Analyse: Klimaaftale skubber slagsmålene til efteråret

NYHEDSANALYSE: Natten til mandag blev et bredt flertal enige om den mest omfattende klimaaftale under S-regeringen. Centrale dele af aftalen er dog omgærdet af usikkerhed eller udskudt til efteråret, hvor større klimaslagsmål allerede venter.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Regeringen er længe blevet klandret for at være fodslæbende i klimapolitikken.

Hvor var ambitionerne? Tidsplanen? Hvad med et udspil? Hvornår indkaldes der til forhandlinger?

Støttepartierne var så klima-utålmodige, at der for få måneder siden blev truet med at save grenen over til både klimaministeren og regeringen, hvis tempoet ikke kom i vejret.

Med den nye klimaaftale beviste regeringen i hvert fald, at der sagtens kan komme fart på.

Fakta
Sagen kort 

Danmark har fået en klimalov med et klimamål om, at Danmark skal reducere udledningerne af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990. 
Som en del af klimaloven skal regeringen hvert år komme med et klimaprogram, der skal samle de konkrete planer, regeringen ønsker at gennemføre, og anskueliggøre, hvad der skal til for at nå klimamålet om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030.

Regeringens klimahandlingsplaner er regeringen begyndt at forhandle. Først landede regeringen en bred aftale om en grønnere affaldssektor, og natten til mandag indgik regeringen så en aftale med et bredt flertal i Folketinget om energi og industri. Efter sommerferien har regeringen varslet, at der kommer flere klimaudspil blandt andet inden for landbrug og transport.

Med klimaloven er regeringen underlagt en handlepligt, der indtræder, hvis den ikke kan anskueliggøre, at klimalovens mål kan nås. Klimaministeren skal hvert år til en særlig eksamen i Folketinget, når aftalen om finansloven er indgået. Her vurderer Folketinget, om regeringens initiativer er tilstrækkelige.

I løbet af regeringens første leveår er der samlet indgået aftaler om reduktion af drivhusgasser svarende til cirka fire millioner ton i 2030: Aftale om finanslov giver ifølge aftaleteksten 0,5 milllioner ton reduktion af drivhusgaser i 2030, aftale om grønnere affaldssektor giver 0,7, mens aftale om varme og industri giver 2,7.
For at nå klimamålet om 70 procents reduktion skal der reduceres omkring 20 millioner ton i 2030.

På bare fem forhandlingsdage i Finansministeriet blev der landet en klimaaftale, der i visioner og potentiale sagtens kan stå mål med tidligere store energiaftaler, hvor forhandlingerne strakte sig over mange måneder.

Regeringens bedrift bliver kun større af, at alle partier med undtagelse af Nye Borgerlige er med. Fra Enhedslisten til Liberal Alliance.

171 af 179 medlemmer af Folketinget er nu bag, at Danmark inden 2030 skal have verdens to første energiøer, der skal give næsten tre gange så meget havvindmøllestrøm, som Danmark har i dag, at der skal udvikles teknologier som power-to-x og fangst af CO2 og laves en stor grøn skattereform med en CO2-afgift som "en af hovedmotorerne for at nedbringe CO2e-udledningen i alle dele af det danske samfund".

Oveni er der blevet ryddet nogle sten af vejen, der længe har spøgt i energipolitikken: om ny støtteordning til sol- og vindenergi, udskydelse af vindmølleloft, omlægning af varmeafgifter, støtte til biogas, udfasning af flere oliefyr og udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre og virksomheder.

Til gengæld er besværlige spørgsmål som en ny, grøn økonomisk regulering af fjernvarmen, en plan for geotermi og bæredygtig biomasse blevet udskudt.

Det er gået stærkt
At det er gået stærkt, og enigheden har været så bred politisk, afsløres også i detaljeniveauet i aftalen og i, at de svære spørgsmål er blevet skubbet til efteråret, hvor der allerede venter andre store klimaslagsmål.

Tag for eksempel de to energiøer, der skal bygges i Nordsøen og ud for Bornholm. De er et af aftalens store slagnumre, men alligevel bliver energiøerne stadig hovedsageligt beskrevet i overordnet reklamesprog.

”Aftalepartierne er enige om, at tiden er inde til en ny epoke for udbygningen af dansk havvind,” som det hedder indledningsvist.

I aftaleteksten er klimaeffekten til gengæld ikke oversolgt ved at være opgjort som nærmest ikkeeksisterende i 2030.

”Det er en betingelse for projekterne, at de er rentable,” står der i aftaleteksten, som også fastslår, at ”havvind så vidt muligt skal være markedsdrevet uden offentlig støtte.”

