alt stadig har tilbage og forhåbentlig gøre vores landbrug endnu stærkere, så vi ikke behøver at sende produktion og arbejdspladser til udlandet. Det håber jeg, at regeringens Natur- og landbrugskommission vil gøre til en af sine vigtigste opgaver.

Sats på forskning og investering
En af de ting, der holder hånden under vores erhverv, er, at vi fortsat har en stor hjemlig primærproduktion, som sikrer, at danske forskere har et unikt forskningsgrundlag lige ved hånden. På samme måde betyder det tætte samarbejde også, at forskningsresultaterne kommer hurtigt ud i marken og arbejde.

En anden ting er vores mulighed for at investere, som krisen har sat en effektiv stopper for. Hvordan fremtiden for danske landmænd og fødevareproducenter ser ud, afhænger i den grad også af vores mulighed for at investere, så vi kan udvikle vores forretninger til at blive endnu mere produktive og bæredygtige.

Men det kræver, at der i befolkningen og på Christiansborg er en fælles erkendelse af, at Danmark ikke bare skal nøjes med at fastholde sit landbrugs- og fødevareerhverv, som vi kender det. Faktisk skal alle parter gå sammen om at formulere nogle visioner og ambitioner, som sikrer, at vi kan skabe endnu højere eksportvækst, flere arbejdspladser og generelt en bedre verden. Det skal i den grad være dansk teknologi og know-how, som sikrer, at det globale landbrug bliver stadig mere bæredygtigt og bedre til at forvalte sine ressourcer.

Mød hele Altinget | Fødevarers nye debatpanel her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Frandsen

MF og gruppeformand (M), kommunalbestyrelsesmedlem (Tønderlisten), Tønder Kommune
landbruger (1985)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024