Ny måling: Liberal Alliance dykker

Vælgerne kom hovedsageligt fra Venstre, Radikale og Konservative, og selvom Moderaterne – helt naturligt for et nyt parti – har været igennem både personskandaler og slingrekurs med Stine Bosses forskellige meldinger om retsforbehold og modtagelse af flygtninge, er det tydeligt, at Løkke sælger en vare, ingen andre kan tilbyde. Nemlig opgøret med blokpolitikken. 

6,9 procent af vælgerne vil sætte i denne måling sætte kryds ud for Moderaterne, og det er en fremgang fra 4,5 procent tidligere i maj.  

I det hele taget har Moderaternes meningsmålinger danset op og ned siden folketingsvalget. Det bekræfter den kendsgerning, at når vælgere først skifter parti – og Løkkes vælgere havde jo, bortset fra førstegangsvælgerne, i sagens natur skiftet parti – så er de mere tilbøjelige til at gøre det igen.  

Omvendt er det åbenlyst, at moderatvælgerne måske nok overvejer andre partier, men mange vender tilbage igen, og det peger på, at de stadig er meget tiltalt af bruddet med blokpolitikken. 

Og deri er moderatvælgerne fundamentalt forskellig fra næsten alle andre vælgere.

To typer protestvælgere 

Ser man nemlig på styrkeforholdet mellem den gamle røde og blå blok, springer én ting i øjnene: Der er ikke sket ret meget.  

Det står i skærende kontrast til mediernes analyser og historier – Altingets inklusive – der har handlet om katastrofemålinger, chok-tilbagegang og nye stjerneskud på den politisk himmel.  

Pointen er, at de store vælgerskred er sket inden for blokkene, ikke mellem dem.  

Det er især SF og LA, der har høstet stemmer på den konto. Det er svært at læse anderledes, end at de to partier opsamler titusindvis af frustrerede S- og V-vælgere, der gerne vil have de gamle blokke tilbage. SF ser endda ud til at sende nogle vælgere videre til Enhedslisten, som med 8,2 procent efterhånden har lagt afstand til det dårlige resultat fra folketingsvalget.  

Vælgerskredet inden for blokkene er med andre ord proteststemmer vendt mod SVM-samarbejdet.  

Det er også forklaringen på, at de gamle blokke står stort set uændret i forhold til hinanden og har gjort det siden valget.  

Men det er en protest, Løkkes vælgere ikke deler. Tværtimod. Hvilket også understreges af, at mens der generelt er en tydelig korrelation – hvis ikke direkte kausal sammenhæng – mellem partilederens popularitet og partiets, så gælder samme ikke mellem Løkke og Moderaterne.

Frem mod folketingsvalget vender Løkke ganske vist sit PDI-tal fra minus 12 procent i begyndelsen af 2022 til plus fem procent, men i maj i år ligger han på minus 18 procent, selvom partiet som nævnt ligger på 6,9 procent.  

Dermed kan man beskrive situationen i dansk politik sådan, at vi ser en konfrontation mellem to protestgrupper i vælgerhavet.  

Dem, der protesterer imod SVM-regeringen (til fordel for en tilbagevenden til blokpolitikken), over for dem, der protesterer imod blokpolitikken (til fordel for en midterregering).  

Hvis det billede holder frem mod næste folketingsvalg, hvad fortæller det så om, hvilken valgkamp vi får? 

De blå kan ikke uden Moderaterne  

For det første udgør Løkke og hans vælgere en stor forhindring for Vanopslagh, hvis han stiller op som de borgerlige statsministerkandidat. For det er svært at se, hvordan de blå partier kan komme bare i nærheden af et flertal uden Moderaterne.  

Dermed vil et Vanopslagh-kandidatur øjeblikkelig spille Løkke i centrum, ikke Vanopslagh selv. Hver gang han under en valgkamp udtaler sig om noget som helst, vil journalisterne med det samme flytte mikrofonen over til Løkke og spørge, hvad han siger til det.

Og i en regeringsforhandling – ja, allerede ved en kongerunde – er det svært at se, at Løkke ikke vil kræve den øverste post for sine mandater. Andenviolin spiller han jo allerede i SVM-regeringen. Også selvom Løkke selvfølgelig med sin "nogen, ikke noget-logik" ikke kommer til at positionere sig håndfast og offentligt på forhånd. 

Det står omvendt klart, at Socialdemokratiet vil gå til valg på, at formanden skal være statsminister.  

Spørgsmålet om, hvilken valgkamp vi får, bliver dermed et spørgsmål om, hvordan Socialdemokratiet vil forholde sig til de to protestgrupper.

Ikke mindst fordi det uundgåeligt bliver det centrale spørgsmål i næste valgkamp: om partierne vil have en (ny) midterregering eller en blokpolitisk regering.

Løkke vs. Frederiksen

Frem mod folketingsvalget i 2022 kunne Mette Frederiksen meget fermt både række hånden frem til samarbejdet over midten og føre en benhård kampagne mod de borgerlige partier om alt det forfærdelige, der ville ske med velfærden, hvis de kom til.

Det var nøglen til Socialdemokratiets historiske valgresultat. Men det var især muliggjort af Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur, som stod på en stålblå fordelingspolitik med topskattelettelser og en slankere offentlig sektor.  

Det er selvfølgelig også den altoverskyggende årsag til, at Mette Frederiksen så gerne vil have, at Vanopslagh stiller op som statsministerkandidat. Så kan man finde valgkampstrategien fra FV22 frem igen.

Men de mange opfordringer afslører dermed også, at man i S godt ved, at det hurtigt kan blive penibelt næste gang. 

For det bliver meget sværere for S at føre en både- og-kampagne, hvis regeringspartneren og midter-ideologen Lars Løkke står som eneste reelle alternativ, fordi han har de afgørende mandater, men ikke vil binde sig til noget på forhånd.

Også for S bliver Løkke en svær størrelse at have med at gøre i valgkamp.  

Det taler for, at S i det mindste ikke vil forsværge en ny midterregering. Omvendt er det fra SF, at de mange tabte vælgere skal vindes tilbage, og de er jo netop hos SF, fordi de ikke vil have en midterregering.  

Det er det paradoks, Socialdemokratiets strateger skal i gang med at finde en løsning på.

Mette Frederiksens upopularitet 

Den opgave bliver kun sværere, hvis Mette Frederiksens popularitetstal ikke vender (og hun bliver i dansk politik).

Indrømmelserne af fejl i forbindelse med afskaffelsen af store bededag og opsangene til danskerne om deres arbejdsmoral handler selvfølgelig om det.  

Socialdemokratiets styrke er dets styrke, forstået på den måde, at partiet som Folketingets absolut største har et nær-monopol på at sætte dagsorden i dansk politik.

Men den – unipolære – fordel kan blive svær at omsætte til resultater med en mudret kampagne uden klare svar i et tilsvarende mudret politisk landskab, der vil minde mere om tilstanden under et kommunalvalg end om noget andet, vi har set de seneste mange årtier.

Også her vil Løkke og hans vælgere føle sig mere hjemme.