Det lyder lovende, men også usikkert, når nu energiøerne skal være de første af deres slags i verden.

Store visioner
Forud for aftalen blev der kritisk spurgt til, om man ikke kunne få meget mere energi for pengene ved bare at opføre havvindmølleparker, som vi allerede kender.

På den anden side: Skal man være foregangsland, skal der selvfølgelig også være noget visionært at vise frem.

Læs også

Visionært er det også med aftalens fokus på fangst og lagring af CO2 (CCS) og fangst og anvendelse af CO2 (CCU), som er teknologier under udvikling, der skal reducere fossile udledninger og være med til at skabe negative udledninger.

Det er en ”vigtig brik i omstillingen af produktionen og indfrielse af de klimapolitiske mål, men er ikke et udtryk for mindskede ambitioner i forhold til den grønne omstilling,” skriver aftaleparterne kort efter, at de har konstateret:

”Imidlertid er der i dag ikke et tilstrækkeligt økonomisk incitament til at fange og anvende eller lagre CO2.”

Det udestår stadig, om det aftalte er nok til at ændre på det.

Nu skal regeringen komme med et udspil, der skal være baggrund for en beslutning om konkret udmøntning. I aftaleteksten fremgår der støtte til den slags projekter fra 2024, og regeringens embedsmænd har allerede talt med, at projekterne kan hente ”CO2e-reduktionseffekt på 0,4 millioner ton CO2e i 2025 og 0,9 millioner ton CO2e i 2030”.

Det er det initiativ, der ifølge aftaleteksten giver den største reduktion af drivhusgasser.

Slagsmål om CO2-afgift venter
Den store joker i aftalen er naturligvis den varslede grønne skattereform, hvor der nu er ”enighed om, at CO2-beskatning bør være et afgørende instrument til at indfri den ambitiøse 70-procentsmålsætning,” skriver aftalepartierne og tilføjer så en række benspænd som forhandlingerne i efteråret skal tage hensyn til:

”… bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance og dermed reelle CO2e-reduktioner (minimere CO2e-lækage) og uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet.”

Umiddelbart er det den slags svære forhandlinger er gjort af. Ikke mindst, hvis målet er en skattereform med stor effekt på klimaskadelig adfærd, men regeringen er dog givet lidt manøvrerum med aftalens allersidste sætning:

"Denne aftaletekst giver ikke på forhånd partierne adgang til at være en del af en kommende aftale om grøn beskatning."

... og om transport og landbrug
Efter sommerferien kommer regeringen med udspil på landbrug og transport, der er klimapolitikkens smertensbørn – og som både er dyre og besværlige at gøre rigtig klimavenlige og rummer stærke følelser.

Skal det ikke bare forblive en vision, at der skal køre en million elbiler rundt på de danske veje i 2030, venter der regeringen en hidtil uset stor klimaopgave og tilsvarende problem med tabte afgifter, hvis danskerne faktisk kan lokkes til at skifte diesel- og benzinbilerne ud.

Læg hertil en grøn omstilling af landbruget, hvor det næsten synes utopisk for alvor at løse klimaproblemerne uden at ændre på produktionen af svin og kvæg. Hvilket intet fra regeringen tyder på, at den ønsker.

Og så opgaven med en stor grøn skattereform, hvor regeringens støttepartier er store tilhængere af en CO2-afgift, men ser helt grundlæggende forskellig på den konkrete model. Og hvor regeringens egen klimaminister kalder en CO2-afgift for en Georg Gearløs-opfindelse, og finansministeren få minutter efter, at den nye aftale var indgået, rejste tvivl om, hvad det afsnit egentlig gik ud på.

Stadig lang vej
Oveni alt det vil regeringen lidt bagvendt, efter at en række klimaaftaler er lavet, foreslå et klimamål for 2025 i efteråret og fremlægge en samlet klimaplan, der skal anskueliggøre, hvad regeringen vil, og hvad der skal til for at nå klimamålet om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030.

”Hvis man besluttede vejen til de 70 procent nu. Med de teknologiske muligheder, vi har i dag. Så ville det have alt for store konsekvenser. Virksomheder ville lukke. Arbejdsløsheden ville stige endnu mere. Det ville være helt uholdbart,” lød det fra statsminister Mette Frederiksen i hendes tale under afslutningsdebatten mandag i Folketinget.

I løbet af regeringens første leveår er der samlet indgået aftaler om reduktion af drivhusgasser svarende til cirka fire millioner ton i 2030. For at nå klimamålet om 70 procents reduktion skal der reduceres omkring 20 millioner ton i 2030.

Mon ikke regeringen efter sommerferien på ny vil blive klandret for at være fodslæbende i klimapolitikken?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024