Sådan skal fremtidens landbrug og natur se ud
Per Bang Thomsen
JournalistVi skal have en rigere natur, en ny og mere målrettet miljøregulering og nye vækstmuligheder for landbruget.
Det var nogle af hovedpointerne, da regeringens Natur- og Landbrugskommission torsdag præsenterede sine 44 anbefalinger om fremtidens natur og landbrugserhverv.
"Natur, miljø og vækst er ikke hinandens modsætninger, og derfor skal man også se vores anbefalinger samlet, for der er en balance i dem. Det kræver dialog, og vi siger ret åbent, at hvis det her skal kunne lade sig gøre, så kræver det politisk lederskab, og man skal gå i gang så hurtigt som muligt," sagde formand Jørn Jespersen under pressemødet på Nationalmuseet.