Debat

Landbrugets udfordringer med dyrevelfærd og antibiotika

DEBAT: Landbrugs- og fødevareerhvervet skal være bedre til at åbne op og inddrage forbrugerne, så der kan gøres op med de mange fordomme om dårlig dyrevelfærd og højt antibiotika-forbrug, mener Henrik Frandsen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.
Henrik Frandsen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, er denne uges debattør på Altinget | Fødevarer.
Henrik Frandsen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, er denne uges debattør på Altinget | Fødevarer. Foto: Pressefoto, Landbrug & Fødevarer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et af de mest bemærkelsesværdige fænomener, jeg møder i mit virke som folkevalgt landmand, der repræsenterer det samlede danske landbrugs- og fødevareerhverv, er de utrolig mange forskellige måder, vi mennesker opfatter virkeligheden på. Selvom man ikke skulle tro det, er der altså stor forskel på, hvordan verden ser ud, afhængig af om man bor i Sønderjylland eller i København. Og det er en kæmpe udfordring, når man prøver at fortælle en historie, som man håber, at de fleste vil forstå budskabet af.

Mindre antibiotika i husdyrproduktionen
I tilfældet dyrevelfærd og antibiotika, som i mange år har været nogle af erhvervets ømmeste tæer, er den helt store udfordring, at det niveau, vi som landmænd og fødevareproducenter synes er rimeligt og fornuftigt, ofte i visse dele af befolkningen anses som helt og aldeles uacceptabelt. Når vi med stolthed fortæller, at vi over en årrække har lavet den ene forbedring af dyrenes liv efter den anden, bliver historien i medierne fra tid til anden vinklet negativt, så det kommer til at se ud, som om at vi i højere grad behandler dyrene dårligt. Det samme gælder anvendelsen af antibiotika.

Vi har som et af de få lande i verden frivilligt været i stand til at nedbringe antibiotikaforbruget markant i husdyrproduktionen, samtidig med at vi helt er stoppet med at bruge de bredspektrede cefalosporiner, som er årsag til antibiotikaresistens hos mennesker. Og stadig er den grundlæggende opfattelse, at danske svineproducenter skovler medicin ind i gabet på de stakkels grise.

Selvom vi ikke tøver med at pege på udlandet, som i visse lande har op til seks gange så højt et medicinforbrug pr dyr, som vi har, ændrer det ikke på den generelle opfattelse. Særligt i svineproduktion er der historien om et højt antibiotikaforbrug. Vi må se i øjnene, at det vil tage tid at ændre det billede.

Kritiske forbrugere og samvittighedsfulde producenter
I fremtiden håber vi, at flere vil få øjnene op for den indsats, vi allerede har gjort, og som vi agter at fortsætte med. Lige nu er de lande, vi eksporterer til, ikke specielt optagede af antibiotikaforbrug og dyrevelfærd. De har i stedet fokus på kødkvalitet og fødevaresikkerhed, som i stor udstrækning er vores berettigelse på verdensmarkedet. Men i takt med at verdens middelklasse vokser, vil flere også begynde at stille krav til dyrenes ve og vel, og hvordan de er blevet behandlet. Det vil ikke kun være i vores del af verden, at der vil findes kritiske forbrugere og samvittighedsfulde producenter.

I fremtiden vil det netop være de kritiske forbrugere, vi som erhverv blandt andet skal satse på. Vi leverer de varer, der er efterspørgsel efter, men det er klart, at vi ikke i længden vil kunne konkurrere på det samme, som de andre kan lave under mere lempelige rammevilkår. Derfor har vi gennem mange år også hævet barren i tæt samarbejde med de danske myndigheder, så det niveau, vi har i dag og vil have i fremtiden, er et, som der er bred politisk konsensus omkring. 

Hvis forbrugerne kræver fødevarer, der er produceret under helt særlige forhold, og de er indstillede på at betale den pris, som det koster, så er vi hurtige til at tilpasse produktionen og lave de varer. Det har været en af vores overlevelsesstrategier indtil videre.

Fakta

BLAND DIG!

Deltag i debatten på Altinget | Fødevarer - send dit indlæg til [email protected]

Et mere åbent landbrugs- og fødevareerhverv
Det er vigtigt, at vi som erhverv, hver gang lejligheden byder sig, sætter os på dagsordenen og fortæller sandheden, åbner dørene til stalden, så folk selv kan se, hvorfor vi klipper den yderste spids af halen på smågrisen, hvorfor nogle høns lever deres liv i bure, om de er berigede eller ej, eller hvorfor vi mener, køerne har det godt i løstdriftstalde, i stedet for at de går rundt på marken og græsser. Vi har traditionelt holdt lidt lav profil på dette område, fordi det er øretævernes holdeplads. Men det vil vi ikke fortsætte med. Vi vil i højere grad inddrage forbrugeren og bede denne om at være med til at tage ansvar. For vi må ikke være naive og tro, at vi i Danmark kan gå enegang, med mindre vi ønsker at afvikle vores landbrug og importere fra lande, som lader meget tilbage at ønske.

Jeg er sikker på, at vi i fremtiden vil se et landbrugs- og fødevareerhverv, der tager aktiv og konstruktiv del i debatten om dyrevelfærd og antibiotika.

Vi har som et af de få lande i verden frivilligt været i stand til at nedbringe antibiotikaforbruget markant i husdyrproduktionen, samtidig med at vi helt er stoppet med at bruge de bredspektrede cefalosporiner, som er årsag til antibiotikaresistens hos mennesker. Og stadig er den grundlæggende opfattelse, at danske svineproducenter skovler medicin ind i gabet på de stakkels grise.

Henrik Frandsen
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Frandsen

MF og gruppeformand (M), kommunalbestyrelsesmedlem (Tønderlisten), Tønder Kommune
landbruger (1985)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024